Vincent van Gogh havde gjort fremskridt i den kunst at male.
Længe forholdt han sig tøvende over for farven. Han begrænsede sig til at tegne, og male i sort og hvidt.

Hans bestræbelse er udtrykket, motivet. "Du må udtrykke dig så klart som muligt, hvis du vil have motivet frem".
Han er henrykt da han en dag finder en affaldsdynge et sted hvor skraldemændene kører renovation hen. I morgen får jeg nogle interessante genstande, blandt andet ituslåede gadelygter, at se på eller modellere, hvad du vil.

"Det var et motiv for H.C. Andersen, denne samling afdankede spande, kedler, oliekander, pigtråd, kridtpiber" osv.
Disse ruiner inspirerer ham, er ham vigtigere end farven. Som regel maler han i denne periode med tryksværte og terpentin, og med hvid oliemaling.

Hvad han vil med det? Han vil frembringe folkelig kunst. Han vil gøre opmærksom på en virkelighed de fattige har tilfælles med folket. En afdanket spand er opbrugt liv, et fælles symbol for rig og fattig.
Ingen spand varer evigt. Afdankethed er en fælles virkelighed for alle. Og en fælles fortid. Selv om spanden er afdanket er den også levende, levende nok til at kunne prale af sine tidligere fine bekendtskaber, sine fordum så spændende oplevelser.

Ligesom stoppenålen hos Andersen praler af at den i virkeligheden er lige så fin som en synål, og at den engang har gjort tjeneste som brystnål.
I det lange løb var det dog ikke muligt for van Gogh at undgå farven. Naturen er ikke blot lys og mørk, den er først og fremmest farve. Han opdager farvens fordrings-fuldhed. Kun ved at male lærer man at male. At leve er at male. At male kræver al din energi.

En maler er et menneske der fordyber sig i det hans øjne ser, så han ikke overkommer andet (Brev 620). Han må give afkald på "verden", på kone og børn og et normalt liv, på håbet om nogensinde at kunne nyde livet i fred og ro. Hans opgave er at male. Og at male uden bagtanke.

I bekymrede øjeblikke har jeg ganske vist undertiden ønsket at jeg kunne lave noget flot, men ved nærmere eftertanke sagde jeg nej. Lad mig hellere være mig selv og med grov teknik sige strenge, grove, men sande ting. Jeg vil ikke løbe efter kunsthandlere eller kunstsamlere, de der har lyst kan komme til mig ... Med hensyn til kunst gælder ordet, ærlighed varer længst (Brev 180).

Han vil ikke sælge sig selv til at male som folk vil have det. Det er en malers pligt at anvende hele sin intelligens og lægge en følelse i sit arbejde, så det bliver forståeligt for andre. Men arbejde hen til salg er efter min mening ikke den rigtige vej, man skal heller ikke tage hensyn til liebhavernes smag.
Det har de store mestre ikke gjort. Den sympati de før eller senere vandt havde de kun deres oprigtighed at takke for (Brev 221).

Han finder det nødvendigt i løbet af nogle år uden at forhaste sig, at få udført et solidt stykke arbejde. Verden angår mig ikke uden for så vidt jeg, efter at have marcheret rundt på jorden i tredive år, føler en vis forpligtelse til at efterlade mig et vist minde i form af tegninger og malerier, ikke udført for at behage den ene eller anden retning, men for at bringe en oprigtig menneskelig følelse til udtryk, en slags taknemlighed.

I aftes arbejdede jeg med en skråning på en skovbund, dækket af muldnet og vissent bøgeløv.
Jorden var rødbrun i lyse og mørke toner, træerne kastede lange slagskygger. Jeg søgte så godt jeg kunne at få det dybe i farverne til at træde frem, jordbundens vældige kraft og fasthed.
Jeg mærkede hvor meget lys dette mørke i virkeligheden rummer. Bag disse stammer, bag denne jordbund, står en himmel som er meget sart, blågrå, varm, flimrende.

... Et par mennesker vimser omkring som fortættede hemmelighedsfulde skikkelser og samler risbrænde. En kvinde bukker sig efter en vissen gren, hendes hvide kyse sætter pludselig liv i jordbundens dybt rødbrune fårve. En kjole opfanger lyset. En mandspersons mørke omrids dukker op foroven i skovbrynet. Disse skikkelser toner frem i skumringen, fulde af poesi (Brev 228).

Mens jeg arbejdede på dette, sagde jeg til mig selv, jeg går ikke herfra, før jeg har fået fat på det hemmeligheds-fulde i denne efterårsaften, dens alvor og skønhed. Jeg må derfor male hurtigt, gribe stemningen, mens den er der. Figurerne er sat på med et par kraftige strøg af en djærv og grov pensel.
Det var mig påfaldende hvor urokkeligt stammerne stod fast. Penslen slog ikke til. Så trykkede jeg stammer og rødder direkte på lærredet ud af tuben, og modellerede efter med penselen. I en vis forstand er jeg, godt tilfreds med at jeg ikke har lært at male, måske havde jeg da lært at overse hvad det kommer an på (Brev 228).

Van Gogh har, når han arbejder, ikke på forhånd nogen mening om, hvad der skal komme ud af det han foretager sig.
Han er besat af livet, ikke blot som en indre drift, men som et mylder af skikkelser og former omkring ham, foran ham, alle vegne. Verden er virkelig, er nærværende, den siger noget, og hvad den siger ønsker han at opfatte.

Hvordan jeg iøvrigt bærer mig ad med det, véd jeg ikke. Jeg sætter mig med et hvidt bræt foran den plet der fængsler mig, ser grundigt på hvad jeg har for øje, og siger til mig selv, dette hvide bræt må blive til noget.
Jeg kommer utilfreds hjem, stiller det væk, og når jeg har hvilet mig, begynder jeg igen med en vis angst at se nærmere på det. Jeg er ikke tilfreds endnu, den herlige natur lever endnu for stærkt i mit sind.
Alligevel ser jeg i mit arbejde en afglans af hvad der fængslede mig. Naturen har talt til mig, og jeg har nedskrevet det stenografisk. Måske er der ord i min stenografi der ikke kan tydes, og fejl. Alligevel har jeg fået noget med af det som skoven, stranden eller skikkelserne sagde (Brev 228).

Mere og mere fordyber van Gogh sig i farven, men slipper ikke af den grund motivet. Motivet spillede bestandig en uhyre rolle for ham. Når han i begyndelsen ikke brugte farven, men blyanten, kullet, stiften, var det for så hurtigt som muligt og så karakterfuldt som muligt at få det væsentlige sagt, få motivet frem.

Der skulle ikke være noget at tage fejl af. Det er kun tilsyneladende at motivet træder i baggrunden under hans bestræbelse på at tilegne sig farven. Motivet følger i den grad med at det undertiden bliver identisk med farven, og forvandler sig til symbol.
I rødt og grønt ser han symboler på de "frygtelige menneskelige lidenskaber". Med gult mener han at kunne udtrykke tro, triumf, sejr, kærlighed. Farven, som til at begynde med blot ægger hans sanser, inspirerer mere og mere hans poetiske intuition. Vil han udtrykke to elskendes kærlighed til hinanden, gør han det ved en forening af to komplementærfarver, deres krydsning og deres modsætning, de uforklarlige vibrationer af nærbeslægtede farvetoner.