Vincent van Gogh's
liv og billeder

Van Gogh er kendt - verdenskendt og de fleste kender ham som den gale maler, der skar en del af sit øre af, og hvis billeder nu i vores postmoderne verden sælges for rekord høje priser!
Det er imidlertid de færreste, der er klar over, at den gale maler; var et religiøst menneske med et åbent sind, og som ikke bare ønskede at blive præst, men også kæmpede med at male Kristusbilleder. Det følgende er nogle fragmenter over dette liv og disse billeder. Vincent Willem van Gogh blev født den 30. marts 1853 i Groot Zundert i det sydlige Holland. Han var født ind i en velrenommeret familie, der gennem mange slægtled havde været beskæftiget ved to professioner: Kunsthandel og især præstegerning - og de to, kunsten og religionen, skulle blive afgørende aspekter i van Gogh' s liv. Den teologiske observans i præstefamilien og van Goghs far var også præst - var præget af calvinisme. I denne sammenhæng er det især værd at fremhæve det calvinistiske billedforbud, hvilket betyder et forbud mod al billedlig fremstilling af det hellige, samt en spartansk og enkel indretning af kirkerummet.

Van Gogh startede imidlertid sent som maler. Som 16 årig kom han i lære i kunsthandlen Goupil og Co, og det bragte ham i de følgende 7 år både til Haag, London og Paris. Denne periode gav ham en enorm viden om kunsten og dens univers, men som borgerlig karriere blev det en fiasko: Han blev afskediget, fordi han nægtede at sælge grafiske blade; dem anså han nemlig for handelsfiduser og uden kunstnerisk kvalitet. Måske hang dette sammen med tiltagende religiøse spekulationer og med høje etiske krav, han stillede til sig selv om at udrette noget stort for menneskeheden. I et brev til sin bror Theo citerer han Renan: "For at handle ret i denne verden, må man ofre alle personlige ønsker... mennesket er ikke på jorden for at være lykkelig... han er der for at udføre store ting for menneskeheden".

Således fulgte der efter afskedigelsen en hektisk tid, hvor van Gogh søgte et ståsted, hvor han kunne leve sine religiøse idealer ud: han forsøgte sig bl.a. som skolærer og kapellan, og det er fra denne tid i Islewoth, at vi har hans eneste bevarede prædiken. Denne prædiken bærer præg af religiøs fromhed, og han tager udgangspunkt i salme 119v 19;

mennesket beskrives som en fremmed på jorden og livet som en pilgrimsrejse fyldt med lidelse på vej til den evige by: "Menneskets natur er lidelse, og lidelsen er bedre end glæde, da det gør hjertet bedre", forkynder van Gogh. Tonen i prædikenen spejler meget godt van Goghs rodfæstelse i slægten. Dels udtrykker den netop den calvinistiske strenghed, som van Gogh var opdraget i, dels udtrykker den hans store ønske om at videreføre slægtens præstetraditioner:" "Det er mit brændende ønske, at ånden fra min far og farfar må hvile på mig, så det må gives mig ligeledes at blive en kristen og en arbejder for Kristus, og at mit liv må komme til at ligne deres".

Således begyndte van Gogh med sin faders billigelse at studere teologi på universitetet i Amsterdam i maj 1877. I 15 måneder kæmpede ban med de akademiske studier, men kom aldrig overens med dem. De videnskabelige discipliner førte i følge van Gogh ingen steder hen; til sin græsklærer sagde han: "Tror de virkelig, at sådanne skrækkeligheder er nødvendige for een, der vil, hvad jeg vil: Give arme mennesker fred med deres tilværelse på jorden" Langt senere erklærede han, at han anså det teologiske fakultet for en udklækningsanstalt for farisæisme.

I stedet kom han ved sin faders mellemkomst på missionsskole Bruxelles for at blive uddannet til lægprædikant, men dumpede p.g.a. ulydighed og mærkelig opførsel. Derfor tog han på egen hånd til det fattige minedistrikt Le Borinage i det sydlige Belgien for at ,,bringe evangelium til de fattige og bringe lys til mennesker i mørke", som han skrev, og han fik en prøveansættelse af missionsselskabet.

Fra van Goghs breve får vi indblik i hans forkyndelse til de fattige minearbejdere. Han prædiker til trøst med baggrund i Kristus som den guddommelige menneskekærlige trøster "The Great man of Sorrow" der kender til menneskets sorg, og med hvem arbejderne kunne identificere sig og finde fred hos. Van Gogh lod det imidlertid ikke blive ved prædiken, men begyndte en efterfølgelse, hvor han imiterede Kristus i ydmyghed og simpelthed: han forlod sin respektable bolig, forærede alt hvad han ejede til de fattige og flyttede ind i en lerhytte, så han til sidst selv lignede en minearbejder. Van Goghs efterfølgelse blev imidlertid en torn i øjet på missionsselskabet.

Hans prøveansættelse blev aldrig fornyet, og alt tyder på at årsagen var hans radikalitet og manglende embedsautoritet, fordi han slettede alle skel mellem præst og arbejder. Desuden havde han taget arbejdernes parti under en strejke forårsaget af en mineulykke, Afskedigelsen blev et hårdt slag for van Gogh, og det førte ham ud i en langvarig religiøs krise. Det blev en bitter erfaring for ham at opdage den manglende sammenhæng mellem de for ham radikale bibelord og de konventionelle moralistiske og borgerlige synspunkter, missionsselskabet praktiserede. Det førte til et opgør med kirken og dens dobbeltmoral - og til et opgør med sin far. Således befandt van Gogh sig i et tomrum. Han var 27 år og var uden social og religiøst ståsted. Det var måske hans livs mørkeste og mest desillusionerede periode, men også den vigtigste: Han traf nemlig det afgørende valg at blive kunstner i stedet for prædikant.

Religiøs kunstner
Kunsten blev på mange måder hans forløsning, og i den lagde han nu al sin lidenskab, længsel og tro, som han før havde lagt i religionen. Hvor han før betragte-de kunsten som et supplement til forståelsen af det religiøse univers, blev kunsten nu det altafgørende middel til forståelse af den religiøse verden. Således så han f.eks.
Rembrandt i evangeliet og evangeliet i Rembrandt, og ved at se, forstå og elske Rembrandts malerier var det muligt at tro og finde Gud. Van Gogh uddybede dette i et brev til Theo: "Jeg har ofte tænkt på' at den bedste måde at kende Gud på er at elske meget. Elske en ven, en kone - hvad som helst - og du vil være på vej til at kende Ham bedre. Men man ma. elske med en ophøjet seriøs og intim sympati, med styrke, med intelligens; og man må altid søge dybere bedre og mere. DET fører til Gud, det fører til en fast tro". Van Goghs kristne livsforståelse blev med kunsten mere ,,moderne" dvs., differentieret og stort set uden grænser. Men han fastholdt Kristus som et pejlemærke, og det brud, han havde foretaget, var udelukkende et brud med kirken som institution. En stor del af sin religiøse karakter bragte han med sig i kunsten. Med sin religiøse lidenskab i kunsten tegnede van Gogh ihærdigt fra morgen til aften- studerede perspektiv og proportioner -kunsten var et håndværk, der skulle læres, og i starten kopierede han derfor de store mestre. Siden blev udgangspunktet virkeligheden omkring ham. I det små, i hverdagens virkelighed, i det simple og sande, hos de fattige og ydmygede hos mennesker i lidelse og kamp, dér var de sande perspektiver i livet; her var sjælen, livet og evigheden at finde. Og det var netop denne søgen efter evigheden - efter helheden, efter Gud, der blev altdominerende i hans kunst såvel som i hans liv i 1885 forlod han Holland efter at have malet det kendte billede »Kartoffelspiserne", der har karakter af en hellig nadver i et guddommeligt lys. I de følgende år kom han vidt omkring. Fra Holland, over Antwerpen, til Paris, hvor han mødte tidens avantgarde kunstnere: symbolisterne Emil Bernard og Paul Gaugin, pointillisterne Seurat og Signac, Toulouse Lautrec og mange flere.. Paris var en sydende beholder af "ismer",(kunstretning), og byen var udtryk for en dirrende tidsepoke - Fin de siecle - århundredeskiftet nærmede sig, alt var i urolig bevægelse, og tilstanden var en art søvnløshed. I Paris ændrede van Gogh sin palet, de brune grumsede kartoffelfarver fra Holland blev skiftet ud med rene og klare komplementær farver. I to år blev van Gogh i Paris, men det hektiske og rastløse storbyliv blev for meget for ham, her ville man i længden gå til grunde, skrev han. I 1888 rejste han derfor til Arles i Sydfrankrig.
Den største kunstner...

Med sine høje idealer beskrev van Gogh Kristus som den største Kunstner af alle, han forsmåede marmor, ler og farve og arbejdede med levende kød og ånd, og skabte ikke statuer men levende mennesker. Det er udtryk for kunstens højeste tinde, for her bliver kun-sten til kreativ og skabende kraft.. og når van Gogh reflekterer således over kunsten og dens væsen, bringer han os i virkeligheden den op over kunsten selv og tår os til at se kunsten i at skabe liv. Her fremstår van Gogh ligeledes som den kristne prædikant med høje etiske krav til livet - i malerens skikkelse. Som maler forsøgte han en konstellation mellem kristendom og kunst, og en logisk følge af en sådan konstellation må blive en dobbelthed, et paradoks mellem gudstro på den ene side og kunsttilblivelse på den anden.

Men van Gogh valgte ikke side, han valgte ikke mellem kunst og religion, men søgte at integrere paradoksets modsætninger, således at kunstens mål og krav for ham måtte få en religiøs betydning. Kunsten måtte, med Kristus som forbilledet, skabe liv og trøst, sammenhæng og mening ved at skildre det evige og sjælfulde i virkelighedens verden. I Arles forsøgte han kunstnerisk at formulere disse krav. Han blev overvældet af sydens lys og farve og kastede sig ud i en vældig produktion. På 15 måneder malede han 200 billeder; han lod farverne tå frit løb og malede løs, befandt sig i et elektrisk felt af skabertrang.. og frem for alt malede han uden tøven. De forudgående 8 år med tvivl og søgen samt med uafbrudt slid og øvelser fremstod nu som en optakt og gjorde ham i stand til at male uden tøven, gjorde ham i stand til på tå øjeblikke med disciplin og åndelig koncentration fuldende et maleri. Men i sin ekstase spændte han også sig selv hårdt. Han udmattede sig selv, spægede sig selv, og en blomstrende mandelgren, han søgte at male, kunne gøre et sådant indtryk på ham, at han blev syg og måtte gå hjem. Han følte sig på een gang så tæt på evigheden som aldrig før, men var samtidig ved at blive gal. Han valgte dog at fortsætte og inviterede Gaugin til at komme og bo hos sig for at bryde sin isolation. Men dette møde mellem to giganter blev fatalt og førte til van Goghs første sindsygeanfald, hvor han skar en del af sit øre af og gav det til en prostitueret. Flere anfald fulgte, og borgerne i Arles lavede en underskriftindsamling for at få den gale maler umyndiggjort. Han lod sig dog til sidst frivilligt indlægge på en sindsygeanstalt i St. Remy, hvor han blev et år. Herefter flyttede han hen til sin bror Theo, der havde støttet ham økonomisk hele hans voksne liv. Men efter tre måneder gav han op, skød sig selv og døde den følgende dag, 27. juli 1890!

At male Kristus
Det går igen både direkte og indirekte i van Goghs mange breve, at hans højeste ønske som kunstner var at male Kristus - og dog malede han ikke et eneste billede af Kristus. Først og fremmest kan dette tilskrives hans calvinistiske baggrund, hvor billedforbudet lå dybt. Men desuden skyldtes det, at hans kristne livsforståelse, hans kristne etik centrerede sig om det simple og enkle liv, som det også kom til udtryk i hans motivvalg, hvor virkeligheden var udgangspunktet. Og endelig tog han også følgen af den moderne sekularisering, (verdsliggøre) som også hans tid levede i. Han kunne således ikke skildre Kristus direkte i moderne tid, fordi Han var uden for den moderne virkelighed og erkendelse. Afstanden var simpelthen for stor. Det var på anden vis, at van Gogh søgte at male Kristus. Van Gogh malede Kristus eller gav en stemning af Kristus' angst, lidelse og ensomhed gennem sine farver, men i et neutralt og irreligiøst motiv, f.eks. ved at male oliventræer, virkelige og sande oliventræer. De kunne være fremstillet med voldsomme gule farver i hektiske penselstrøg som baggrund og oliventræerne selv i violet med dirrende flammer i sort og grønt i urolig bevægelse
Olivenlund

.

Olive Grove: Orange Sky Saint-Rémy 1889, November
Oil on canvas 74x 93 F586
Goteborg Goteborgs Konstmuseum Sweden

 

Van Gogh malede altså ikke Kristus direkte men fremsuggererede en sindsstemning af angst og lidelse via farvernes bevægelse og rytme; via det musiske, så at sige. Kristus var kun til stede ved den ekspressive bearbejdning af motivet. Gennem beskrivelsen af angsten og lidelsen tilkendegav van Gogh en almen menneskelig følelse, der var, er fælles for alle i den moderne verden og dermed skabte han mulighed for identifikation. På denne måde omdannede van Gogh i sit billedunivers den faktiske virkelighed til en religiøs, symbolsk virkelighed, gennem farvernes magi - men han forlod aldrig virkeligheden, motiverne i sig selv er irreligiøs. Således fremstår van Goghs billeder som flertydige, men altid med dette evighedsskær lysende over sig. Vi vil nu se nærmere på to af hans billeder, som vi vil karakterisere som moderne religiøse ikoner.
Moderne religiøse ikoner
Hvedemark med sædemand

The Sower, Arles 1888, June
Oil on canvas 64x 80 F422
Otterlo Rijksmuseum Kröller-Müller Netherlands
er det første billede, vi skal se på. Billedet er opdelt i to, himmel og jord. Himlen er stærk gul i flere nuancer med solen som centrum beskrevet med penselsstrøgenes centrifugale kraft ud fra solen. Jorden er blå pløjemark i kraftige blå og orange penselstrøg i musisk rytme og bevægelse. Ude til højre sædemanden i gult og blåt. hvormed hans figur forbinder himmel og jord. I venstre hjørne sædemandens hus, ligeledes i gult og blåt. Solen bliver den centrale metafysiske kraft, der skaber liv og frugtbarhed på marken og i verden og er den højeste repræsentant for naturens kontinuerlige cyklus og hermed evigheden. Solen velsigner sædemandens arbejde og hus og oplyser dagligdagens fænomenale almindelighed, og sædemandens arbejde får en hellig, religiøs og sakral betydning: Han skaber liv ved sit arbejde og er i følge van Gogh mennesket, som lever i helhed med sin jord og himmel. Sædemanden bliver symbolet på håbet om en ny og mere hel verden, understreget i brugen af komplementærfarverne gul og blå. Solen bliver med sit intense lys himlens og sædemandens glorie - Kristus i moderne skikkelse. Og stien i midten af billedet indbyder betragteren til at træde ind i denne religiøse kosmiske verden af helhed og evighed.
Natcafeen

The Night Cafe in the Place Lamartine in Arles, Arles 1888, September
Oil on canvas 70x 89 F463
New Haven (Conn.) Yale University Art Gallery United States

det følgende van Gogh billede, der skal analyseres, er en skildring af mennesker i dekadence og forfald.. det udtrykker håbløshed i en helvedes smelteovn. Han skrev selv om det:"I mit billede ,,Natcafeen" har jeg forsøgt at udtrykke den fornemmelse, at cafeen er et sted, hvor man kan ødelægge sig selv, blive vanvittig eller begå en forbrydelse" . Han kalder selv "Natcafeen" det hæsligste, han har lavet. Ved grønne og røde suggestive penselstrøg, næsten desperat i sin formgivning, søger van Gogh at skildre et sted, hvor forbrydere, skøger og udskud søger hen med de forfærdeligste lidenskaber, i selvdestruktion og lidelse. Til trods for hæsligheden er der lys til stede i billedet; i første omgang som det fremgår af de gule lamper i loftet og den lysende skikkelse ved billardbordet, men lysfylden i billedet, den varme medfølende lysfylde, er mere til stede som en metafysisk virkelighed i rummet. Et religiøst lys, der giver håb og tro på den menneskelige følelse i en verden med lidelse og håbløshed Van Gogh placerede selv "Natcafeen" på linie med "Kartoffelspiserne", og de to billeder har, de store forskelle til trods, det metafysiske lys til fælles.

Paradoksets mangfoldighed

Tidens paradokser og hans eget indre tvang van Gogh til en himmelflugt. Tiden, samtiden, bar præg af optimisme og fremtidstro op til århundredeskiftet, fyldt med vitalitet og voksende industrialisering, men hvad van Gogh bestandigt mødte var ofrene, de udskudte og deklasserede. Med dem søgte han skæbnefællesskab, men han blev afvist og betragtet som gal. Han ville male for folket, ville vise dem den religiøse evighed, som han fandt den i virkeligheden omkring sig. Men hans billeder blev betragtet som grimme og fulde af maling; en grusom situation, hvor en maler beskyldes for, at hans billeder er fulde af maling; som at beskylde en Guds mand for at være for fuld af Gud. (Henry Miller). Hans billeder blev ikke set, og hans geni blev fortiet. Til sidst malede han ikke for at trøste og skabe liv, men for at udholde livet.... og således tvang paradokserne ham ud på en himmelflugt, og med hans grænseløst åbne sind blev det en dødedans, affødt af lidelsen, udført i lidenskab. Hans søgen og higen blev en sollidenskab, der fik ham til at flamme, men som endte med -ganske som i Ikaros-myten - at brænde ham op. Og van Gogh blev et offer, ikke bare for tidens paradokser, men også for sit eget indre. Han malede virkeligheden, men hans kunstneriske mål krævede det religiøse og den guddommelige evighed. Historien om van Gogh fortæller om en ophøjet sjæl i et legeme der til sidst blev for skrøbeligt. I hvert stadium af hans liv er der en ophøjet hellighed, og hans billeder og liv er uløseligt forbundet med hinanden, og med sit offer og sin selvopofrelse bliver hans liv er genklang af Kristus. Billederne står tilbage. Som lysende moderne ikoner står de tilbage, og med djævelens ironi - eller paradoksets - er de blevet gjort til verdens dyreste kunstspekulation. Men de forkynder stadig lys, glæde og trøst til mennesker i verden.

Citaterne er hentet fra Vincent van Gogh:
The complete leffers of Vincent van Gogh. Volume I - III. London 1958-1988