Fra Amsterdam til København

Det var som tidligere nævnt på Johan Rohdes initiativ, at der kom en samling van Gogh-billeder med på Den frie Udstilling. Johan Rohdes første kendskab til den hollandske maler stammede fra vennen, maleren Christian Mourier-Petersen (1858-1945), der opholdt sig i Arles i 1888 og dér havde stiftet bekendtskab med van Gogh. Mourier-Petersen skriver i marts 1888 til Johan Rohde, at han har fået interessant selskab af en hollandsk maler, en impressionist. »Jeg anså ham i Begyndelsen for gal, men finder dog nu efterhånden at der er Metode i det. Han kender Jastraus Venner - men hans Navn erindrer jeg ikke i øjeblikket - Van Prut eller sådan noget ... Næste Gang nærmere om min Hollænder, som fortæller mig vidt og bredt om sit Land.( Johan Rohdes brevsamling, Det kgl. Bibliotek).

Van Gogh omtaler Mourier Petersen venligt i flere breve, og han anbefaler ham til sin bror Theo van Gogh, af hvem Mourier-Petersen senere lejer et atelier, og hvem han i øvrigt kommer til at betragte som ven og velgører. Da Johan Rohde rejser til Holland og Frankrig i 1892 er han meget ivrig efter at se van Goghs arbejder, og i Paris køber han en tegning af van Gogh hos farvehandleren Pére Tanguy på Montmartre (kat. no. 64).

I Haag lykkedes det ham at se en stor udstilling af van Gogh i Haagsche Kunstkring, den lokale kunstforening. Det var en samling, der var udlånt af Johanna van Gogh -Bonger, der var enke efter Theo van Gogh og som havde arvet hans samling på Ca. 200 arbejder af Vincent. Johan Rohde skrev en dagbog fra sin rejse (udgivet og kommenteret af H. P. Rohde, 1955 med en indledning af N. G. Sandblad), og heri kommer han med en lang karakteristik af van Gogh. Den 4. februar 1893 skriver han så til fru van Gogh-Bonger. Han fortæller om Den frie Udstilling, og at man gerne vil vise, at van Gogh var en stor interessant kunstner, og han spørger om hun vil udlåne en 10-20 billeder til udstillingen. Til sidst minder han hende om Christian Mourier-Petersen, som han ved hun kender, og han skriver, at det er hans meget gode ven, der også er medlem af Den frie Udstilling. Fru van Gogh-Bonger svarer lå dage efter, at hun med glæde vil låne billeder til udstillingen.
Hun husker, at hendes mand har fortalt hende om Mourier-Petersen og Den frie Udstilling, og at man i Danmark satte mere pris på moderne kunst end i Holland. Hun foreslår at de låner 20 malerier og spørger, om han ikke også vil have nogle tegninger - for at give en mere fuldstændig idé om Vincents værk. Rohde svarer den 20. februar og spørger, om han må sende maleren Georg Seligmann, der p.t. opholder sig i Holland, til hende for at vælge billederne ud. Georg Seligmann (1866-1924) havde været Johan Rohdes rejsefælle i Holland året før, og han var ogsa medlem af Den frie Udstilling. Han svarer lidt modstræbende ja til at påtage sig udvælgelsen af billeder og tager til Bussum til fru van Gogh-Bonger den 26. februar. Han fortæller om besøget til Johan Rohde: »Jeg var altså i Søndags i Bussum hos Fru van Gogh-Bonger, en ganske ung, meget elskværdig Enke. Jeg mærkede endnu tydeligt den sørgelige Stemning som Mandens Død lagde på Hjemmet.
Jeg traf der den gamle Fru van Gogh, Mor til de 2 afdøde, Maleren og Kunsthandleren.« En del af billederne fra samlingen havde været udstillet i Amsterdam, og Seligmann valgte billeder først i Bussum og senere i Amsterdam. Han skriver, at han også er med til at sætte priser på flere ting, der ikke var taxerede. Priserne opgives i gylden, så kan Johan Rohde selv omregne dem. Titlerne på billederne har Seligmann oversat. Midt i de praktiske oplysninger kommer han også med en personlig vurdering: »Jeg havde gjerne taget alle hendes Malerier og Tegninger, men det var vist blevet for mange. Hvad har han dog været for en ypperlig Kunstner!« Johan Rohdes brevsamling, Det kgl. Bibliotek). Alle billeder bliver så pakket i en stor kasse, der skulle afsendes med skib fra Amsterdam. Men så sker der »en nederdrægtig Malheur«. En misforståelse (der ikke helt forklares i brevene) bevirker at kassen ikke kommer med det skib, den skulle, for at komme i rette tid til udstillingen i København. På åbningsdagen den 25. marts er van Gogh-billederne endnu ikke kommet, der hænger kun de to landskaber, der allerede var i dansk eje (kat. no. 69 og 71). Men billederne fra Holland ankommer så omsider og er hængt op 30. marts (1. april?).

Der er en øjebliksskildring fra åbningen af Den frie Udstilling i avisen Dannebrog fra den 26. marts 1893. Den er holdt i en ironisk, sladderagtig stil og fortæller om reaktionen hos notabiliteterne, feks. Kunstforeningens bestyrelse, og hos »diverse åndsfri' Forfattere og Journalister der i Selskab med korthårede Damer højlydt gav deres Begejstring Luft.« Dagen efter fortælles det i samme avis, at Den frie Udstilling på den første dag havde over 1200 besøgende. Udstillingen vakte stor opmærksomhed i pressen. En stor del af den sensationslyst, der hos en del af pressen tidligere havde fået den til at kaste sig over Willumsen (der imidlertid ikke var med på dette års udstilling), fik nu afløb på de fremmede kunstnere. Men det er kun en del af pressen, især højreorienterede aviser som Nationaltidende, Berlingske Tidende, Aftenposten m.fl., der står for den negative kritik. Størstedelen af anmeldelserne er positive.

Omtalen af de to udenlandske kunstnere Gauguin og van Gogh indledes den 26. marts i Politiken med to »portrætter«, skrevet af Emil Hannover, der forinden havde søgt oplysninger hos Philipsen, Johan Rohde og Christian Mourier-Pedersen, omtalen af van Gogh bygger også på den franske kritiker Albert Auriers artikel om ham i Mercure de France jan. 1890) og gengiver Emil Bernards portræt af ham. Den »rigtige« anmeldelse i Politiken kommer den 16. april. Den er skrevet af Johannes Jørgensen, der tidligere havde været kunstanmelder ved Ernst Brandes' avis Kjøbenhavns Børs Tidende.

Johannes Jørgensen skriver bl.a.: »Der brænder en fanatisk Ild i van Goghs Værker. De Farver, han dyrker, er det skingrende Røde, det blændende Blaa, det gyldne Grønne. Han maler Marker, fulde af Valmuer, Solsikker som lysende Monstranser, Frugttræer i strålende Blomstring, brogede og farverige Udsigter. Vidunderhaver, hvor Græs, Blomster, Løv og Luft stråler i Eventyrets Juvelpragt. Den Mand, hvis Pensel har malet disse Billeder, er En, hvis Nerver forekommer hundrede Gange stærkere, dybere, særere end Menne-skenes Gennemsnit. Livet blænder ham, bedøver ham, fylder hans Sjæl, så den er nær ved at briste.« Senere, mens udstillingen endnu står, oversætter Johannes Jørgensen i Politikken nogle breve fra van Gogh til Emil Bernard - mest om religion og gamle mestre. I Aalborg Stiftstidende d. 29. april skriver »vor Meddeler« en overraskende grundig og positiv omtale af både Gauguin og van Gogh som repræsentanter for den ny kunst - for symbolismen. Stor anerkendelse kommer også til udtryk i anmeldelsen 5. maj i Aarhus Amtstidende. (Det er forfatteren H. P. Rohde, der har fortjenesten af at have identificeret anmelderen som rigsdagsstenografen Theodor Thorup). Thorup skriver bl.a.: »Disse Landskaber med de blændende Farver, disse Træers underlig vredne Former er ikke en slavisk Efterligning af Virkeligheden, men et Udslag af hans eget - sære -kunstneriske Syn paa Naturen.« Og han slutter: »Han regnes af de unge franske Kunstnere for en Banebryder, for en af Århundredets betydeligste Malere, og han er vel i alt Fald Hollands betydeligste Maler i dette Århundrede . Anmelderen i Social-Demokraten, der skriver under mærket »Pincenez« (25. maj), er begejstret: »... særlig van Gogh henriver ved den fanatiske Farvejubel, som skriger ud af hans Billeder, en Farvejubel så fanatisk, at den drev Kunstneren til Vanvid og Selvmord. Disse Billeder er ikke blotte Virkelighedsgengivelser, det er Digte, Fantasier, Symfonier, hvori Naturens tilfældige og spredte Fremtoninger klinger sammen i rigere, skønnere, stærkere Harmoni, end de ejer hver for sig.« Kritikeren Karl Madsen, der anmelder Forårsudstillingerne i tidsskriftet Tilskueren, er forbeholden - det er ikke hans kunst, men han er heller ikke blind for van Goghs talent. Han skriver: »Hans billeder paa den fri Udstilling er ikke alle lige gode, men der er noget forfriskende i at se den hensynsløse Energi, med hvilken han har faret løs på og bidt sig fast i det af Motiverne, der interesserede ham. Hans Farve kan være rå, hans Lufte er gennemgående dårlige, Løvespringet har dog i Reglen nået sit Mål og dets abnorme spændstige Kraft danner en velgørende Modsætning til vore hjemlige Faars vege Viljer.«

Det, man uvilkaarligt først og fremmest bliver slaaet af. er naturligvis de minimale Priser helt ned til 225 Kr. for et Maleri af van Gogh En Snes af disse nu næsten uvurderlige Malerier kunde .saaledes have været købt for en samlet Sum af knap 1000 Kr.
Ved en Aktion, der blev afholdt i Paris til Fordel for Pere Tanguys Enke, opnaaede en van Gogh kun 30 Franc. og intet Gauguin Billede naaede 100 franc.
De udstillede Billeder var udlaant af Vincents Svigerinde, der i 1891 var blevet Enke efter Théo van Gogh. Det er derfor intet Under, at Den Frie Udstillings van Gogh'er var udsøgte og virkelig gav et klart Overblik over hans Kunsts allerbedste Periode, hans Livs sidste 3 Aar.

Portrætfotografi af maleren Theodor Philipsen (1840-1920) Ca. 1920? Tilhører Det kgl. Bibliotek, København

Det blev Th. Philipsen der blev udset til at tale med Mette Gauguin om mulighederne for at låne hendes mands billeder. Da hun stod alene tilbage i København med alle problemerne, måtte hun selv finde ud af, om det overhovedet var muligt at få billederne sendt den lange vej fra Tahiti. Det lykkedes og de nåede i modsætning til van Goghs billeder fra Holland frem til tiden. De mange nye billeder fra Tahiti blev suppleret med en del ældre. For Philipsen havde rådet Mette Gauguin til også at medtage arbejderne fra perioden før Tahiti og så sætte dem lidt lavt i pris. Blandt disse var også De blå Stammer fra den dramatiske periode i Arles, der var udført på det grove lærred, som van Gogh havde skaffet til en billig penge hos broderen Theo.
I samme rum hang også van Goghs Landslab fra Saint-Rémy. Begge billeder er ad forskellige kanaler endt i Danmark.
Og lige så vel som van Goghs billede er kommet hertil gennem private købere, er også Gauguins. De blå Stammer passerede ganske vist først gennem et par kunsthandler i Paris, før det i 1918 blev købt af Wilhelm Hansen til Ordrupgaardsamlingen.

At de to venner skulle genforenes i København gennem deres værker på Den frie Udstilling er der noget meget bevægende over. Ligeledes er det ganske tankevækkende, at de billeder af henholdsvis van Gogh og Gauguin, der er skabt umiddelbart før og kort efter det legendariske skænderi i Arles, er endt på museer i Danmark. Selv efter skænderiet holdt de to kunstnere kontakt med hinanden og Gauguin var blandt dem, der højlydt priste van Goghs billeder, da de i foråret 1890 blev vist på Salon des Indépendents i Paris.

Her var van Gogh repræsenteret med i alt 10 arbejder, udvalgt af Theo. Efter at have set udstillingen skrev Gauguin til van Gogh. »C'est beau et grandiose« (Det er smukt og storladent) og videre i brevet fortalte han, at han havde talt i lang tid med mange andre, som ligeledes roste ham, deriblandt maleren Émile Bernard og den kendte kritiker Albert Aurier, der også tidligere på året havde skrevet en meget anerkendende artikel i Mercure de France. Der er ingen tvivl om, at van Gogh var ved at få sit endelige gennembrud, da hans nerver ikke kunne mere og han valgte at tage sig af dage i juli 1890 under opholdet i Auvers-sur-Oise. Men han døde i varm kærlighed til sin kunst og uden nag mod menneskene, som der blev sagt ved hans begravelse, som for øvrigt blev skildret i et mærkeligt, syntetistisk billede af Émile Bernard. Van Goghs karriere blev kun på 10 år. Men de 10 år blev en rasende kamp for på lærredet at få fæstnet den intense besættelse af naturen.

Print siden ud