Mountainous Landscape behind Saint-Paul Hospital Saint-Rémy 1889, early June
Oil on canvas 70,5x 88,5 F611 Ny Carlsberg Glyptotek.
Gave til Statens Museum for kunst 1905. Deponeret på Ny Carlsberg Glyptotek 1915.

...Tekst fra Ordrupgaards udstillings-katalog 1984

Da det endelig lykkedes Johan Rohde at se en større samling af van Goghs arbejder på udstillingen »Haagsche Kunstkring« i 1892, bliver han meget opsat på at skaffe et af van Goghs malerier til Danmark. Selv havde han købt en tegning i Paris. Men nu skriver han til grosserer Oscar Wandel og spørger, om ikke han vil være interesseret i at købe et billede. Wandel svarer straks ja; han har talt med H. Chr. Christensen om det og de vil købe det i fællesskab. Rohde køber så et landskabsbillede fra Saint-Remy og sender det til København.
I mellemtiden trækker de to ejere lod om billedet. Lodtrækningen, der foregår på Bellevuedamperen, falder ud til fordel for H. Chr. Christensen, der bliver eneejer af billedet.
Både Wandel og Christensen beskriver i breve til Johan Rohde deres positive, men dog lidt forbeholdne vurderinger, og kort efter, at maleriet var ankommet, skriver Christensen til Rohde: »Der var »van Gogh-Møde i Mandags hos mig i Frederiksgade (Clausen, Jastrau, Magnussen, Ring, Seligmann); de var alle meget glade over Erhvervelsen. Saa spiste vi til Middag sammen paa Langelinie og havde det rigtig rart« (upublicerede breve, Johan Rohdes brevsamling). Billedet bliver altså straks vist frem til malere og andre Kunstinteresserede.
Motivet er fra Saint-Remy. Det er udsigten fra det hospitalsrum - eller den celle - som van Gogh boede i under sit ophold der. Han skriver i et af sine første breve derfra, at han gennem vinduets jerngitter ser en kornmark i et indelukke, og at han ser solopgangen over den hver morgen. Han maler og tegner denne udsigt mange gange - i mange slags vejr. Glyptotekets billede beskriver han i et brev (Correspondance compléte..., 594): »I forgrunden en kornmark, hærget og slået ned af et uvejr. Den indhegnende mur og bag den det grå-grønne fra nogle oliventræer, hytterne og bjergene. Endelig foroven i lærredet en stor hvid og grå sky svømmende i det azurblå. Det er et landskab af den yderste enkelthed - også i farven«


...Der ligger en hel lille verden mellem grønt og blåt. Med hele sine lidenskab for farven har van Gogh malet et mageløst landskab, som sitrer og buldrer og emmer af kraft.

Vincent var besat at farven, og det var farven som kød, som krop, som substans, som fysik. Ikke noget med impressionisternes milde lys og duvende valmuestøv over marken, nej her gælder det en kompromisløs insisteren på enheden at farve og tegning. Van Gogh opløser ikke verden, han intensiverer den, han skruer op for den ligesom man kan forvrænge et fjernsynsbillede ved at skrue kontrasten for højt op.

Men det magiske ved van Gogh er, at forvrængningerne har deres præcision. Der er fuld kontrol over alt - selvom myten om manden siger, at han intet kunne styre, og slet ikke i 1889, hvor dette er malet.
Himmel og kornhav spejler sig omkring et kontureret landskab, som dermed nærmest bliver en slags scene for to grundlæggende lidenskaber, som kendes som bevægelser i mange at van Goghs billeder Der er den maniske sitren i kornet, den turbulente vanvidsdans, der løber vildere og vildere og i andre billeder rejser sig og kører op gennem cypresserne for at ende i srjernehimmelens roterende krystallen Og der er den blåhvide himmels store krop, som presser sig ned over bjergene og allerede har blånet de første.
Klemt inde mellem disse to frontsystemer finder vi en stribe civilisation, som gemmer sig bag hegnet og under tagene. Blåt og grønt blander sig i uendelige nuancer her og forsoner således kræfterne lige midt i maleriet. Myterne om manden har skilt ham ad i galskabens spaltninger, det lader sig ikke gøre i dette billede, hvor alt virker mirakuløst sammen...