Print siden ud.
Paul Gauguin
EN ENESTÅENDE VISION

Paul Gauguin er bedst kendt for de billeder, han malede efter, at han var flygtet til Tahiti for at undslippe Europa og sin familie, men han fandt hovedsageligt inspirationen til sine værker i sig selv.
Selv om han først begyndte at male professionelt i en forholdsvis sen alder, var hans tidligste udvikling som amatør påvirket af impressionisterne, især Pissarro, hvis systematiske, brudte penselføring Gauguin overtog. Han udstillede endda nogle af sine egne værker på deres udstillinger fra 1879.
Men da han endelig blev fuldtidskunstner i 1883, var han allerede begyndt at føle den parisiske kunstverdens begrænsninger.

Gauguin forsøgte at undgå at være hæmmet af nogen konventioner i sin kunst. Impressionisterne var påvirket af naturen; Gauguin var påvirket af sin egen udgave af naturen. Han fandt frihed og ro i Pont-Aven i Bretagne, hvor han snart blev den mest fremtrædende af Pont-Aven-kunstnerne.
Det var i dette isolerede område, at han udviklede de karakteristiske symbolske og primitive elementer i sin kunst. Inspireret af middelalderlige glasmalerier og folkelig kunst begyndte han at male simplificerede former med kraftige, sorte konturer. Bretagnes bønder med deres enkle tro og arkaiske livsstil tiltalte ham også og blev et tilbagevendende motiv.


Visionen efter prædikenen


Paul Gauguin:  Visionen efter prædikenen,  1888, 73x92 cm.

Visionen efter prædikenen blev malet to år før han rejste til Tahiti, men det er så primitivt som noget, han malede dér.
Gauguin blandede virkeligheden med den indre oplevelse af en vision og fremhævede det med symbolske farver. Han tilbød den lokale kirke billedet, men præsten var mistænksom og troede, at der blev gjort nar af ham. Først nu er maleriets åndelige styrke tydelig.
DE SIDSTE ÅR I FRANKRIG

Gauguin havde for længst forladt sin danske hustru og børn, og i 1888 rejste han til Arles for at besøge Van Gogh. Begge var ensomme mænd, der desperat søgte et lægende kammeratskab.
Det var deres usikre forholds sammenbrud, der drev van Gogh, som var den mest skrøbelige, til den hysteriske lemlæstelse af sit eget øre. I sine sidste to år i Frankrig flyttede Gauguin rastløst omkring, og i april 1891 rejste han til Tahiti, hvor han tilbragte en stor del af sine resterende år.

Gauguin flygtede til Tahiti for at finde en primitiv livsform, hvor hans kunst kunne blomstre.
Trods han væmmelse ved det etablerede kolonisamfund, han fandt dér, malede han polynesierne som udtryk for en himmelsk tilstand af total frihed. Gauguin giver os sin egen version af naturen, skaber stiliserede, flade former og bruger stærke, eksotiske farver med, hvad der forekommer at være dumdristig løssluppenhed, men som i virkeligheden er brugt efter nøje overvejelse for at opnå den største virkning.

ryttere på stranden

Paul Gauguin:  Ryttere på stranden, 1902, 73x92 cm.

I Ryttere på stranden maler han sandet lyserødt, men vi føler ikke, at det er fordi han faktisk "så" det lyserødt, men fordi kun lyserødt sand kunne udtrykke hans følelser. Gult ville have været så påtrængende virkeligt: scenen er ikke logisk, men magisk, og freden og glæden er ikke bogstavelige, men symbolske.
Det er et maleri af en idyllisk tilstand, blide og glædestrålende mennesker, der ubesværet styrer deres heste, frihed til alle sider, en berusende havudsigt, en vid, overskyet himmel, mænd og kvinder i fuldendt venskab.
DYSTRE UNDERSTRØMNINGER

Selv om Gauguin forvandlede de polynesiske kvinder til gudelignende figurer - hvor han ikke adlød andre regler end sin egen fantasi var han også bekendt med fordærvelsen i deres virkelige liv, og han udførte nogle mørke og foruroligende billeder som reaktion på det, han så.

Nevermore

Paul Gauguin: Nevermore, 1897, 60x115 cm.

Den unge pige i Nevermore, som blev malet, da han havde tilbragt flere år på Tahiti, viser, hvordan han havde affundet sig med den plagede anderledeshed i kvindernes indre liv.
Pigen ligger udstrakt foran os, med sin gyldne krop dystert grøn, mens hun grubler over sin eksistens' mysterium. En blind ravn, malet som en dekorativ detalje, sidder uden for hendes vindue som en symbolsk "dødens fugl" (inspireret af digtet Ravnen af Edgar Allan Poe, som var en af symbolisternes favoritter).

To kvinder fører en indtrængende samtale, mens pigen ligger isoleret og bange på sin pragtfulde, gule pude. De semiabstrakte mønstre, vi ser i billeder som dette, er udtryk for indre, psykologiske rytmer, snarere end udvendige begivenheder.
Gauguins dygtighed består i hans vægring mod at forklare dette komplekse mysterium, selv om han antyder, at der er et svar. Hvor længe vi end betragter Nevermore, bevarer det sit mysterium.

Tahiti