Saint- Rémy

Umiddelbart nord for Alpillerne - de blånende bakker, der ses fra syd i baggrunden af Høsten (F1484) - ligger landsbyen Saint-Rémy. Den lille bjergkæde giver byen en relativ beskyttelse mod den stærke mistral, der i landskaberne omkring Arles uhindret blæser ind fra Middelhavet, og som så ofte havde vanskeliggjort van Goghs arbejde i markerne. Halvvejs mellem Saint-Rémy og bjergene, netop hvor landskabet begynder at skråne op mod højderne, lå sindsygehospitalet Saint-Paul-de-Mausole.

Hertil ankom van Gogh den 8. maj, ledsaget af præsten Frédéric Salles, der på Theos opfordring havde holdt øje med Vincent siden sammenbruddet forrige december.
Dagen efter indførte asylets direktør, dr. Théophile-Zacharie-Auguste Peyron, i van Goghs journal: »Patienten er blevet behandlet på hospitalet i Anes; han lider af akutte manier med syns- og hørelses-hallucinationer, der har fået ham til at lemlæste sig selv ved at skære sit højre øre af. I øjeblikket synes han at have genvundet sin fornuft, men han føler ikke, at han har styrke og mod til at bo alene og har frivilligt anmodet om at blive indskrevet ved denne institution.
Som konklusion på det anførte er det min opfattelse, at Vincent van Gogh med mellemrum er offer for epileptiske anfald, og at det er tilrådeligt at have ham under langvarig observation ved dette etablissement«.

Dr. Rey i Arles havde Også hældt til den anskuelse, at van Goghs anfald skyldtes en form for epilepsi og havde fortalt ham om lignende tilfælde, som han havde set og læst om. Således havde van Gogh nu et begreb, hvormed han delvis kunne forklare arten af sin lidelse og derved overvinde den værste angst for de nye anfald, som han regnede med måtte komme med nogle måneders mellemrum. Ved at indskrive sig ved asylet i Saint-Rémy tog han selv højde for, at der ville være hjælp at hente i hans umiddelbare nærhed, når anfaldene kom, og i denne disposition havde han Theos fulde moralske og økonomiske støtte.

I de første uger efter sin ankomst til Saint-Paul-de-Mausole fik van Gogh kun tilladelse til at male inden for asylets mure og i en have, der stødte op til mændenes fløj af bygningskomplekset. Det var i denne »dårligt holdte« have med vildtvoksende græs og meget ukrudt, at han malede de første billeder fra Saint-Rémy-perioden, blandt andet Iriser (F608), som han var i færd med få dage efter sin ankomst. På en lignende måde som i nogle af landskaberne fra de sidste måneder i Arles (f.eks. F516) bærer billedet af de blå iriser vidnesbyrd om en ændring i van Goghs maleriske opfattelse i forhold til det foregående år.

Dette nye består dels i en nedtoning af farverne og dels i en større detaljerigdom, et mere gennemarbejdet præg, hvor hver form har sin nøje iagttagne og tålmodigt gengivne, selvstændige identitet. Det lysfyldte billede af de saftige, grønne, blå og violette iriser og solgule mælkebøtter i en roligt duvende, men vitalt groende rytme, kan således i sig selv ses som et udtryk for den ro og fordybelse, der paradoksalt nok var en af følgerne ved hans sygdom.

Året før i Arles og tidligere i Paris, Antwerpen, Nuenen, Haag osv. havde der både i hans malerier og i hans breve været en slags desperat understrøm, som om han fornemmede den endnu ikke udbrudte sygdom som en tikkende bombe, uklart og derfor som en så meget desto mere truende afgrund, på hvis kant han befandt sig. Den rasende hektiske produktivitet i Arles i sommeren 1888 havde måske været et bolværk mod denne ukendte trussel - det vidner flere af hans breve om - men havde samtidig utvivlsomt bidraget til sygdommens endelige udbrud. Nu, da han nogenlunde vidste, hvad der var galt, at han sikkert ville få nye anfald, men også vidste, at de ville gå over, kunne han i sine klare perioder med så meget desto større sindsro koncentrere sig om sit arbejde, således som enhver anden, der var besat af sin profession, ville gøre det. Han var ikke længere alene, men på en grumt ironisk måde medlem af agtigt fællesskab, der, selvom det måtte forekomme ham sindssygt vrængbillede af det »Sydens atelier«, som han havde forestillet sig, og som han stadig drømte om, så dog rummede menneskelige kvaliteter.

Endnu i begyndelsen af juni havde han ikke været uden for asylet, men havde dog lagt mærke til, at egnen omkring Saint-Rémy på sin egen måde var lige så smuk som landskaberne omkring Arles. Fra tremmevinduet i sin celle kunne han se ud over hveden og op mod Alpillerne, en mere afvekslende og kuperet natur end La Crau og La Camargue syd for bjergene. I sin situationsrapport til Theo om forholdene på asylet skrev han den 22. maj: »Gennem vinduets jerntremmer ser jeg en kvadratisk hvedemark i et indelukke, et perspektiv som van Goyen, hvorover jeg ser morgensolen stå op i al sin pragt. Ud over dette har jeg - da der er mere end tredive tomme værelser - et andet at arbejde i«.

I løbet af de første uger malede han blomsterne i haven og udførte, som for at akklimatisere sig, nogle få tegninger af havens fontæne og gouacher af interiøret, hvoraf en viser asylets dør ud mod den lysfyldte have, næsten som om han tøvende nærmede sig muligheden af at gå ud i det omgivende landskab.

Endelig, omkring den 9. juni, kunne han skrive til Theo: »Jeg arbejder på to landskaber … det ene er det, som jeg ser fra vinduet i mit soveværelse. I forgrunden en hvedemark, ødelagt og kastet til jorden af en storm. En mur omkring den og på den anden side det grå løv på nogle få oliventræer, nogle hytter og bakkerne.
Så ved toppen af lærredet en stor hvid og grå sky flydende i det azurblå. Det er et landskab af ekstrem enkelhed, også i farverne. Det vil danne pendant til studiet af soveværelset ...« Det billede, som van Gogh her beskrev er Glyptotekets Landskab ved Saint-Rémy, der således var den første af de mange versioner af udsigten fra hans værelse, som han malede i løbet af sit år i asylet.

Dette er en reklame for St. Poul i Saint-Rèmy

Hospitalet her var det første og det eneste af sin art,
der fandtes på det tidspunt Van Gogh var indlagt.
Vestibule fra Asylet i St. Rèmy.
Dette billede har Vincent tegnet (F1530)
Patientindgang i Asylet. St. Rèmy.
Vincents værelse. St. Rèmy.
Baderum i Asylet St. Rèmy.
Næsten den eneste behandling,
man havde til psykisk syge i 1890 var varme bade.
Udsigten fra Vincents vindue.
Vinduet set indefra. St. Rèmy
Da vi i 1997 besøgte stedet, blev det stadig brugt. I dag bliver det brugt til Geronto psykiatrisk plejehjem.

Det er ikke til at beskrive de følelser vi havde da vi stod der. Det var en fantastisk oplevelse at være der, og stå de samme steder som Vincent malede. Det er let at finde de steder Vincent malede, da der er opsat fotografier på stederne, i øvrigt ligesom i Auvers-sur-Oise.