Paul Cézanne
Post-impressionismen


Paul Cézanne (1839-1906)   er afgjort en kunstner af format som de største, på niveau med Tizian, Michelangelo og Rembrandt.
Han stammede - lige som Manet og Degas, såvel som Morisot og Cassatt - fra en velhavende familie. Cézannes familie boede i Aix-en-Provence hvor hans fader var bankier. Faderen var åbenbart en ukultiveret mand, som den nervøse og hæmmede Cézanne var bange for.
Trods forældrenes mishag holdt Cézanne fast ved sin lidenskabelige ambition om at blive kunstner. Hans tidlige malerier udviser kun lidt af den majestæt, man finder i hans senere værker, selv om de i dag med rette tildeles den respekt, han selv aldrig modtog for dem.

Hans første år var vanskelige og hans karriere var fra begyndelsen plaget af gentagne fiaskoer og afvisninger. I 1862 blev han præsenteret for den berømte gruppe kunstnere, der mødtes i Café Guerbois i Paris og som blandt andre omfattede Manet, Degas og Pissarro, men hans kejtede optræden og generthed forhindrede, at han blev tæt knyttet til gruppen. Pissarro kom imidlertid til at spille en vigtig rolle i Cézannes senere udvikling.

Et af de vigtigste værker fra hans første år er portrættet af hans frygtindgydende fader. Kunstnerens fader (Se herunder) er et af Cézannes "paletknivs-billeder", malet i korte seancer i 1865-66. Deres realistiske indhold og håndgribelige former afslører Cézannes beundring for Gustave Courbet. Her ser vi en firskåren, stejl forretningsmand, en massiv mandighed, legemligt koncis fra den sorte baret til de svære sko. De kompromisløse vertikaler i den tunge stol gentages af døren og det lille stilleben af Cézanne på væggen lige bagved: alt svarer til selve lærredets absolutte vertikaler, hvilket yderligere fremhæver den atmosfære af selvfølgelighed, der er i portrættet.

Kraftige hænder holder avisen - selv om Cézanne har erstattet sin faders konservative avis med den liberale L'Événement, som trykte artikler af hans barndomsven Émile Zola.
Hans fader sluger avisen, mens han sidder anspændt i den høje lænestol. Alligevel er det også et mærkeligt blidt portræt. Det virker, som om Cézanne ser sin fader som urealiseret på en eller anden måde: trods sin størrelse fylder han ikke stolen helt ud, og han ser heller ikke stillebenet på væggen bag sig, som vi genkender som et af hans søns. Vi ser ikke hans øjne - kun hans ironiske mund og hans store krop, der er delvis skjult af avisen.


Kunstnerens fader, 1886, 199x119 cm
Cézanne var i tyverne, da han malede Kunstnerens fader. Selv om det er vidunderligt, med dets sorte og grå og mørkebrune farver, viser det ikke fuldt ud dybden af hans voksende geni.

Men selv i dette tidlige værk er Cézannes forståelse for former og massive billedmæssige strukturer, som kom til at dominere hans modne stil, allerede væsentlige elementer. Hans altover-skyggende optagethed af form og struktur adskiller ham fra begyndelsen fra impressionisterne, og han opretholdt denne isolerede position, hvorfra han skabte sit enestående billedsprog.

Bortførelse, voldtægt, mord: det er temaer, som martrede Cézanne. BortføreIsen (Se herunder), et tidligt værk fyldt med mørk elendighed, er hovedsageligt imponerende på grund af dets svulstige styrke, som knap er kontrolleret. Disse figurmalerier er de vanskeligste at forstå: de er dystre, og lige under overfladen er lidenskaberne i oprør.

Cézannes sene studier af menneskelegemet er mest udbytterige, hans figurer er ofte afbildet som badende, der smelter sammen med landskabet i en solbeskinnet lethed. Det blev et af Cézannes yndlingsmotiver, og han malede en hel serie billeder af motivet.
Disse modne værker er dikteret af en objektivitet, der er dybt bevægende trods dens tilsyneladende distance.

Det var over for naturen, at Cézanne blev grebet af en så dyb fornemmelse af verdens mysterium, som den aldrig er blevet udtrykt af nogen anden kunstner. Han indså, at ingenting eksisterer isoleret: en indlysende erkendelse, men én som kun han kunne få os til at forstå. Ting har farve, og de har masse, og den enes farve og masse påvirker den anden. Cézanne viede sit liv til forståelsen af disse regler.


Bortførelsen, ca. 1867, 90x117 cm
Under indflydelse af Pissarro begyndte Cézanne fra 1872 at male de rige impressionistiske virkninger af lyset på forskellige overflader, og han udstillede endda på den første impressionistudstilling, men han bevarede hele tiden sin optagethed af masse og struktur, og han opgav impressionismen I 1877.
I Le chateau Noir

reagerer Cézanne ikke på lysets flimren som en impressionist ville; han uddrager den flimren dybt inde i substansen af hver eneste struktur i maleriet. Enhver form har en ægte fylde, en absolut indre styrke, som aldrig formindskes på grund af andre dele af kompositionen. Det er spændingen mellem virkelighed og illusion, deskription og abstraktion, det faktiske og det fiktive, der gør Cézannes mest beskedne motiver så dybt tilfredsstillende og spændende, og som skabte grundlaget for en revolution med hensyn til form, som viste vej for den moderne kunst. Stilleben udøvede en særlig tiltrækning på Cézanne, fordi han havde mulighed for, i en vis udstrækning, at kontrollere strukturen.

Stilleben med æbler og ferskner, ca. 1905, 81x100 cm.

gløder med en romantisk energi, lige så voldsomt til stede som  Mont Sainte-Victoire.   Her er også et bjerg, og her er også hellighed og sejr: frugterne ligger på bordet med en aktiv kraft, der ikke bare ses, men opleves. Kanden svulmer, ikke af sit indhold, men af vægten af sin egen eksistens. Gardinet er strålende draperet, mens den vandfaldslignende serviet absorberer og udstråler lys på bordet, hvor alt dette liv har sin jordiske forbindelse.