Van Gogh var kort efter sin hjemkomst til Etten blevet lidenskabeligt forelsket i sin kusine, der var på besøg i præstegården. Det var en af grundene til at han nævner Michelet. Michelet var historiker og havde skrevet en bog om L'Amour", som havde gjort et stærkt indtryk på van Gogh.

I brevene til Theo omtaler han blot kusinen som ,K". Hendes navn var Kay Voss, hun var datter af van Goghs morbroder, en præst ved navn Stricker. Van Gogh var blevet forelsket ,ved første blik", men da familien var imod forbindelsen, var det medvirkende til at K. sagde nej. Van Gogh lod sig dog ikke afvise, han var vis på at han kunne kalde kærligheden frem i hende, hvis han fik lov at være sammen med hende så længe at hun fik indtryk af hvem han var.
Til Theo skrev han: ,Hvis jeg havde et isbjerg fra Grønland foran mig, langt og bredt og mange meter højt, så var det sandelig en vanskelig situation, hvis jeg ville tage en sådan kolos i min favn og trykke den til mit hjerte for at få den til at smelte, men eftersom jeg ikke hidtil har observeret nogen blok af denne størrelse i mine farvande, og eftersom hun trods sit nej ikke er mange meter høj, bred eller tyk, og efter mine beregninger meget vel kan omfavnes af mine arme, forstår jeg ikke hvorfor jeg skulle opgive hende. Jeg trykker altså isblokken til mit hjerte og føler mig overbevist om at jeg nok skal få den til at smelte".

Det var ham tydeligt nok livet om at gøre at vinde hende. Han havde brug for hende, ikke blot med en brøkdel af sit jeg, men som mand, menneske, kunstner. Der er desværre stadig noget hårdt og strengt i mine arbejder, skriver han, han er vis på at indflydelsen fra hende vil gøre sig gældende, så dette træk mildnes.
Alle i familien synes at have sammensvoret sig imod ham. Alle gør hvad de kan for at krydse hans planer, hindre ham i at træffe kusinen og tale med hende. Da hun engang opholder sig hos sine forældre i Amsterdam, rejser han til byen for at gøre et nyt forsøg. Han fortæller bagefter hvad der skete. Jeg ringede på og fik at vide at familien endnu sad til bords.
Efter et øjebliks ventetid fik jeg foretræde. Alle var forsamlede undtagen K. De havde alle hver en tallerken foran sig, men ingen var til overs til K. Denne lille ejendommelighed slog mig.

Man ville bilde mig ind at K. ikke var hjemme, derfor havde man taget hendes kuvert væk. Men jeg vidste at hun var hjemme. Det hele syntes mig en løjerlig komedie". Derefter giver han en malerisk beskrivelse af hvordan de efter mange omsvøb efterhånden indrømmer at de havde fået K. til at skynde sig væk, da det var gået op for dem hvem gæsten var.

Det ender med at K's fader oplæser et langt brev han netop havde skrevet, indeholdende mange teologiske forklaringer der skulle bevise at det ikke gik an for K. at gifte sig med van Gogh.
Med uforrettet sag måtte han forlade familien. Ved et sidste besøg hos dem holdt han pludselig sine fingre ind i et brændende lys og råbte: ,Lad mig få lov at se hende, blot så længe som jeg kan holde min hånd i denne flamme". Da var morbroderen sprunget op i forskrækkelse og havde slukket lyset. (Brev 164).