Det er seks år siden verden chokeredes af et par »vanvittige« hammerslag på malerier af van Gogh og Renoir.

Den 15. maj 1990 købte den dengang 74-årige japanske forretningsmand, Ryoei Saito, van Goghs Portræt af dr Gachet for ca. 517 mio. kr. inkl. Christie's fortjeneste.
Et par dage senere købte samme Mr. Saito hos Sotheby's Renoirs Au Moulin de la Galette, 1876, for knap en halv milliard kr.

Saito chokerede senere ved at fortælle en undrende verden, at han ville tage billederne med sig i graven.
Det ved vi nu, at han ikke gjorde alvor af, idet han døde tidligere på året. Og efter alle forlydender er billederne i god behold.

Men der befinder sig stadig van Gogh-arbejder på det private marked, og denne sæson var flere under hammeren.
Et af dem opnåede endda det suverænt højeste internationale bud, 24,5 mio. dollars hos Sotheby's i New York. I danske penge er det 134,5 mio. kr. og to en halv gange vurderingen på 10 mio. dollars.
Men prisen er ikke nok til at mase sig ind blandt verdens 10 dyreste, en liste van Gogh topper og har to andre billeder med på.

Sous Bois, I skoven, hedder maleriet til de godt 134 mio. kr. Det er ikke et af van Goghs mest kendte, men malet i samme måned han døde, juli 1890.
På det tidspunkt opholdt han sig i Auvers-sur-Oise nær Paris, hos dr. Gachet, men stedet, hvor billedet er malet, kan ikke stedfæstes.
Sous Bois var ikke med på den store van Gogh-udstilling i Amsterdam i 1990 og har senest været udstillet i 1986-87 på the Metropolitan Museum of Art i New York, på udstillingen »van Gogh i Saint-Remy og Auvers«.

Sous Bois blev solgt hos Sotheby's i New York den 8. november 1995 på auktionen »lmpressionist and Modern Art, Part I«, med 88 værker af verdens-kunstens ypperste under hammeren, de 15 fra Joseph II. Razen-samlingen, deriblandt Sous Bois. Razen (1898-1994) var en kendt filmproducent, direktør for Wamer Brothers fra 1924 til 1944 og til 1969 i et samarbejde med Paramount, hvor det blev til mange klassikere, bl.a. »Sorry«, »Wrong number«, »Barefoot in the Park«, »Becket« m.fl.
Sous Bois erhvervedes af en anonym køber, der pr. 1.8.96 endnu ikke havde givet sig offentligt til kende.

Van Gogh begik selvmord ved at skyde sig den 27. juli 1890, men nåede at male et stort antal billeder i juli måned.
Sous Bois var et af dem, måske ikke et helt typisk van Gogh-motiv, lidt lukket, i modsætning til andre af hans sidste billeder, som er åbne landskaber med stor vidde. Men der kendes flere skovinteriører, også fra hans sidste periode.
Van Gogh har ikke ruttet med farverne i Sous Bois, stort set kun grøn, okker, sort og hvid. Men billedet har dybde; man fornemmer virkelig et kig ind i den mørke, dybe og utilnærmelige skov, venliggjort af malerens friske, duppede penselføring.

Flere andre van Gogh-billeder solgtes denne sæson, til mere moderate priser. Intérieur d'un restaurant, et simpelt spisehus i Arles, Carrel hed det, hvor man ikke tog hatten af, mens man spiste, som det fremgår af billedet.
Det er tidligere dateret til 1888, men nye undersøgelser peger på 1887. Det solgte Christie's i april 1996 for 55,3 mio.
Christie's solgte også van Goghs Nature morte. Vase med blomster. Der er divergerende meninger, om det er opiumsvalmuer eller nelliker. Men prisen er der enighed om, 25,4 mio. i juni 1996 i London.
Efter al sandsynlighed er opstillingen malet i huset hos dr. Gachet i Auvers, hvor van Gogh lod sig behandle for sine sindslidelser.
Et par tidlige, koloristisk tunge arbejder af van Gogh, malet i Nuenen 1884, kunne hver i juni 1996 hos Christie's i London købes for under 5 mio.

Høj pris for van Gogh-radering

Paul Ferdinand Gachet var en excentrisk psykiater, der praktiserede homøopati, og som i van Goghs sidste levetid blev som en far for ham.
Gachet var meget kunstinteresseret, kendte Cézanne, Pissarro, Monet, Renoir og andre.
Han havde også selv udstillet, under pseudonym, og på hans loft stod en trykkepresse. Den blev van Gogh meget interesseret i; han havde flere år tidligere lavet ni litografier, et af dem det berømte Sorrow, et portræt af en prostitueret kvinde, som van Gogh levede sammen med og ville giftes med.
Litografiet kendes kun i tre eksemplarer, det ene udstillet på Den Frie i 1893, hvor også verdens dyreste maleri, Dr. Gachet, var med.

Gachets trykkepresse gav van Gogh nyt mod på livet. Han planlagde fx at trykke raderinger efter sine egne billeder og udgive grafik af Paul Gauguin og andre, men det blev ikke til noget. Det gjorde derimod en radering, hans eneste, af dr. Gachet.

Der kendes 61 af dette tryk, de 33 udført af van Gogh selv eller af dr. Gachet, de 28 trykt af dr. Gachets søn, Paul Gachet Jr., den 28. maj 1890 efter en god middag.
Der er altså ikke tale om kopier trykt efter van Goghs død, men tryk godkendt af ham selv.

En af raderingerne, som også går under navnet, »Manden med piben«, og som tilhører det antal trykt af Gachet Jr., var under Sotheby's hammer den 4. maj 1996 i New York. Slutbuddet blev 90.000 pund, 532.000 kr.

Gachet Jr. havde i trykket indskraveret: »L'Homme á la Pipe (Dr. Gachet), Eau-forte unique de Vincent Van Gogh, Auvers-sur-oise. 25 Mai 1890. Paul Gachet«. Så dette oplag er nemt at holde styr på.
De fleste af samtlige raderinger er købt af museerne, og kun ca. 15 er tilbage i privat eje.
Raderingen er udført umiddelbart før de to kendte malerier af dr. Gachet.

Fra bogen "Kunst under hammeren 96"
Af forfatteren Preben Juul Madsen

Sous Bois Auvers-sur-Oise 1890, July
Oil on canvas 73.0 x92.0 F817
van Gogh og Picasso toppede igen