Japansk inspiration
...Det forekommer mig, at man ikke kan studere japansk kunst, uden at blive mere munter og mere glad, og vi burde vende tilbage til naturen på trods af vores uddannelse og arbejde i en konventionel verden....
 Jeg misunder japanerne den ekstreme klarhed der er over alting i deres arbejde. Det er aldrig kedeligt og det virker aldrig som om det er lavet i en fart. Deres arbejde er så enkelt som at trække vejret og de maler en skikkelse med nogle få strøg, som om det var så let som at knappe sin vest.  (fra brev 542 -24.september 1888)


 En dag ikke længe efter at han var kommet til Antwerpen, gjorde han en forbløffende opdagelse, som ændrede alt. Han faldt over nogle forretninger, som solgte de mest fortryllende, eksotiske tryk med tydelige, kompromisløse konturer og livlige flader af rene primærfarver. Vincent var meget sent dumpet ind i "Den flydende Verden", han havde opdaget Japan.

   Hvordan han hidtil havde undgået dette, er et andet mysterium. Da han boede i London, var kunstverdenen dér allerede grebet af en mani for japansk kunst, og Paris fulgte hurtigt efter. Ingen af stederne har han tilsyneladende bemærket, hvad alle andre kunstnere allerede havde bemægtiget sig i deres søgen efter nye måder at anvende farve og form på. Han måtte til de grå, regnvåde stræder i den gamle havn for at få øje på de mystiske skikkelser i rigt mønstrede kimonoer og med deres ravnsorte, højt opsatte hår.

   Disse tryk havde oprindelig været brugt som billigt indpakningspapir til eksporten af porcelæn, men havde hurtigt fundet beundrere og efterlignere lige fra Whistler til Manet.

   Vincent fandt senere mange grunde til sin beundring, men i begyndelsen var det den frigørende kraft i farven, som fik ham til at standse op og se. Trykkene var billige. Han købte nogle stykker. Så købte han flere, dekorerede sit triste værelse med disse mærkelige glimt fra en anden verden - Fujiyama med evig sne på toppen, en geisha, der lavede the over trækulsild. Han vendte ofte tilbage til forretningerne og begyndte at værdsætte rækkevidden af disse værker. Han købte flere og måtte lide for det. Skønt de var billige, havde han dårligt nok penge. At arbejde med farve var frygteligt dyrt, og da han nu skulle betale husleje, havde han ikke længere hele understøttelsen fra Theo til materialer.

I Paris voksede Vincents entusiasme for den japanske kunst. Det kan forekomme overraskende, for trykkene var på det tidspunkt velkendte, og impressionisterne havde allerede udnyttet de mærkelige høje billedvinkler i de japanske gadescenerier i deres malerier fra de nye boulevarder. Trykkenes dristige farver havde givet dem mod til deres egne eksperimenter, og den japanske kærlighed til vand og broer var også kommet ind i deres billedsprog. Nogle af dem, som for eksempel Monet, samlede på japanske prydgenstande. Vincents rolle i denne almindelige begejstring for Japan var som den, der foryngede interessen, og som en læremester for dem, der ikke tidligere havde troet, at den japanske kunst havde noget særligt budskab til dem.
  Vincent blev ven med ejeren af et stormagasin, Samuel Bing. Bing solgte en del japanske varer, og i hans forretning lå trykkene i stabler på hver eneste etage, selv oppe på loftet, hvor Vincent, der havde en høj stjerne hos ejeren, fik lov til at rode rundt i dem, og en gang fik han lov til at tage Bernard og Anquetin med sig. De blev begge hurtigt overbevist af de værker, de så, og af Vincents begejstring for dem. Han havde fået den idé, at de var fremstillet af en sammenslutnign af kunstnere, der havde sat sig det mål at skabe en kunst, der var tilgængelig for alle. Han havde hørt, hvorledes japanske digtere udvekslede vers, skrev digte sammen, og han overførte denne idé til maleriet. Han forsøgte til stadighed at overtale de kunstnere, han mødte, til at udveksle billeder med ham - undertiden med succes. Han ønskede at en eller anden form for et kunstnerisk fællesskab kunne opstå.

   Med hovedet fuldt af sådanne idéer overtalte han Agostina til at lade ham arrangere en udstilling af japanske tryk i Le Tambourin. Den åbnede i marts 1887, og alle de malere, han havde truffet, mødte op. Det portræt, han malede af La Segatori blev sandsynligvis malet under denne udstilling, da der er et tryk med en kvinde i kimono på væggen bag hende, og på taburetten ved hendes side er der en parasol, som sikkert stammer fra Bings forretning.

 

 
Et af Vincents japanske tryk:
"Ohashi i regnen".
 
 
Japonaiserie: Bridge in the Rain (after Hiroshige) Paris 1887, September-October Oil on canvas 73x 54 F372 Amsterdam Van Gogh Museum Netherlands
 
De japanske tryk kom ind i Vincents kunstneriske udtryksform på mange forskellige måder. Ikke mindst måden hvorpå de drog de vestlige vaneforestillinger vedrørende perspektiv i tvivl. Hiroshiges broer spænder over floderne i helt umulige vinkler, men effekten er dobbelt dramatisk. Vincent afprøvede det i nogle af sine billeder af jernbanebroerne ved Asniéres og var tilfreds med resultatet. I Antwerpen havde han tøvet over for den japanske anvendelse af dristige farver, men i Paris var hans modstand overvundet, og det medvirkede til at gøre hans palet lysere.

   I Paris fik Vincent det efterhånden dårligere og dårligere. Han gjorde sig uvenner med mange af sine tidligere venner, og de fleste andre han kom i kontakt med. Det stod efterhånden klart, at hans opførsek var et symptom på sygdom snarere end excentricitet. Theo sendte ham til sin egen læge, Louis Rivet, der vurderede, at der var for meget druk og for mange kvinder i Vincents liv, så han måtte forholde sig i ro i en periode.

  Da han var kommet lidt til kræfter, begyndte han at lave sin egen udgave af de japanske tryk. En kurtisane i kimono er anbragt inden for en bred malet ramme, som helt og aldeles vender op og ned på genren, idet den er malet med et virvar af brede penselstrøg i stedet for flader med rene farver. Vincent har helt tydeligt forsøgt at opmuntre sig selv, for tranerne (les grues) og frøerne (les grenouilles), som man ser i den malede ramme, er parisiske slangudtryk for prostituerede, og de antyder kvindens formodede profession.

 SE DE SAMLEDE BILLEDER AF TANGUY   I dette efterår malede Vincent to portrætter af Pére Tanguy, som sidder foran en baggrund af japanske tryk - i sig selv en spændende indsigt i Vincents samling. Mens den gamle mand virker ligevægtig, buddha-agtig, pålidelig, er farven påført med korte penselsstrøg hen over store flader af ren farve, som giver en effekt af urolig bevægelse. Lægger man dertil de rene farver i baggrundens japanske tryk, er dette mindre et portræt af Tanguy end en lovprisning af den spændingsfølelse, som farver kan slippe løs.

   I Arles fortsætter Vincents samling af japanske tryk at være en blivende inspiration for ham, og blandt de nye emner han planlagde at gå igang med var "a starry night with cypresses", en idé der først blev virkeliggjort i 1889, i Saint-Rémy. Han havde også planer om, at samle flere forskellige tegninger til et album som japanerne gør det, og forære disse til Gauguin og Bernard. Den japanske indflydelse fortsatte også med at dominere hans filosofi - til Theo skrev han: "Vi kan li' japanske malerier, vi er influeret af dem - det har alle impressionister til fælles." Et ophold i syden måtte nødvendigvis bringe en kunstner tæt på Japan: "med tiden forandrer ens udsyn sig, man ser på tingene med mere japanske øjne, man oplever farver anderledes...Så jeg er overbevist om at min personlighed vil udvikle sig hvis jeg bliver boende her i lang tid."

  Efterhånden var idealet blevet, at leve og arbejde aom en japansk kunstner ville gøre det: "tæt ved naturen, som den almindelige mand på gaden". Han glædede sig meget over nogle nye japanske tryk Theo havde sendt til ham, og hang dem straks op i sit atelier. Han foreslog også Gauguin og Bernard at de skulle udveksle selvportrætter, og for at understrege sin idenfikation med japansk kunst, sendte han Gauguin et portræt af sig selv som en "bonze" - en japansk præst. Gauguin og Bernard fulgte filosofien i og med de sendte hver sit portræt med den anden afbilledet i baggrunden.

 I brev 542 til Theo gør van Gogh sig bl.a. følgende tanker 24. september 1888: "...Hvis vi studerer japansk kunst, opdager vi en mand som er umiskendeligt klog, filosofisk og intelligent, som bruger sin tid - med hvad? Med at studere afstanden fra jorden til månen? Nej! Med at studere Bismarcks politik? Nej! Han studerer...et enkelt græsstrå. Men dette græsstrå fører ham til at tegne alle planterne - dernæst årstiderne, de store landskabsscenerier, til sidst dyr, dernæst den menneskelige skikkelse. Det er sådan han bruger sit liv, og livet er for kort til at gøre alt. Hør nu, er det, vi bliver belært om af disse enkle japanere, som lever i naturen som om de selv var blomster, næsten ikke en veritabel religion? Det forekommer mig, at man ikke kan studere japansk kunst, uden at bliver mere munter og mere glad, og vi burde vende tilbage til naturen på trods af vores uddannelse og arbejde i en konventionel verden... Jeg misunder japanerne den ekstreme klarhed der er over alting i deres arbejde. Det er aldrig kedeligt og det virker aldrig som om det er lavet i en fart. Deres arbejde er så enkelt som at trække vejret, og de maler en skikkelse med nogle få strøg, som om det var så let som at knappe sin vest."