Epilog

Theos kone Jo med sønnen Vincent Willem, opkaldt efter den senere så berømte onkel.
Jo sikrede, at brevene til Theo ikke blot bevaredes, men også blev udgivet på hollandsk.
Hendes søn værnede næsten fanatisk om de mange malerier, der var arvet efter onklen.

Hvis man i dag, hvor Vincent van Goghs billeder skifter ejermænd for ufattelige beløb, ville foreslå, at der på tidspunktet for hans død herskede en mulighed for, at Vincent van Gogh ville blive aldeles glemt, risikerede man at blive til grin. Der var imidlertid intet uundgåeligt over hans succes. Da Theo døde, var Vincents værker spredt rundt omkring i Holland og Frankrig, mange var endt hos mennesker, der havde fået dem som gave, og som kun havde liden eller ingen sans for deres kunstneriske kvaliteter. Mange kunne i virkeligheden ikke lide dem. Den eneste væsentlige samling af billeder i en kunsthandlers varetægt var den, der blev opbevaret af Père Tanguy på loftet over hans forretning, og den gamle mand vidste godt, at deres kommercielle værdi var lig nul.

Det var Théos enke Jo ,van Gogh Bonger, der udførte det mirakel at gøre en næsten ukendt maler, der havde begået selvmord, til sin samtids mest berømte kunster -selv om han kun havde udstillet en håndfuld billeder på nogle få avantgarde-udstillinger og i virkeligheden kun havde solgt ét billede, mens han levede. Ingen opmuntrede hende. Selv hendes bror Andries rådede hende til at skaffe sig af med stakkene af malerier og tegninger og de dynger af breve, som Theo pligtskyldigst havde bevaret. Hun nægtede stædigt.

Hendes første skridt var at insistere på, at familien skulle bekræfte, at hendes søn, Vincent Willem, var den eneste arving til Theos og dermed også til Vincents ejendele. Ved Vincents død var hun 29 år, Vincent Willem var endnu ikke to år. Der var 550 malerier, mange hundrede tegninger samt en kæmpemæssig, uordentlig stak breve.
Père Tanguy kunne ikke sælge et eneste af malerierne, og hendes eget første forsøg på at komme af med tre af dem via Durand-Ruel havde ikke større succes, og til sidst blev de returneret. Ingen ville have dem. Hvorfor blev denne unge kvinde så stædigt ved? Hun gav selv svaret i et brev til en ven, efter at hun var vendt tilbage til Paris efter Theos begravelse i Holland.

Den første aften, jeg igen tilbragte i vort hjem, tog jeg disse stakke af breve, fordi jeg vidste, at jeg ville møde ham i dem, og aften efter aften fandt jeg trøst for min dybe sorg i dem. Den gang ledte jeg ikke efter Vincent, men kun efter Theo, efter hver eneste detalje, der vedrørte ham.

Mens hun søgte efter den mand, som hun kun havde været gift med i halvandet år, begyndte Jo van Gogh Bonger langsomt at opdage Vincent, en mand, hun personligt kun havde kendt i fem dage. Det var en forbløffende odyssé.
Først var der det rent praktiske at tage sig af. Så snart det var muligt, flyttede hun tilbage til Holland, hvor hun og den lille slog sig ned i Bussum 15 kilometer fra Amsterdam, i Villa Helma.
Hun tog imod pensionærer og oversatte til et litterært ugemagasin. Kartoffelspiserne hang over kaminen, Gauguins Negerpige over Theos gamle sofa, og alle de andre vægge var dækket med Vincents værker. Efterhånden som Vincent Willem voksede op, begyndte han at lægge mærke til, at billederne kom og gik med voksende hast, et vidnesbyrd om de udstillinger, der blev afholdt, efterhånden som hans onkel Vincents berømmelse voksede.

Det havde været en langsom begyndelse. Bernards lille mindeudstilling i Paris i 1892 med blot 16 malerier tiltrak kun ringe opmærksomhed. Det var først, da en udstilling i Bemheim-Jeune galleriet i 1901 gjorde en række yngre kunstnere som Matisse, Derain og Vlaminck opmærksomme på hans billeder, at Paris fattede interesse for van Gogh. En retrospektiv udstilling af hans Billeder på Salon des Indépendants i 1905 øgede hans ry i Frankrig, men det var først da kunsthandleren Paul Cassirer fra Berlin begyndte at interesserer sig for hans billeder, at der blev salg i dem.

I årene op til den Første Verdenskrig var det Cassirer, der gjorde mest for at sprede Vincents ry uden for Frankrig.

I 1901 giftede Jo van Gogh Bonger sig med Johan Cohen Gosschalk, der var maler og kunstskribent. De flyttede til Amsterdam, hvor han hjalp hende med at arrangere en af de første væsentlige udstillinger i 1905 i Amsterdams Stedelijk Museum, til hvilken Gosschalk skrev introduktionen i katalogen.
I 1910 byggede de et hus på landet i Laren nær ved Hilversum, hvor samlingen blev ophængt.

desværre var Gosschalks helbred lige så skrøbeligt som Theos, og han døde i 1912 og overlod til Jo van Gogh Bonger, som nu igen var alene, at fortsætte med den opgave, hun havde pålagt sig selv Samme år blev Roger Frys store post-impressionistiske udstilling afholdt i London. Med 21 billeder af van Gogh gjorde denne udstilling meget for at etablere Vincent som en af de førende kunstnere i det, der nu blev betragtet som en definerbar kunstretning, der var forskellig fra impressionismen.

I sommeren 1912 udgjorde den tyske Sonderbund-udstilling i Köln et højdepunkt med 108 billeder af van Gogh. En tredjedel af dem var nu i tyske samleres besiddelse, for nu begyndte der at blive salg i Vincents billeder. I begyndelsen var priserne, når der overhovedet blev solgt noget, latterligt små. Efter Tanguys død i 1894 blev et billede solgt for 30 francs - muligvis til den samme Ambroise Vollard, som var kommet for sent til at møde Vincent i Le Tambourin i 1887. Vollard var den første af de franske kunsthandlere og kunstsamlere, der sprang på den langsomt kørende vogn - efterhånden begyndte han at kappes med Jo van Gogh Bongeri bestræbelserne på at registrere de billeder; som Vincent havde efterladt de forskellige steder, hvor han havde boet.

Endnu en gang blev mennesker som familien Roulin bragt ind i historien, da Vollards agenter fandt frem til dem og købte de portrætter, som Vincent havde givet dem. Den gamle Roulin døde i Marseilles i 1903 lige akkurat så sent, at han kunne nå at høre de første rygter om hans vens berømmelse.

I en periode blev det lidt af en hobby for den eventyrlystne samler at opspore forsvundne malerier af Vincent. Ravoux, som på det tidspunkt var rejst fra kroen i Auvers, troede, at han havde været særdeles smart, da en amerikaner gav ham fyrre francs for de to billeder af rådhuset på Bastille-dagen og portrættet af hans datter Adeline. Andre havde mistet eller ødelagt de gaver, de ikke havde værdsat.

I 1910 fik Dr. Rey besøg af en ung maler, der hed Charles Camion, som aftjente sin værnepligt i Arles. Som intellektuel blev Camion mobbet i kølvandet på Dreyfusaffæren af sine soldaterkammerater, og han var glad for i ny og næ at komme væk fra kasernen og følge en af sine kunstneriske interesser.

Han besøgte Rey for at høre, om han kendte til nogle malerier af Vincent. En smule bestyrtet bad lægen ham om at komme tilbage den følgende dag, og efter at Camion var gået, forsøgte han at finde ud at, hvid der var blevet af hans portræt. Det kom frem, at hans forældre havde syntes så dårligt om det, at de havde sat det op på loftet, men efter nogen tid var det blevet taget ned og brugt til at reparere et hul i hønsehuset. Rey fik det hurtigt skaffet til veje og fik det renset, inden Camion kom tilbage den følgende dag.

Da lægen helt tydeligt ikke havde nogen sans for det, foreslog Camion , at han satte ham i forbindelse med Vollard, og således blev et af Vincents fineste portrætter sendt til Paris til gengæld for 150 francs. Vollard solgte det siden til Cassirer i Berlin, hvorfra det gik til Druet i Paris og siden til en russisk samler. Efter revolutionen kom det til Pusjkin Museet i Moskva og er i dag i den sovjetiske stats eje. Da interessen for Vincent voksede, accepterede Jo van Gogh Bonger, at det var nødvendigt at sælge fra hendes egen samling.
Ikke alene ville det hjælpe hende finansielt, men det ville også sikre, at Vincents billeder fik en større udbredelse. På denne måde blev offentlige samlinger i England i stand til at købe Vincents stol og en version af Solsikker så tidligt som i 1920'rne. I 1908 eller 1909 begyndte en hollandsk samler, Helene Kröller-Müller, at anskaffe moderne kunst ved at købe en anden version af solsikkerne.

Hun skulle efterhånden få en af de største privatsamlinger af Vincents værker, især af hans tegninger. Interessen for hans billeder blev yderligere øget, da fauvisterne proklamerede, at Vincent var en af deres forløbere, som senere ekspressionisterne og de abstrakte ekspressionister.
Det nye Museum of Modern Art i New York åbnede i 1929 en udstilling af de malere, der nu blev betragtet som de fire evangelister i den moderne kunst: Cézanne, Gauguin, Seurat og van Gogh. Vincents kanonisering - af en kirke, han aldrig havde tilhørt - var nu sikret.

I mellemtiden havde Jo van Gogh Bonger arbejdet med brevene. I begyndelsen havde hun udskudt offentliggørelsen med den begrundelse, at Vincents værker skulle være bedre kendt i offentligheden, inden detaljer om hans privatliv blev udgivet. I 1914 udkom den store 3-binds udgave i Amsterdam. Brevene blev udgivet på det sprog på hvilket Vincent havde skrevet dem. Forordet var Jo van Gogh Bongers afhandling om Vincents liv, hovedsageligt baseret på hendes erindringer om det, Theo havde fortalt hende. Den har lige siden været udgangspunkt for alle senere biografier. Nyere forskning har gjort det muligt for historikere at korrigere hendes datering af nogle af brevene, og skønt det kun har medført mindre justeringer af nogle aspekter i Vincents liv, har det betydet meget for kronologien i hans værker og dermed til vor forståelse af hans intentioner.

Men ingen kan fratage Jo van Gogh Bonger æren for at have påtaget sig det tilsyneladende umulige arbejde, det må have været at bringe orden i mere end seks hundrede stort set udaterede breve og notater. Hun udelod nogle få passager af hensyn til familien, men de kom med i en efterfølgende udgave. Hendes afhandling afspejler familiens meget barske bedømmelse af Sien som en lastefuld drukkenbold, og de , der stadig levede, blev beskyttet af anonymitet. Således blev Kee Vos omtalt som "K" og Margot Begemann som "Frøken X". Jo van Gogh Bongers eneste større redaktionelle arbejde bestod i at udelade nogle af Vincents religiøse, usammenhængende tirader, idet hun mente, at de ville kede læseren. For at give det fulde billede af ham, vil de nu blive medtaget i en ny hollandsk udgave af brevene, som vil udkomme om kort tid.

Vincent van Gogh samlede breve kappes med Delacroix' dagbøger om at give den dybeste indsigt i den kreative proces i de visuelle kunstarter, som Vi kender til. Offentliggørelsen af dem fuldendte forvandlingen af Vincent til den Proteus-agtige skikkelse, vi kender i dag. Alligevel er ingen anden kunstner så tilgængelig, næsten hver eneste detalje i hans kreative liv og tankegang er kendt.

Et af resultaterne har været både antallet og omfanget af bøgerne om ham. De kan i et vist omfang opdeles i de populære og de videnskabelige. Den tyske kunsthistoriker Julius Meier Gräfe var den første, der skrev en populær bestseller om kunstnerens liv. Mange fulgte efter, og det kulminerede med den amerikanske romanforfatter Irving Stones romanbiografi Lust for Life (da. Van Gogh),der udkom i 1934. Bogen var basis for succesfilmen med samme titel, der havde premiere i 1956med Kirk Douglas som Vincent og Anthony Quinn som Gauguin. Sådanne værker gjorde meget for at udbrede et billede af Vincent som en kunstens superhelt en martyr for sin kunst, den ensomme mand, der ikke ligner nogen anden, og hvis værker udspringer af en guddommelig galskab, og som øste sit farverige liv direkte ud over på sit lærred. Som man kunne forudse, har de lærde foragtet sådanne bøger på grund af deres ofte ringe respekt for de historiske detaljer, , og fordi de bevidst ignorerer Vincent egne forklaringer på, hvad det var, han forsøgte at opnå, og hvorfor.

Helt så enkelt er det imidlertid ikke. Det kan hævdes, at popularisatorerne kun fulgte den vej, som videnskabsmændene havde anvist, for det var dem, der havde skildret Vincent som en modernismens helteskikkelse og beskrevet ham som en stridsmand i kampen mod akademierne og salonerne i 1800-tallet. De betragtede Vincent som et offer, der var blevet ødelagt af en småborgerlig kunstklike, som hans efterfølgere efterhånden fik magten over. Skønt Albert Auriers artikel mere eller mindre blev glemt efter hans for tidlige død, var det hans fortolkning af Vincent som en af de "Isolerede", der i mange år dominerede de videnskabelige teorier. Sådanne afhandlinger var ofte beundringsværdigt lærde, som for eksembel Alfred H. Barrs katalog til udstillingen i Museum of Modern Art i New York.

Men alt for ofte betød ønsket om at begrunde Vincent placering i kampen for modernismen, at forfattere måtte bagatellisere, undertiden ignorere hans urokkelige loyalitet til den inspiration, han fik fra kunstnere som Jules Breton og Ernest Meissonier. Det var ligeledes uundgåeligt, at nogle ville overse den ubehagelige kendsgerning, at Vincent mod slutningen af sit liv var på vej tilbage til Fader Millet i stedet for at skue fremad mod det nyes vildere kyster. Et ekstremt eksempel var en bog af kunstkritikeren Philip James, som i 1950 affærdigede dette emne med de olympiske ord: "…hans smag var ofte forvirret og tilmed ordinær. Han er ofte fuld af lovord om middelmådige malere som Breton, Lhermitte, Duprè og Meissonier."

Heldigvis var der andre, mere fordomsfrie forfattere, der ivrigt søgte at finde frem til alle detaljer i Vincents liv og hans værk, og som ikke var bundet af en teoris snærende bånd, som kunne få dem til at udelukke de kendsgerninger, som ikke passede. Blandt disse er der kunsthistorikeren Marc Edo Tralbaut, som viede sit liv til Vincent, og som gjorde sig umådelige anstrengelser for at finde frem til enhver, der havde nogen forbindelse med ham. I en periode udgav Tralbaut tilmed sit eget tidsskrift, van Goghiana og hans store biografi fra 1969 - i mange år hovedværket om Vincents liv - er et vidunderligt sammensurium af væsentligt og uvæsenligt.

Siden da er de få detaljer; som ikke er blevet gravet frem af Tralbaut, blevet eftersporet af den type af lidenskabelige amatører; som Vincents historie stadig tiltrækker. Det var et postbud fra London, Paul Chalcroft, en mand, der tilbragte al sin fritid med at male kopier af Vincents billeder, der i 1971 tålmodigt fandt frem til de manglende fragmenter af hans liv i Brixton, først og fremmest navnet på Eugénie loyer; som van Gogh familien fejlagtigt havde troet hed Ursula, hendes mors navn.

Da Tralbauts biografi udkom, blev den betragtet som den definitive afhandling om Vincents liv, men i de tyve år, der er gået, er et stort antal detaljer - som for eksempel dem, Chalcroft har fundet - gradvist blevet samlet i såvel videnskabelige tidsskrifter i populærvidenskabelige værker. Samtidig har der været en betydelig forskydning i den måde, hvorpå Vincents værker er blevet vurderet af kritikerne. Vore dages forståelse af, at modernismen er en kunstretning og ikke det endelige mål, mod hvilket hele kunsthistorien har bevæget sig, har sat forskerne i stand til at betragte Vincent med friske øjne og at se det, han udrettede, på en anden måde end som en kamp og sejr.

Dette har siden ført til en nærmere granskning af det, Vincent selv sagde om sine intentioner. Resultatet har været en række væsentlige udstillinger, som i detaUer har dækket de forskellige perioder i hans liv - van Gogh i Brabant, engelsk indflydelse på Vincent van Gogh, Vincent van Gogh i Belgien, van Gogh i Paris, van Gogh i Arles, van Gogh i Saint-Rémy og Auvers. I katalogerne fra disse udstillinger finder man hele den nyere forskning, som i stort omfang har udgangspunkt i reorganisationen af brevene. Disse aktiviteter er blevet forbundet med en ny vurdering af Vincents mål samt en ny definition af hans placering i 1800-tallets kunst, som i det hele taget har været genstand for en betydelig omvurdering.

Materialet i denne bog har været betragtet i lyset af disse ændringer, især de bidrag til de forskellige udstillingskataloger; der er skrevet af Ronald Pickvance og Bogomila Welsh-Ovcharov, og som har ændret vor opfattelse af Vincent. Professor Pickvance har mere end nogen anden rettet opmærksomheden mod de inspirationskilder; der udgør fundamentet for Vincents værker; mens Dr. Welsh-Ovcharov har belyst den tidligere dunkle periode, som hans år i Paris udgør - sikkert den mest kritiske periode i hans udvikling som kunstner.

Der har også været en parallel van Gogh-forskning, som har beskæftiget sig med hans mentale tilstand. Gennem de sidste hundrede år er der blevet fremsat utallige teorier for at forklare hans sygdomme og relatere dem til hans billeder. Nogle forekommer at være tankespind hos mennesker; hvis mentale tilstand man kunne have sin tvivl om, og alt i alt er de så modsigende, at man gør klogest i at ignorere dem. Heldigvis er den eneste betydningsfulde konklusion, man kan nå til ud fra disse teorier, at hvad han end led af, så kan det ikke direkte "læses" ind i hans billeder - en kendsgerning, som den nyeste forskning har lagt stor vægt på. Billedet af Vincent som den isolerede hellige tåbe, kunstner-vismand, eller hvad man vil, er omsider blevet afsløret som det nonsens, det altid har været.

Den mest betydningsfulde forskydning i denne nytænkning vedrørende Vincents liv var muligvis resultatet af en inspireret teori, fremsat af den hollandske kunsthistoriker Dr. Jan Hulsker. Det var Hulsker; der fandt ud af, at det brev, som Theo fandt i Vincents jakke, ikke var det sidste, fortvivlede smertensskrig, som han og alle andre siden havde antaget det for at være. Det var; konkluderede Hulsker; snarere en kladde, som Vincent havde kasseret. Det rigtige brev var blevet sendt den 23. juli, og Theo havde allerede modtaget det, inden han blev kaldt til Auvers af Dr. Gachet.

Det brev, som Vincent sendte, viser; at han igen var rolig og fattet: Hvad mig selv angår; så hengiver jeg mig helt og fuldt til mine billeder, jeg forsøger at gøre det så godt som de malere, jeg har holdt af og beundret så højt.
Da først teorien om en definitiv og fortvivlet handling med et sidste afskedsbrev var blevet undermineret, var der meget andet, der kunne gøres til genstand for en omvurdering. Hvorfor; for eksempel, var det nødvendigt at antage, at de to hvedemarker var hans sidste billeder; når der ikke var noget egendigt belæg for en sådan konklusion? Det kan være lige så rimeligt at antage, at det var et af de fire billeder, han tegnede i det brev, han sendte, der havde beskæftiget ham de sidste dage.

Hvis man beslutter sig til at acceptere, at det var billedet af Daubignys have, der var hans sidste billede, så bliver hele vort billede af ham ændret som en følge deraf. Han havde haft i sinde at male Daubignys hus og have, lige siden han kom til Auvers, og han havde så tidligt som i juni malet en skitse fra naturen. Han ville male det som en hyldest til den store mand, og han har måske tilmed tænkt på at forære det til hans enke, som stadig boede i huset. Skønt billedet er blevet retoucheret af andre og overfladen beskadiget, er dette maleri et af hans mest omhyggeligt komponerede og afbalancerede værker. I det sidste, afsendte, brev beskrev han det som "et af mine hidtil mest målbevidste billeder." Et godt stykke fra det sidste, fortvivlede skrig, der er så elsket af dem, der har valgt at se ham som arketypen på det fortvivlede, tragiske geni.

Den enkle sandhed er; at det sidste billede ikke eksisterer. Mens Andries Bonger hjalp Jo van Gogh Bonger med at lave en fortegnelse over Vincents ejendele i Auvers, fik han at vide af Ravoux, at et temmelig ubestemmeligt billede af en landsbygade, hvor de tykke, blå penselstrøg på himlen helt tydeligt viser; at billedet ikke er færdigt, var det sidste, Vincent havde arbejdet på. På den tragiske dag havde han i hvert fald et staffeli og et lærred med sig. øjensynligt fordi han havde i sinde at male et sted i nærheden af slottet. I Vincents egen bevidsthed var der i hvert fald ingen forestilling om et sidste, altfavnende billede.

Det var en lykkelig opdagelse, Hulsker havde gjort, for den har hjulpet os til at frigøre os fra en snæver opfattelse af Vincents liv. En person, der var så varieret i sin tankegang, og hvis interesser rakte så vidt, kunne aldrig være så nem at tvinge til at give præcise oplysninger. Uanset hvad han fejlede, fortvivlelse var aldrig det dominerende element i hans tanker; og at han begik selvmord, ændrer intet ved dette. Som han selv skrev i et af de første breve til Theo:
...jeg har altid syntes, at den bedste måde at elske Gud på, må være at elske mange forskellige ting. Elske som en ven, en kone, en eller anden - ligegyldigt hvad - man vil dermed være på vej til at vide mere om Ham; det fortæller jeg hele tiden mig selv. Men man må elske med en ædel og inderlig indstilling, med styrke, med forstand; og man må altid forsøge at kende Ham endnu dybere, endnu bedre og mere.

Familien van Goghs besværligheder standsede ikke med de to brødres død. Nogle få år senere blev Willemina, den søster, der stod dem nærmest, indlagt på et plejehjem for sindslidende, hvor hun opholdt sig, indtil hun døde i 1941 i en alder af 79 år som det sidste af pastor Theodorus' og Anna Carbentus' børn. Årsagen til hendes sygdom kendes ikke, men den har ganske givet haft den samme baggrund i en nedarvet depression og epilepsi som Vincents sygdom.

Moderen skulle også miste sin sidste søn, mens hun levede. Den yngste, Cor, døde i Pretoria i 1900, syv måneder efter at Boerkrigen var begyndt. Skønt han var opført på listerne over dem, der var faldet i kamp, var der et ubekræftet rygte om, at han havde begået selvmord. Anna Carbentus van Gogh døde i 1907. Foruden Willemina var der endnu to døtre - den ældste Anna, som havde været helt fremmed for Vincent siden deres fars død, og Elisabeth. Elisabeth havde litterære ambitioner, men hendes Personlige minder om Vincent van Gogh, som blev offentliggjort i 1930, er skuffende. Kun hendes erindringer om deres barndom i Zundert har nogen interesse. Anna døde i 1930 og Elisabeth i 1936.

Til sidst må dette resumé af "forherligelsen" af Vincent vende tilbage til Jo ,van Gogh Bonger der begyndte hele processen med at publicere hans liv og værker. I 1915, året efter at hun havde offentliggjort brevene, giftede hendes søn sig med Josina Wibaut. Han havde afsluttet sin uddannelse som ingeniør og efter en kort periode i Frankrig, tog han og hans kone af sted til Amerika, hvor Jo van Gogh Bonger sluttede sig til dem i 1916. Mens hun boede i New York gik hun i gang med det besværlige arbejde at oversætte Vincents breve til engelsk. 11919 vendte hun tilbage til Holland, og året efter kom også hendes søn og svigerdatter.

Hele historien ville have fået et andet forløb, hvis familiebrevene havde peget på hende i stedet for Vincent Willem som arving til det hele. Den 30-årige Vincent Willem bestemte sig for at overtage kontrollen med sin arv. Det var en beslutning, der medførte ganske mange gnidninger med moderen, for han besluttede kategorisk at holde fast ved alle de resterende billeder. Hans mors politik med at sælge et billede i ny og næ, således at Vincents værker kunne blive delt mellem verdens vigtigste kunstsamlinger blev med ét slag afbrudt. Mens Vincent Willem altid var villig til at låne billeder ud til udstillinger; så var den store mængde af billeder opmagasineret i et uopvarmet lokale i Laren. Dette var utåleligt for Jo van Gogh Bonger. Der kunne kun hænge omkring tyve malerier i huset, og selv Vincent Willems kone skrev til sin søster: 'J'eg er ofte ret ked af det på grund af malerierne. Det er det eneste problem i mit liv med Vincent - vor forskellige opfattelse af at eje disse malerier."

Tiden skulle efterhånden retfærdiggøre Vincent Willems ubøjelige holdning. Der var allerede så mange billeder af van Gogh på private hænder eller i museer; at det begyndte at blive fornuftigt at holde så stor en samling intakt. Vincent havde altid selv drømt om, at hans værker ikke skulle ses i isolation, og skønt det nu var umuligt at opnå nøjagtigt den kombination af billeder, sådan som han havde planlagt den, så var det helt sikkert rigtigt at forsøge at bevare et bredt udvalg af malerierne på ét sted. Jo van Gogh Bonger døde i 1925. Hun havde da oversat to tredjedele af brevene til engelsk. Trods de sidste års frustrationer må hun have vidst, at hun i stort omfang havde haft succes i sin rolle som svogerens forkæmper. Hendes egen bror Andries havde haft skammelig uret, da han foreslog, at hun skulle skille sig af med det hele efter Theos død.

Bernard slog sig ned i Ægypten i ti år; hvor han fik selskab af sin søster Madeleine og Charles laval. I 1894 døde Charles af tuberkulose i Ægypten, Madeleine året efter. Bernards kreative liv visnede efterhånden hen, men han overlevede dem alle sammen, idet han først døde i 1941 i Paris. Han var en sjældenhed blandt Vincents nære venner; idet der aldrig havde været ufred mellem dem. Vincents overbevisning om, at han og hans kunstnerkolleger blev tvunget til at udstå for meget for deres kunst, blev bekræftet af mange af hans venners senere skæbne. Seurat døde alt for tidligt af en infektion i 1891, mens umådeholdent drikken gjorde det af med Toulouse-Lautrec i 1901 i en alder af kun 37 år.

Den godhjertede Signac blev heldigvis 72 år, inden han døde i 1935 efter et muntert liv med mange rejser til de badesteder; han holdt så meget af. Gauguin var imidlertid helt i overensstemmelse med Vincents teori. Efter et mislykket selvmordsforsøg døde han, sandsynligvis for egen hånd, på Iles Marquises i 1903, hvorefter hans ry oplevede en popularitet i stil med Vincents. Andre var mindre heldige. Van Rappard døde kun to år efter Vincent. Lige til det sidste tvivlede han stadig nervøst på sine egne evner og var ulykkelig over resultaterne. Eftertiden har været tilbøjelig til at give ham ret i hans egen vurdering, og den berømmelse han har beror hovedsagelig på hans venskab med Vincent. Et bombeangreb mod London tilintetgjorde den væsentligste overlevende forbindelse mellem Vincent og hans engelske ven fra tiden i Paris, Harry Gladwell. Efter Harrys død i 1927 i en alder af 70 år, overtog hans søn Algernon familiefirmaet og flyttede det til Cheapside, hvor han senere blev købt ud af sin direktør, Herbert Fuller. Med i købet fik Fuller også en æske, der indeholdt de breve, Vincent havde skrevet til Harry. Desværre blev de aldrig undersøgt eller kopierede, og de brændte, da galleriet blev bombet under krigen.

Nyt om andre skikkelser fra Vincents historie er fra tid til anden dukket op til overfladen. En journalist, Pierre Weiller; ledte efter en ny lejlighed i Paris i 1930'rne og var gået op ad trapperne for at møde sin kommende værtinde, en Madame Milliet. Døren blev åbnet af hendes ægtefælle, en særdeles distingveret mand, hvis ansigt med det formidable overskæg og det spidse hageskæg havde 1880'ernes elegante præg. Journalisten havde naturligvis "opdaget" Vincents zuav-officer; som nu var pensioneret oberst-løjtnant. Han ville hellere end gerne besvare ethvert spørgsmål om Vincent, men han var ikke mere imponeret over sin tidligere vens talent, end han havde været før i tiden, og han havde i tidens løb mistet både Vincents og Gauguins gaver. Milliet døde under den tyske besættelse af Paris.

Ikke uventet er den mest bedrøvelige af alle disse personer Sien Hoornick, som Vincent havde boet sammen med i Haag. Efter i årevis at have boet både her og der i Holland, slog hun sig til sidst ned i Rotterdam, hvor hun i 1901 fulgte Vincents råd og indgik et fornuftsægteskab med en vis Arnoldus van Wijk. Han var 51 år, men kunne i det mindste give hendes søn Willem, som nu var 19 år, et legitimt navn. Sien var imidlertid stadig ikke i stand til at finde lykken, og tre år senere, den 12. november 1904, gjorde hun alvor af sin trussel over for Vincent og druknede sig. I begyndelsen af 1970'erne satte en engelsk journalist, der arbejdede i Amsterdam, Kenneth Wilkie, sig for at bevise, at Vincent havde efterkommere. Han fik at vide, at Willem, som nu var død, havde været kollaboratør under nazisternes besættelse og havde siddet i fængsel efter krigen.

Men der var en søn, Willy van Wijk, som Wilkie med sikker forvisning identificerede som Vincents ægte barnebarn, en opdagelse, der blev afvist af alle eksperter af den simple grund, at hans bedstemor allerede var gravid, da hun mødte Vincent. Wilkie havde større succes med efterkommerne af Eugénie Loyer, den viljestærke, unge dame, hvis afslag på Vincents frieri havde sat de begivenheder i gang, som til sidst førte til hans karriere og selvmord. Wilkie fulgte de ledetråde, der var i det lokale postbud, Paul Chalcrofts opdagelse af familiens Loyers adresse og hans opklaring af forvirringen om Eugénies navn. Wilkie fandt ud af, at hun faktisk havde giftet sig med den anden pensionær; Samuel Plowman, og at de havde fået en søn Frank, der var død i 1966. Ved hjælp af journalistisk benarbejde opsporede Wilkie en efterkommer; Franks gifte datter Kathleen Maynard, som nu bor i Devon. Wilkie rejste ned for at tale med hende og fik vist en æske med nogle fotografier af Eugénie samt nogle andre familieminder. Han spurgte, om han selv måtte undersøge indholdet, og da han nåede bunden af papæsken, fandt han en lille tegning, plettet af the eller kaffe og med flossede kanter. Det var Vincents tegning af familien Loyers hus i Brixton, det hus, der havde været ramme om nogle af de lykkeligste og nogle af de bedrøveligste dage i hans ungdom. Han havde åbenbart foræret den til Eugénie som en gave, et tegn på hans stumme kærlighed.

Efter Jo van Gogh Bongers død fortsatte hendes søn Vincent Willem van Gogh familie-traditionerne med at åbne husets døre for de forskere, der ville se samlingen. Han lånte villigt billeder ud til store internationale udstillinger og rettede, hvor det var nødvendigt, i moderens redaktionelle arbejde med brevene. Alt gik dog ikke altid lige smertefrit. Vincent Willems undertiden ret overlegne holdning har tilsyneladende irriteret nogle mennesker, først og fremmest fru Kröller-Müller; som på det tidspunkt ejede den næststørste samling af Vincents malerier. Hun nægtede konsekvent at vise dem sammen med van Gogh familiens samling.

På et andet plan var der den store og uvelkomne omtale i forbindelse med, at man i slutningen af 1920'rne opdagede, at mange af de van Gogh -billeder; der var i cirkulation, var forfalskninger fremstillet af en tysk kunsthandler; der hed Wacker. "Wacker-skandalen" blev endnu mere alvorlig, da man fandt ud af, at den førende van Gogh-specialist,J. B. de la Faille havde medtaget mange Wacker-falsknerier i sit store Catalogue Raisonnée over Vincents samlede produktion. Han var nødt til at udsende et efterfølgende katalog, Les Faux van Cogh, i et forsinket forsøg på at bringe orden i sagerne.

Gennem alt dette sad Vincent Willem stadig på sin samling som en skruk-høne trods forskellige forsøg på at fjerne æggene under ham. I1930 blev både han og fru Kröller-Müller overtalt til at glemme deres uoverensstemmelser og sammenføre deres van Gogh-samlinger i en stor udstilling på Stedelijk Museum. Vincent Willem blev derefter overtalt til, at størstedelen af samlingen - med undtagelse af de yndlingsbilleder; der hang i familiens hjem i Laren - skulle være på permanent lån i museet. 11938 blev Kröller -Müller-samlingen en national samling og blev huset i et specielt opført museum i den meget smukke Hoge Veluwe-nationalpark i nærheden af Otterlo.

Nu var der kun van Gogh familiens samling med det største antal af Vincents malerier, som stadig var i privateje. Hollands pludselige sammenbrud under den Anden Verdenskrig bremsede uundgåeligt alle bestræbelser på at ændre situationen. Den aften, da tyskerne invaderede Holland, blev alle de lånte billeder i Stedelijk Museum skjult i en underjordisk bunker i klitterne ved Castricum. En lille gruppe malerier var strandet i Hollandsk Ostindien, og en anden gruppe blev tilbageholdt af Museum of Santa Barbara i Californien. Den hollandske eksilregering udstillede den i hele Amerika i et forsøg på at vække sympati for det besatte land. I 1941 blev en brand i huset i Laren hurtigt slukket, men Vincents selvportræt foran staffiliet blev lettere beskadiget, og det har sikkert fremskyndet en overtalelse af Vincent Willem til at træffe nogle mere permanente foranstaltninger vedrørende hans elskede billeder. Efter befrielsen stod det klart, at familien ikke længere kunne forvente at beholde en sådan skat.

Skønt Vincent Willem af profession var en almindelig ingeniør; der levede beskedent uden nogen pragtudfoldelse, gjorde hans besiddelse af så mange van Gogh-billeder ham til den rigeste mand i Holland. En sådan teoretisk rigdom kunne kun betyde, at arveafgiften ved hans død ville være så umådelig stor, at den ville tvinge hans børn til at gøre det, han mest af alt frygtede -sælge ud af samlingen. Tilskyndet af den hollandske stat gik han efterhånden med til en løsning, som var ganske indviklet, men som tilfredsstillede hans forskellige nykker. Der blev oprettet en Vincent van Gogh-Fond, som i stort omfang blev kontrolleret af familien. Den hollandske stat gav derefter fonden tilstrækkelige midler til at købe samlingen på betingelse af, at den blev huset i et museum, der skulle bygges af byen Amsterdam. Således solgte familien hele samlingen - Vincents malerier og tegninger samt de værker af andre kunstnere, som Theo havde samlet - for omkring seks millioner dollars, et enormt beløb, men på det tidspunkt langt mindre end den aktuelle markedsværdi.

Vincent Willem helligede sig utrætteligt opførelsen af det museum, der blev bygget på Amsterdams Museumplein inden for synsvidde af det Rijksmuseum, hvor Vincent havde stået en hel dag, tryllebundet af Rembrandts jødebruden. Rijksmuseum Vincent van Gogh åbnede i 1973 og huser i dag den største samling af van Goghs malerier samt dokumentation om hans liv og vekslende udstillinger om hans og hans samtidiges værker. Vincent Willem døde i 1978. Den eneste, der levede længere end ham, var Marcelline Roulin, som Vincent havde malet som baby i Arles, da hendes mor stolt holdt hende op. Hun havde naturligvis ingen erindring om Vincent, men hun havde altid været meget stolt over at se portrætterne af sin far, mor og brødre og af hende selv, når de blev gengivet i bladene. Hun havde været i Arles, mens filmen Lust for Lj£e blev indspillet i 1955, og var blevet højst forbløffet over at se en skuespiller med fuldskæg og det hele, som spillede rollen som hendes far. Hun døde 93 år gammel den 22. februar 1980, den sidste af Vincents modeller.

Vincent Willem havde fire børn, Theo, Johan, Floor og en datter Mathilde. Theo blev henrettet af tyskerne på grund af sin indsats i den hollandske modstandsbevægelse. Johan er nu bestyrelsesformand for van Gogh-Fonden, som desuden omfatter Mathilde og Floors søn Willem samt en repræsentant for den hollandske stat. Ingen i familien har indtil nu haft nogen tilbøjelighed til at blive maler; og den eneste efterkommer, der har vist nogen tegn på deres kendte slægtnings karakter, er Johans søn Theo, som laver kontroversielle spillefilm, men som i sit hjemland måske er bedre kendt for sine ubeherskede angreb på kritikerne, som han tydeligvis afskyer.

Familien har stadig kontrol over et antal breve og papirer, hvoraf nogle fortsat er utilgængelige for forskningen. Vigtigst af disse er Jo van Gogh Bongers dagbøger; som er permanent båndlagte, og som selv museumsfolkene i van Gogh-museet, hvor papirerne er opbevaret, ikke har fået tilladelse til at læse. Familiens tidligere hemmelighedsfuldhed var sandsynligvis et resultat af Vincent Willems temmeligt excentriske forsøg på i sin alderdom at hævde, at de aldrig havde skilt sig af med nogle af hans onkels billeder. Da Jo van Gogh Bongers dagbøger formentlig indeholder henvisninger til sådanne transaktioner; vil det være nødvendigt at vente, indtil hans børn beslutter at tilsidesætte dette langvarige forbud og åbner deres bedstemors efterladte papirer. Den dag kan ikke være fjern, idet de for nylig har frigivet alle dokumenter vedrø rende Jo van Gogh Bongers transaktioner med den tyske kunsthandler Paul Cassirer. Disse dokumenter er siden blevet publiceret af fonden.

Til trods for sit ulykkelige liv var Vincent til syvende og sidst overordentlig heldig. Ikke alene havde Theo uegennyttigt stået ham bi, men hans brors enke havde også viet sit liv til at skabe hans ry, og hun blev efterfulgt af sin søn. På sin egen stædige måde var det Vincent Willem, der havde fuldført arbejdet med at sikre, at en væsentlig del af hans onkels livsværk forblev intakt og nemt tilgængeligt for det størst mulige publikum. Og det er netop dette publikum, der bevirker; at historien om Vincent er lykkelig - og ikke fortvivlet.

Når man ser de skarer af mennesker af enhver tænkelig nationalitet, der står i kø for at komme ind og se hans billeder, er det ubestrideligt, at han har opnået det, han mest af alt ønskede - at skabe kunst for almindelige mennesker. Akademikere og forfattere af populære biografier, producenter af film og fjernsynsprogrammer, de lærde museumsfolk og de bogtrykkere, der har lavet postkort og kalendere, alle har de bidraget til at gøre Vincent til den bedst kendte og mest elskede kunstner i moderne tid. Det er helt tydeligt, at alle de mennesker, der står i kø i timevis for at komme ind til en udstilling med hans værker, kommer fra et meget bredere udsnit af samfundet end dem, der normalt går på kunstudstillinger.

Sammenlignet med denne enorme interesse for Vincents værker, forekommer det at være en smule irrelevant, at man ryster på hovedet over de fænomenale summer; der betales på auktioner for hans billeder. Hvad betyder det, at 49.000.000 dollars skifter hænder for en af hans liljer, når blot billedet ikke bliver låst inde i en bankboks, sådan som det skete med en af hans solsikker for nogle år siden. Man kan blot med et lidt skævt smil notere sig, at portrættet af Adeline Ravoux, som hendes far troede, at han så snedigt havde solgt for nogle få francs, blev købt på en auktion i 1988 for 13.750.000 dollars.

Et beløb, der tilsyneladende skuffede både pressen og publikum, som havde forventet en rekord på 15 millioner dollars. Uden for Holland udgøres den væsentligste samling af Dr. Gachets billeder. Efter hans død i januar 1909, overgik den til hans søn Paul, der viede sit liv til at bevare mindet om sin far på samme måde, som Jo van Gogh Bonger havde gjort med Vincent. Paul gjorde huset i Auvers til et tempel for et bemærkelsesværdigt, mangesidigt menneske. I 1949 begyndte han at skænke en række billeder fra faderens samling til Louvre, og det kulminerede i 1954 med hans sidste seks billeder af Vincent, på det tidspunkt en formue værd.

Lige som Vincent Willem havde Paul levet under beskedne kår trods sin teoretiske umådelige velstand. I begyndelsen blev billederne anbragt i Jeu de Paume, men siden blev Gachet-samlingen overført til det nye museum for 1800-tallets kunst i den restaurerede Gare d'Orsay, da det åbnede i 1986. Denne usædvanlige samling af alle kunstarter fra perioden tillod, at Vincents kunst nu kunne ses i den sammenhæng, i hvilken den var opstået, som en del af sin egen tid og ikke som en isoleret eksplosion ind i modernismen.

Ved at fremdrage kunstnere fra næsten total glemsel, som for eksempel Breton, hvis værker var blevet deponeret i kældere af "progressive" museumsdirektører, blev Vincent til sidst en del af det Musée Imaginaire, som han altid havde båret i sit hjerte. Raseriet hos nogle af modernisterne, som var ude afstand til at se, at de selv var blevet lige så forstokkede som fortidens akademikere, var tilstrækkeligt bevis for; at den filosofi, der blev realiseret i Musée d'Orsay, var rigtig. Der blev tilmed fundet plads til et af Cormons kæmpestore billeder.

Man må også erindre sig, at Vincent sjældent affærdigede nogen kunstner; og hvor det var muligt, roste det gode i det, han så. For dem, der er nysgerrige efter at se de steder; hvor Vincent levede og arbejdede, er der stadig en del tilbage, selv om hans hang til at blive tiltrukket af de dele af byer, der var i færd med en forvandlingsproces, betyder, at nogle af hans midlertidige hjem har måttet bukke under for udviklingen. Men kirken i Zundert kan stadig ses og på kirkegården den første Vincent Willems gravsten. Vincents skole i Tilburg, dette mærkelige, dukkehusagtige slot, er nu det lokale rådhus.

I landsbyen Nuenen er der et lille lokale, hvor besøgende kan finde detaljer om beliggenheden af kirken, præsteboligen, vindmøllen, familien de Groots hus og andre lokaliteter med tilknytning til Vincent. Nuenen er et af de sjældne steder, der endnu har bevaret noget af den landlige atmosfære, som Vincent holdt så meget af. Hvad angår byerne, så eksisterer familien Loyers hus i Hackford Road, Brixton, stadig. Og det samme gælder pastor Slade-Jones hus og kirke i Twickenham. Huset i Rue Lepic 54, Paris, er der stadig, og Montmartre vedbliver - trods turismen - at fremkalde erindringer om kunstnerlivet i slutningen af forrige århundrede.

Naturligvis bør den rigtige pilgrim begive sig til Provence, og skønt ingen af Vincents billeder kan ses der; står meget som i hans tid. Arles er ikke veget tilbage for at slå mønt af minderne om den mand, som byens borgere en gang så ondskabsfuldt forstødte, og selv om de lokale myndigheder så tåbeligt undlod at genopføre det gule hus, da det var blevet bombet under krigen, så genåbnede de i 1989 det smukt restaurerede Hotel-Dieu som kulturcenter og bibliotek. Visse ting forandres imidlertid ikke, og samme år kunne man opleve en Madame Calment, som med en alder på 114 år hævdede at være den ældste i Frankrig. I følge de journalister, der interviewede hende, kunne hun tydeligt huske, at Vincent kom til hendes families forretning for at købe lærred. "Han var forfærdelig," fortalte hun, "altid grov og ubehagelig mod folk.

Jeg kan huske den nat, da han skar sit øre af, som var det en skive paté. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over." Så meget for de gode folk i Arles.
Les Sainte-Maries-de-la-Mer er helt ødelagt, men det er stadig muligt at se det uændrede hospital i Saint-Rémy udefra. Den mest hjertegribende lokalitet ligger slet ikke i det sollyse Syden, men i en del af Europa, som kun få ville drømme om at besøge, de forladte kulminer i Borinage. Familien Denis' hus i Wasmes er der stadig og det samme gælder Salon du Bébé, hvor Vincent forsøgte at prædike. Minerne er lukkede nu, og hele egnen er et økonomisk kriseramt område, men man kan gå ad den mudrede sti, som fører til den lukkede Marcasse-mine og se ind gennem jemportene på de imponerende ruiner af det foretagende, der var ansvarlig for så megen menneskelig lidelse.

Familien Decrucqs lille hus i Quesmes er blevet restaureret, og er nu et temmelig patetisk museum. En stemning af grå forfald hænger over Borinage, rustne minetårne og monumenter over de døde over alt, men på slaggebjergene skyder grønne vækster op, som forlener dem med et næsten japansk udseende, og på Allehelgensdag vil de mange gule krysantemummer, der er lagt på kirkegårdene, få en til at tænke på Vincent og hans gyldne vision.

Til sidst og uundgåeligt er der den lille by Auvers, som ligger en kort togrejse fra Paris. Det er stadig en meget smuk by, næsten som da Vincent kendte den. Som i Nuenen har de lokale myndigheder oprettet et center; som dirigerer den besøgende til Ravoux's café, rådhuset, Dr. Gachets hus, kirken og den sti, som fører op til den åbne slette, hvor hveden stadig vokser, og hvor de sorte krager stadig kredser rundt på himlen.

Indenfor kirkegårdsmurene leder et skilt den besøgende frem til graven, men det er ikke det oprindelige gravsted. Da 15-års perioden udløb i 1905, bekostede Dr. Gachet et nyt gravsted i nærheden af den nordlige mur, hvor han og Paul overvågede, at Vincents jordiske rester blev gravet op og igen begravet. I 1914, samme år som Vincents breve blev publiceret, besluttede Jo van Gogh Bonger, at Theo skulle flyttes fra Utrecht og begraves ved siden af den bror; han havde elsket så højt. Dr. Gachet var på det tidspunkt død, men Paul var til stede ved ceremonien. Jo van Gogh Bonger og en gren fra en vedbend i Dr. Gachets have og plantede den i den nygravede jord. I løbet af hundrede år er den vokset. I dag rejser to identiske gravsten sig fra et enkelt, grønt tæppe af den plante, som Vincent altid havde holdt mest af.


Print siden ud.