Jeg har herunder taget nogle udpluk fra Poul Gauguins selvbiografi, for at belyse Vincents ophold i Arles sammen med Poul Gauguin.

Man kan roligt sige, at Vincent havde set frem til Gauguins ankomst som en velsignelse, ja en befrielse.' Vi må huske på, at det her sidst i oktober 1888 er mindst tre måneder siden, han er begyndt at tælle dagene. I august skrev han til Theo: ,Jeg tænker meget på Gauguin, og jeg kan forsikre dig, at hvadenten det bliver ham, der kommer her, eller mig, der rejser til ham, så vil han og jeg, på den ene eller anden måde, synes om nogenlunde de samme motiver." Og med tanke på det, de begge kæmper for, skriver han lidt senere: ,,Jeg kan ikke fordrage succes. Jeg er bange for de tømmermænd, der vil følge efter en sejr for impressionisterne... Gauguin og jeg må så være forudseende. Vi må arbejde på at have det nødvendigste til at udholde den mangel på succes, som vil vare hele vor tilværelse. Og vi må tage ophold på det sted, der er billigst. Så vil vi få den fornødne ro til at producere meget, også selvom vi kun sælger lidt eller slet intet

Hvis sådan tale minder om Gauguins, så er den dog forskellig fra hans indstilling derved, at han lever i den konstante overbevisning om, at han vil få held med at sælge noget eller få held med et projekt, som vil redde situationen. Det er Vincent allerede klar over og tilføjer til Théo: ,,Jeg tror aldrig, Gauguin opgiver at kæmpe i Paris. Det ligger ham for meget på sinde, og han tror mere end jeg på varig succes." Men Vincent kan se en fordel, og han skriver, med skarpt blik for Gauguins karakter såvel som for det, de har tilfælles og det, der skiller dem med hensyn til deres kunstneriske skæbne: ,,Det ville jeg ikke tage skade af, tværtimod. Jeg opgiver måske for let. Vi må så lade ham blive i illusionen, men vi må være klar over, at han aldrig kan undvære bolig og det daglige brød og farver ... Havde jeg samme ambitioner som han, ville vi formentlig ikke kunne være sammen. Men jeg lægger ikke så megen vægt på at opnå succes eller lykke. Jeg lægger vægt på, at impressionisternes energiske virke må vare. Jeg lægger vægt på, at de må have et sted at bo og få det daglige brød. Og jeg føler mig som en forbryder, fordi jeg har nok til, at to kan leve for det samme beløb."

Da ventetiden trækker ud, kan Vincent ikke lade være med at presse på. Den 4. september skriver han ligefrem til Theo: ,,Hverken Gauguin eller Bernard har skrevet igen. Jeg tror, at Gauguin er rystende ligeglad, fordi han kan se, at der ikke kommer noget ud af det straks ..." Men så snart han har modtaget pengene fra sin bror og fået mulighed for at møblere Det gule Hus, midt i Arles, som han har lejet for 15 francs per måned siden juli, kan han ikke vente med at indrette stedet til Gauguin. Intet er for godt til Gauguin, som han ville gøre alt for at holde på, og han har jo også foreslået, at denne skal være ,,chef d'atelier".

Da han allerede under deres første samtaler i Paris var slået af Gauguins glæde over hans solsikker, forbereder han denne indretning: ,,I dette ganske lille værelse vil jeg, på japansk facon, proppe mindst seks meget store lærreder ind, mest de vældige buketter med solsikker. Du vil se disse billeder, buketter med 12 eller 14 solsikker proppet ind i dette ganske lille kammer med en smuk seng og alt det andet, også elegant. Det bliver ikke helt almindeligt. Og atelieret - med røde klinker på gulvet, hvide vægge og hvidt loft, bondestole, bord af råt træ, og, håber jeg, portrætter til at pynte op [dem har han altså ikke modtaget endnu]. Det giver et præg å la Daumier - og jeg tør nok sige, at det bliver ikke helt almindeligt ..."

Vi kan forstå, at Vincent her ikke tænker på Gauguins maleri, men at han er totalt opslugt af sit eget. I dette univers af lærreder og tegninger, som han har fået samlet i en utrolig fart i løbet af disse ni måneders totale ensomhed som skabende kunstner. Kom han ikke til Arles som led i en ny start, den usædvanlige nyudvikling som vi ser bevis på i portrætterne af Pere Tanguy og La Segatori?

Men det var blot et forspil. Ikke så snart er han kommet i orden, før han opfinder et vindue, som vi senere genfinder hos Matisse med La Charcuterie. Han skaber det sublime lys i Blomstrende ferskentræer, minde om Mauve (Mauve er hans fætter, som han lige har fået at vide er død), og straks efter et nyt mesterværk, Broen i Langlois. En regulær kosmisk beherskelse af landskaber manifesterer sig først ved Kornmark med iris, dernæst i Frugthaver og Solnedgang med sædem and. I Saintes-Marie-de-la-Mer inspireres han til en Cézanne-lignende udfoldelse med Vue over byen, og det rundes af med Bade på stranden. Så følger de natlige scener Cafeen i Anes, Fortovscafé, aften, som dukker op igen som poetisk baggrund for Portræt af Eugéne Boch. Der er også det nye Selvportræt, som han sender til Gauguin og alle de senere så klassiske portrætter af Postbudet Roulin, af Kvinde, af Zouave, lige inden maleriet i september koncentrerer sig om Det gule hus og hans eget soveværelse.

For en anden maler, der er så totalt opslugt af sit eget univers som Gauguin, må åbenbaringen af en sådan koncentration af mesterværker på én gang have været så at sige uudholdelig. Det ved Vincent godt selv på sin egen facon. Han betror Théo: ,,Det gør mig stolt, at jeg med mit arbejde kan gøre indtryk på Gauguin. Jeg ønsker kun at arbejde alene og mest muligt, inden han kommer. Hans komme vil æde min måde at male på, og jeg vover at tro, at det vil være en gevinst for mig - men jeg holder nu alligevel af min udsmykning... Frem for alt: Gauguin kommer, til skade for din og min pengepose. Frem for alt."
Vi må ikke bagatellisere pengeproblemet, som konstant er til stede. ,,Jeg mærker instinktivt, at Gauguin er en beregnende person. Da han befinder sig nederst på den sociale stige, vil han tilkæmpe sig en position med midler, som nok vil være hæderlige, men meget politiske.

Gauguin er ikke rigtig klar over, at jeg godt kan se alt det. Og han er måske ikke klar over, at han absolut må vinde tid, og at han hos os vil gøre det, om han så ikke vinder noget andet." Hvorefter Vincent helt professionelt sætter beløb på denne tid: ,,Disse billeder, som engang vil blive solgt, vil måske endnu i mange år båndlægge renten af det, de koster. Og et maleri, som man i dag betaler 400 francs for, og som bliver solgt for 1000 francs ti år senere bliver jo reelt solgt til kostpris, fordi det er forblevet passivt så længe."
Det siger han til Gauguin og minder samtidig om, at tanken om en sammenslutning af malere ,,ikke er realiseret". Her udtrykker han sig både for Théo og sig selv: ,,De må erkende, at vi så er kommet langt videre end den plan, som vi allerede har meddelt Dem. At vi er kommet videre er kun vor pligt som malerihandlere, thi De ved måske, at også jeg har været flere år i forretningslivet, og at jeg ikke rynker på næsen ad en bestilling, der har givet mig mit udkomme." Det er skrevet for at berolige Gauguin, men virkningen kunne være blevet den modsatte. Heldigvis tilføjede Vincent: ,,Værelset, hvor De skal bo, har jeg med fuldt overlæg udsmykket som en digters have. Jeg har ønsket at male denne have på en sådan måde, at man på én gang ville tænke på den gamle digter herfra (eller rettere fra Avignon) Petrarca og på den nye digter herfra - Paul Gauguin."

Gauguin har fattet det. Han skriver til Schuff: ,,Denne symbolske vej er ganske vist fuld af forhindringer, og jeg har endnu kun gået et skridt, men det er i min inderste natur. Jeg er godt klar over, at man vil forstå mig mindre og mindre. I hobens øjne er og bliver jeg en gåde, for enkelte en digter. Det får være. Hvorom alting er, så kan jeg sige, at jeg nok skal få lavet første klasses ting. Det føler jeg, og vi skal nok få at se. De ved jo, at i kunst har jeg altid ret dybest set. - Læg vel mærke til, at der for tiden blandt kunstnere er en udpræget stemning til gunst for mig; visse mennesker har været lidt åbenmundede, derfor ved jeg det.

Jeg kom til Arles sidst på natten og ventede i en natcafé på, at det skulle blive lyst. Værten kiggede på mig og udbrød: ,,De er hans kammerat, jeg kan genkende Dem." Et portræt af mig, som jeg havde sendt til Vincent, er forklaringen på værtens udbrud. Jeg gik hen til Vincent, da det hverken var for tidligt eller for sent. Formiddagen gik med at få mig installeret ...]. Næste dag var vi gang med at arbejde; han fortsatte hvor han slap, jeg begyndte på ny.

Gauguin er allerede kommet ind i Vincents univers, eftersom caféen, hvis vært havde genkendt ham, selvfølgelig er Café de la Gare, hvor Vincent har boet fra maj til indflytningen i Det Gule Hus. Værten er Joseph Ginoux, hvis kone Marie er L'Arlésienne (kvinden fra Arles), malet af Vincent, som i forvejen har brugt denne café som motiv til sine to malerier af Natcafé. Om det sidste havde han skrevet til Théo: ,,Jeg har søgt gennem det røde og det grønne at udtrykke de frygtelige menneskelige lidenskaber. Lokalet er blodrødt og skidengult, i midten et grønt billard, fire citrongule lygter, der lyser orange og grønt. Der er overalt en kamp og en antitese mellem de mest forskellige grønne og røde farver og i de små sovende gadedrenges personer i det lille, triste lokale, violet og blåt.

Gauguin kan straks fra begyndelsen bedømme de forvandlinger, som Vincent med sin kunst har foretaget i de scener, som fængsler hans opmærksomhed. Og først og fremmest modtager han lige på én gang det voldsomme visuelle indtryk af alle de malerier, som Vincent har villet udsmykke hans værelse i Det Gule hus med, Digterens have sammen med Landskab i sol, to versioner i Parken i Arles og De elskende. Selv om vi dag ikke med sikkerhed kan fastslå, hvilke læreder i serien der faktisk var ophængt i Gauguins værelse, kan man forestille sig, at når dertil kom solsikkebillederne, blev hans malerblik straks aldeles overvældet af de uafrystelige rytmer og den aggressive palet der var Vincents. Det var, ved vi, fuldt bevidst fra dennes side. Han skriver som efterskrift til sit brev til Théo af 28. eller 29. oktober, altså fem dage efter Gauguins ankomst, hvilket er lang tid efter Vincents normale skriverytme: ,,Hvad Gauguin mener om min udsmykning i almindelighed, ved jeg endnu ikke. Jeg ved blot, at der er nogle studier, han virkelig holder af, f.eks. Sædemand, Solsikker og Soveværelse. Om helheden ved jeg selv endnu intet, da jeg også skal have billeder fra de andre årstider ..."

Gauguins tavshed om dette spørgsmål må vi sammenligne med de mangfoldige ordvekslinger i løbet af disse få dage om alt muligt mellem ham og Vincent. Denne skriver straks ved ankomsten til Théo, at Gauguin er ,meget interessant som menneske, og jeg har fuld tiltro til, at vi sammen skal få lavet masser af ting. Han vil formentlig producere meget her, og jeg måske også." Samme brev begynder med virkningerne af den nyhed, at Théo for 500 francs har solgt Dansende kvinder fra Bretagne noget som åbenbart glæder Gauguin dybt, men får Vincent til at sige: ,Selv føler jeg så dyb en trang til at producere, at jeg er psykisk knuget og fysisk udtømt, netop fordi jeg faktisk ikke har nogen anden måde at klare vore udgifter på. Jeg kan intet gøre, sålænge mine malerier ikke kan sælges. Men den dag vil komme, hvor man nok skal få at se, at de er mere værd end prisen for farverne og for det sparsomme liv vi lever..."

Et brev til Théo af 2. november fortæller os, at ,Gauguin er nu i gang med et maleri af den samme natcafé, som jeg selv har malet, men med figurer, han har set på bordeller". Gauguin beskriver det for Emile Bernard: ,,Højt, rødt tapet, tre ludere. Den ene stritter af papillotter, den anden har ryggen til og bærer et grønt sjal. Nummer tre har højrødt sjal. Til venstre sidder en person og sover. Billard - i forgrunden en detaljeret udført figur, en kvinde fra Arles med sort sjal og hvid brystdug. Marmorbord. Tværs gennem billedet en bræmme blå røg, men forgrundsskikkelsen er alt for korrekt. Sådan."

Luderne har samme smalle øjne som Bernards Kvinder fra Bretagne. Vincent holder meget af denne Natcafé, men Gauguin siger: ,,I virkeligheden er det ikke noget for mig, og den simple lokalkolorit passer ikke for mig. Det skal utvivlsomt betyde, at i sammenligning med Vincents Natcafé - den tragiske udgave, som han har beskrevet for Théo kan hans eget billede, efter hans mening, ikke stå sig (man kan i hvert fald sige, at de ikke er på samme niveau). Til gengæld er han meget tilfreds med sit lærred, som kaldes Vinhøst i Arles, som han beskriver i samme brev til Bernard: ,,Blodrøde vinmarker i trekant foroven af kromgult. Til venstre, sortklædt bretonsk kvinde fra Le Pouldu, gråt forklæde. To bretonske kvinder står og bøjer sig; de bærer lyse blågrønne kjoler med sort bluse. I forgrunden lyserød jord og fattig kone med orange hår, hvid skjortebluse og skørt, som er ,,jordgrønt med hvidt". Det hele udført med grove strøg, fyldt med næsten ens nuancer tykt lagt på med kniv på groft sækkelærred. Det er faktisk vinmarker, jeg har set ved Arles. Jeg har anbragt kvinder fra Bretagne deri. - Skidt med korrektheden."

Ja, det er rigtigt. Og vi skal snart se forskellen i Vincents reaktion over for samme motiv. Lige for tiden indretter Gauguin sig for alvor. Han sender via Bernard penge til at betale al sin gæld hos Gloanec, og vi erfarer, at han har brugt ca. hundrede francs til at købe en kommode, forskelligt husgeråd og 20 meter af det samme kraftige lærred, som også Vincent arbejder på. Vi må huske på, at Gauguin konstant er kørt fast af mangel på farver eller på lærred, hvilket får ham til, under første del af opholdet, at kaste sig over tegning.

        Perioden i Arles, er delt i tre faser: første fase er præget af en relativ harmoni: de to malere går tur på landet, maler samme landskaber, samme model [Mmc Ginouxi og benytter samme slags grove lærred, som Gauguin har købt. Van Gogh køber ind, Gauguin laver mad. Det er i virkeligheden en række billeddueller, som på en vis måde falder ud til van Goghs fordel. Han har jo, som han praler med over for Théo, ,,fået ordnet" L'Arlésienne: Madame Ginoux på en time, medens Gauguin kun fik lavet en tegning og var længe om at realisere sit lærred Cafeen, som ifølge Vincent endnu ikke var fuldført den 2. november.

Men på dette tidspunkt ændres forholdene, og Gauguin får overtaget. Den 13. november skriver Théo, som har arrangeret en lille udstilling af Gauguins billeder fra Bretagne, til denne: ,Det vil sikkert glæde Dem at høre, at Deres malerier gør megen lykke [...J Degas er så begejstret over Deres arbejder, at han taler meget om dem og agter at købe det lærred, som forestiller et forårslandskab med en eng i forgrunden ... Nu er to lærreder definitivt solgt ..."

Nu indtræder der et nyt element, det dårlige vejr. Ikke blot hindrer det de to malere i at komme ud, men det lukker også Vincent inde i sine bitre tanker. Nu er Gauguin en farlig agitator. Så snart det sætter ind med dårligt vejr, den 9., siger van Gogh, at han arbejder efter hukommelsen. Den 14. arbejder han på, hvad der bliver til Haven i Etten, et maleri der er et typisk arbejde af fantasi eller abstraktion, som Gauguin siger. ,,Fase 2", er præget af ændringer i arbejdsvanerne. De arbejder ikke længere efter samme model. Der er ikke længere meget, de kan deles om i motiverne." Men duellerne i malerierne er så meget desto bitrere. Det skulle man ikke tro ved at læse brevene. Vincent skriver igen til Théo, at Gauguin er ,en virkelig stor kunstner og en storartet ven", da han meddeler ham, at han er ved at male ,et minde om vor have i Etten, med kål, cypresser og georginer. Gauguin opmuntrer mig til at fantasere, og i fantasien antager tingene så afgjort en mere hemmelighedsfuld karakter". Men så den 4. december betror han Théo: ,,Jeg kom skidt fra det, jeg lavede fra haven i Nuenen, og jeg kan mærke, at for at arbejde efter fantasien skal man være i vane med det. "

Nu har Gauguin nemlig malet sit billede Hospitalsgården i Arles. Ikke blot viser den koloristiske voldsomhed, med den skrigende røde port, det heftige blå og det strålende gule, at Gauguin skamløst låner Vincents palet, men den dynamiske komposition med en flok kvinder røber, at han har villet overgå Vincents helhedsrytmer. Gauguin bemægtiger sig her også ,,et af van Goghs mest personlige og mest velkendte symboler, det dekorative , med titlen Digterens have". Men al den energi, som Vincent havde brugt på at gøre sig til herre over Gauguin straks fra hans ankomst ved at sørge for udsmykningen af hans værelse, vender denne nu mod Vincent. Gauguin flygter derfra og råber det ud i dette rivaliserende billede. Der vil altså ikke blive noget atelier i Arles. Selv om brevene ikke fastslår det med sikkerhed, var Gauguins ophold beregnet til at vare flere måneder, på et tidspunkt endog et år. Og selv om Vincent indrømmede, at atelieret i Arles ikke kunne blive mere end en station på vejen til Troperne, ønskede han, at denne station skulle vare ved. Derfor er det for ham et varsel om nederlag.

Af et brev fra Vincent den 25. november ved vi, at Gauguin har et lærred med ,vaskekoner" under arbejde. Det drejer sig om Vaskekoner, der vi ser noget, som Vincent må fornemme som et regulært billedligt overfald. Vi må prøve at forestille os den febrilske stemning i atelieret, som Vincent beskriver den 4. december over for Théo, umiddelbart før den egentlige krise bryder ud: ,Dagene går med arbejde og atter arbejde. Om aftenen er vi udkørte og går på café, for bagefter at gå tidligt i seng Sådan er vor tilværelse." Med Vaskekoner sammenfatter Gauguin på ny denne gang på et større lærred en række af Vincents arbejder.

Sikkerheden i opbygningen af landskabet, i kvindernes bevægelser, kontrasterne til den stiliserede provencalske natur viser hans ambition.

Fase 3. Næsten ingen breve mere fra Vincent, derimod mange fra Gauguin, hvoraf vi ser, at det står dårligt til mellem Vincent og ham. Han skriver for eksempel i det brev til Bernard, hvori han beder ham hente en kande til Madeleine: ,,Jeg føler mig slet ikke hjemme i Arles, jeg synes, det hele er så småt og sølle, både landskab og folk. Vincent og jeg er som regel uenige, især om maleriet. Han beundrer Daudet, Daubigny, Ziem og den store Rousseau, alle sammen mennesker, jeg ikke kan døje. Han kan til gengæld ikke fordrage Ingres, Raphaél, Degas, alle sammen mennesker, som jeg beundrer. Jeg svarer så: De har ret, hr. kaptajn, for at få fred. Han holder meget af mine billeder, men når jeg maler dem, finder han altid, at jeg gør dette eller hint forkert. Han er romantisk, og jeg er snarere anlagt for den primitive tilstand. Rent koloristisk ser han en fare i farvelaget som Monticelli og jeg bruger det, og jeg hader hans rodede penselføring..."

Det viser tydeligt den ophidsede stemning, mens de malede, men selvom det var overdrevet, mente de det stort set, og sådan var tonen. Vi bør være skeptiske over for romantik og abstraktion. Det er utvivlsomt Gauguins betegnelse for koloristisk voldsomhed. Tilsvarende er det hans evne til syntese, som han benævner ,,den primitive tilstand". Abstraktion betegner en proces af forenkling og genskabelse i fantasien. Det er forståeligt, at Vincent ønskede at gøre sig gældende igen ved at male et nyt Selvportræt, og det kom ham sikkert til gavn, at Lavals portræt kom frem. Dette Selvportræt ,til vennen Laval" er bemærkelsesværdigt ved sin fasthed. Derefter går han videre til portrætterne af familien Roulin. Gauguin maler ligeledes et af Madame Roulin. Men nu er konkurrencen ikke længere så hård som ved de foregående dueller.

Gauguins portræt af hende i hendes bastante, men rolige yppighed, er en forsmag på kvinderne på Tahiti, bortset fra at ansigtet er lysegult med grønne skygger, blusen skinnende grøn og det ,,cloisonnerede" landskab, set gennem vinduet, er cinnoberrødt, grønt og gult. Van Gogh malede på sin side ,,portrætter af en hel familie", en halv snes ialt. Konkurrencen med Gauguin drejer sig igen om at være hurtig, men samtidig gør Vincent sig fri af sin kollegas intellektuelle dominans. Derom skriver han til Théo: ,,Hvis jeg får held til at male hele den familie endnu bedre, har jeg i hvert fald malet én ting, som er efter min smag og helt personlig.

Mellem os to mennesker, hvoraf den ene var en ren vulkan, og den anden også sydende, men i sit indre, var der ligesom en kamp under forberedelse. Først og fremmest fandt jeg et totalt virvar, som rystede mig . Der eksisterer vist kun to breve af van Gogh, som er skrevet efter 4. december, men en næsten total tavshed fra denne dato til omkring midten af december. Han beskrev intet af sine billeder".

En aften gik vi på café. [Vincent] drak en tynd absint. Pludselig kastede han glasset med indhold i hovedet på mig. Jeg undgik at blive ramt, og idet jeg holdt ham i et fast greb, gik jeg over place Victor - Hugo, og få minutter senere lå Vincent på sin seng, hvor han i løbet af nogle sekunder faldt i søvn for først at vågne næste morgen. Dagen efter sagde Vincent, at han havde en svag erindring om at have fornærmet ham. Gauguin skriver, at han svarede: ,,Jeg tilgiver Dem gerne af hele mit hjerte, men hvad der skete i går, kan ske igen, og hvis jeg bliver slået, mister jeg måske beherskelsen og kvæler Dem. De tillader derfor nok, at jeg skriver til Deres bror og meddeler, at jeg rejser tilbage. Og det gjorde han: ,,Efter at have overvejet det hele, ser jeg mig nødsaget til at rejse tilbage til Paris. Vincent og jeg kan umuligt leve side om side uden uroligheder som følge af uoverensstemmelse mellem vore gemytter, og både han og jeg har brug for ro til at arbejde. Han er et usædvanligt intelligent menneske, som jeg har stor agtelse for, og som jeg siger farvel til med beklagelse. "

Han fortalte Bernard, at derefter blev Vincent ,,så besynderlig, at jeg var helt ude af det. Han sagde: ,,Så rejser De altså?" og da jeg sagde ja, flåede han et stykke ud af en avis og stak det i hånden på mig. Der stod: Morderen tog flugten." Det er kun fra Gauguin, at vi har kendskab til dette. Men der er her i hans erindring ligesom et hul, og det er ikke uden betydning. Han skifter nemlig mening. Først ved sammen med Vincent at besøge museet i Montpellier, og dernæst ved at fortælle Théo om sin kovending... og om portrættet: ,,Betragt venligst min rejse til Paris som et produkt af fantasien og derfor brevet, jeg skrev til Dem, som en ond drøm. Jeg har modtaget et nyt kontoudtog, som er fordelagtigt, nu er der vel ikke fejl igen? [...] Jeg længes mere og mere efter Antillerne, så jeg rejser naturligvis derned, så snart jeg har solgt lidt. Jeg har fornylig lavet et portræt af Deres bror som motiv i et maleri [solsikkemaleren]. Geografisk set ligner det måske ikke så godt, men jeg mener, det rummer noget af hans inderste væsen, og hvis De ikke har noget imod det, så behold det, hvis De altså bryder Dem om det..."

Krisen brød ud ikke julenat, som man har sagt, men den 23. december, så alt gik altså meget hurtigt. Der var knap nok gået mere end en uge siden den aften, sikkert den 15. december, hvor Vincent havde opdaget Gauguins maleri Vincent malende solsikker og kastet et glas i hovedet på ham, en handling som ikke udtrykte nogen sindsforstyrrelse hos ham, som vi har set, men blot en eksplosion af hans indestængte vrede. Imens har de haft tid at rejse til Montpellier, formentlig den 17., og Vincent til at male i hvert fald de to ,,tomme stole" og Gauguin et Selvportræt.16 Da Vincent bliver sig selv igen, skriver han den 9. januar til Theo: ,,Har du set det portræt af mig, som Gauguin har, og har du set det portræt, som Gauguin har lavet af sig selv lige før de sidste dage?" Det var faktisk Gauguins svar på Gauguins stol, en måde at gøre sig gældende på og samtidig vise sin tilstedeværelse over for sin ,,tomme plads". Dette Selvportræt analyserer Vincent således: ,,Hvis du sammenligner dette portræt, som Gauguin har lavet af sig selv, med det, han sendte mig fra Bretagne i bytte for mit, vil du se, at han i virkeligheden er faldet til ro her." Det kan bekræftes, hvis vi i dag tolker det som ,, han har indtaget en gevaldig dosis beroligende stoffer".

Vi befinder os altså ifølge Gauguin dagen efter episoden med glasset. Gauguin har tilgivet ham, men han har advaret ham om, at han næste gang muligvis ikke vil være i stand til at beherske sig, men risikerer at kvæle ham. Og så er det, at han tilføjer: ,,Jeg vil derfor tillade mig at skrive til Deres bror for at meddele, at jeg vender hjem." Det er nok i virkeligheden den 16. december. Og han fortsætter direkte: ,,Min Gud! Sikke en dag! Da det var blevet mørkt, havde jeg spist en smule aftensmad og fik så trang til at trække lidt frisk luft og nyde duften af de blomstrende nerier. Jeg var næsten kommet over på den anden side af place Victor-Hugo, da jeg bag mig hørte lyden af velkendte skridt, hastige og uens. Jeg vendte mig i samme øjeblik, som Vincent skulle til at kaste sig over mig med en barberkniv i hånden.

Mit blik må i dette øjeblik have været meget myndigt, for han standsede op og bøjede hovedet. Han vendte om og løb tilbage til huset. Var det fejt af mig, at jeg ikke skyndte mig at afvæbne ham og søgte at tale ham til fornuft? Jeg har tit stillet min samvittighed dette spørgsmål, men jeg har intet fundet at bebrejde mig selv. Så må de, der vil, kaste sten pa mig. Jeg styrtede lige hen til et godt hotel i Arles, hvor jeg spurgte, hvad klokken var, tog et værelse og gik i seng.

Men så snart Gauguin er tilbage i Paris og fortæller Émile Bernard om det, siger han blot: ,,Aftenen før min afrejse fra Arles det var sent kom Vincent løbende efter mig. Jeg vendte mig om, for han havde i nogen tid været mere og mere mærkelig, men jeg var på vagt. Så sagde han: ,,De er indesluttet, men det kan jeg også være Jeg overnattede på hotel ..." Begge referater mangler et væsentligt punkt, nemlig Vincents reaktion da Gauguin meddelte ham sin beslutning om at rejse hjem. Denne beslutning blander Gauguin, i sin reduktion af de otte dage fra 15. til 23. december til én dag, sammen med sin første beslutning. Men det drejede sig for Vincent om den anden. Han havde frygtet denne beslutning, for den betød alt for ham, efter at besøget i Montpellier havde givet ham en ny frist. Dette dækker Gauguin over, eller rettere, ved at blande det sammen med den første beslutning lader han, som om det drejer sig om episoden med glasset. Hullet i hans erindring tilslører, at den er truffet med koldt overlæg, og efter en pause, som kun kan have forværret Vincents febertilstand.

Vincent tog barberkniven for at lemlæste sig selv. Han skar et stykke af sit venstre øre. Derefter stoppede han det udstrømmende blod med et håndklæde, som han viklede om hovedet. Han vaskede det afskårne stykke øre og skyndte sig hen på bordellet, hvor han plejede at komme sammen med Gauguin. John Rewald mener, at det kan have været i håb om at finde Gauguin dér og bringe ham det synlige udtryk for det blod, han var skyld i var blevet udgydt, hans symbolske mord, fordi han tager flugten. Det skete, ifølge den lokale avis fra næste dag, omkring klokken halv tolv om aftenen: ,,På bordellet, i n0 1, overrakte han en kvinde ved navn Rachel sit øre med ordene: ,,Pas meget godt på denne ting." Så forsvandt han. Da politiet blev underrettet om denne hændelse, som kun kunne være resultat af en sindsforvirret persons handling, begav det sig næste morgen hen hos vedkommende og fandt denne liggende i sin seng næsten uden livstegn." Gauguin skriver: ,,Da jeg var meget ophidset, faldt jeg først i søvn ved tretiden om morgenen og vågnede ret sent, klokken ca. halv otte." Ingen tale om afrejse til Paris. Han kom hen til Det Gule Hus uden at ane noget, og følte sig straks under anklage, da kommissæren uden omsvøb spurgte: ,,Monsieur, hvad har De gjort ved Deres kammerat?" ,,Jeg ved ikke…" Jo, De ved det godt ... Han er død." Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve et sådant øjeblik, og jeg måtte vente mange lange minutter, før jeg var i stand til at tænke og undertrykke min hjertebanken. Vrede, harme, også sorg, og flovhed over alle de blikke, som så på mig, som ville de flå mig, alt det gjorde, at jeg var ved at kvæles."

Stadig efter hans eget udsagn fandt han Vincent helt indhyllet i lagnerne, liggende i fosterstilling: ,,Ganske, ganske forsigtigt følte jeg på kroppen, hvis varme forsikrede mig om, at han levede. Det var, som om dette gav mig evnen til at tænke tilbage, og jeg følte fornyet energi. Jeg sagde ganske sagte til kommissæren: ,,Monsieur, vil De venligst vække denne mand meget skånsomt, og hvis han spørger efter mig, så sig, at jeg er rejst til Paris, til Paris. Synet af mig kunne være skæbnesvangert for ham." Da Vincent var vækket, spurgte han efter sin kammerat, bad om sin pibe og tobak, fandt endog på at bede om æsken, som var nede i stuen og indeholdt vore penge. En mistanke om mig strejfede ham sikkert i dette kvalfulde øjeblik..."

Men det giver os jo ikke svar på alt. Hvorfor skulle synet af Gauguin dog kunne være skæbnesvangert for Vincent, medmindre tanken om, at han står i begreb med at rejse risikerer at fremkalde en ny krise? Gauguin må vælte skylden over på Vincent, sin egen følelse af skyld, som ikke bare er moralsk. Bernards brev til Aurier viser, at Gauguin faktisk blev arresteret, inden han atter blev løsladt, hvilket kaster fornyet tvivl over hans referat, for det indebærer, at der åbenbart var visse indicier mod ham, som var betydelig mere alvorlige, end det han selv fortæller. Det er indlysende, at han var skyldig i at have undladt at yde en nød stedt hjælp, og det erkender han. Hans forsøg på at finde formildende omstændigheder ved at fremstille sig selv som offer i højere grad, end han tydeligvis var, og ikke som angriber som hans maleri viser, er vel normalt bagefter og måske også meget menneskeligt. Det sandsynligste er, at han blev helt overvældet af disse dramatiske begivenheder, hvis inderste årsager han ikke kunne ane, og at han trods bekymring for egen sikkerhed dengang stadig ikke anede noget om Vincents alvorlige sindstilstand. Knivoverfaldet er i 1903 blevet en slags billede på det, han havde fabuleret.

Da Vincent igen kom til bevidsthed, var hans erindring om det skete for forvirret til, at han kan hjælpe os med oplysninger. Den 2. januar skrev han til Theo: ,,Nu vil jeg gerne tale om vor ven Gauguin. Har jeg mon skræmt ham? Hvorfor lader han dog ikke høre fra sig?" Og til Gauguin som efterskrift til det første brev til Theo fra dagen før: ,,Min kære ven Gauguin, jeg benytter min første fridag fra hospitalet til at skrive et par ord i dybeste venskab og oprigtighed. Jeg har tænkt meget på Dem på hospitalet, selv når jeg havde høj feber og var ret svag. Og pludselig forstår vi, at den virkelige nøgle til dramaet ligger i Vincents brev til Theo den 23., altså netop den søndag, som slutter med dramaet: ,,Jeg tror, at Gauguin er blevet lidt træt af vor dejlige by Arles, af det lille gule hus, vi arbejder i, og især af mig. I virkeligheden er der nok endnu for ham som for mig alvorlige vanskeligheder tilbage at overvinde her. Men disse vanskeligheder er snarere inden i os end andre steder. Selv tror jeg altså, at enten rejser han, eller også bliver han altså. Jeg har bedt ham tænke sig godt om først og regne det hele igennem igen. Gauguin har en vældig skabende kraft, men netop af den grund har han brug for ro. Kan han finde det andre steder, hvis han ikke finder det her? Jeg venter i fuldstændig afklarethed på, at han træffer en beslutning ...

Dette brev indebærer netop det, som Gauguin fortier for os, nemlig at den søndag, den 23. december, venter Vincent i ,,fuldstændig afklarethed", tror han på, at Gauguin skal træffe en klar afgørelse i den ene eller anden retning. Og det indebærer igen, at han i forvejen, for anden gang, må, have meddelt ham sin beslutning om at rejse. Og Vincents afklarethed kommer af, at han stadig tror, at der er chancer for, at ,,Gauguin altså bliver". Der er derfor endnu ikke sket noget uopretteligt mellem dem på dette tidspunkt, men det uoprettelige kommer til at ske mellem det tidspunkt, hvor brevene blev skrevet og det, hvor øret blev skåret af. Gauguin har jo erkendt, at han gik ud alene , for at trække frisk luft". Var det for at tænke over sagerne, eller fordi hans beslutning allerede var uigenkaldelig? Og forkyndt som sådan for Vincent? Når han i sin fremstilling til Bernard af dette tidspunkt siger ,,Aftenen før min afrejse", drejer det sig ikke om hans faktiske afrejse, som tidligst kan have fundet sted om aftenen den 25. - på grund af hans arrestation og fordi han måtte vente på Théos ankomst; denne kan jo først have fået telegrammet om det i løbet af den 24. og være ankommet tidligst med nattoget om morgenen den 25. ,,Aftenen før min afrejse" henviser altså til den planlagte afrejse.

Planlagt som sagt til den 24. Og hvortil vi kan forestille os, at Gauguin gik hen og købte billet den 23., en handling som kan have været den udløsende faktor for Vincents anfald. Så snart Vincent forstår, at beslutningen er truffet, er det for ham beviset på, at Gauguin, ,morderen", vil tage flugten. Han kommer formentlig løbende efter ham, sådan som Gauguin fortalte Bernard, og hvorfor ikke tro på, at han siger: ,,De er indesluttet, men det kan jeg også være" og at Gauguin derefter tog på hotel og overnattede. Spurgte han virkelig, hvad klokken var? Fordi han skulle nå et tog? Men hvad med at få sine malerier flyttet? Han siger i hvert fald ikke noget om det, som om han vendte tilbage til Paris med tomme hænder. Set i forbindelse med hans beslutning om at overnatte på hotel, kan det kun betyde én ting: at bruddet med Vincent var en realitet efter et skænderi mellem dem om afrejsen.

Den 23. om aftenen befinder Vincent sig altså alene, for bestandig tror han, i det lille gule hus; fællesskabet er slået itu, værelset med solsikkerne, poetens have, er håbløst herreløse, og Gauguins stol er denne nat nøjagtig så tom, som han har malet den, tom for bestandig. Han henfalder i vanvid og lemlæster sig selv.


Print siden ud.