Sorrow
I Haag blev Vincent hjulpet af sin fætter Anton Mauve der både underviste ham og støttede ham økonomisk. Men længe varede det ikke før forholdet gik i stykker. Mauve blev træt af van Gogh. Han gav ham det råd at tegne efter gipsmodel, det ville være en god øvelse for ham.
Van Gogh havde faktisk et par gipsafstøbninger hængende i sit atelier af hænder og fødder - som pynt. Han rasede mod Mauve, han afskyede at tegne efter livløse modeller og slog straks sine afstøbninger i stykker.
I et brev meddeler Mauve ham at han foreløbig ikke ønsker at se ham. Den egentlige grund nævner Mauve først senere, da han en dag træffer ham på gaden. Grunden var Christine. (Sien)

Christine var en gadepige som van Gogh havde truffet kort efter sin ankomst til Haag. Han havde taget hende med sig hjem, hun havde stået model for ham, og siden beholdt han hende hos sig.
Hun var hverken ung eller indtagende, cirka tredive år. Hun havde gennemgået alle arter af prøvelser ved "nødens store universitet".
Om dagen stod hun i vaskebaljen, om natten "gik livet hærgende hen over hende".

Van Gogh så hendes blege udtærede ansigt og blev grebet af en uforklarlig sympati. Hun var grim, falmet, forsømt og ventede et barn. Dette afblomstrede væsen gjorde et dybt indtryk på ham - omtrent som en ruin undertiden kan gøre det. Hvad van Gogh havde brug for hos "Sien", som han kaldte hende, var ikke hvad mandfolk ellers opsøger den slags kvinder for.
Hun var syg, da van Gogh traf hende, og da det blev ham klart at hun skulle have et barn med en mand der havde forladt hende, blev han grebet af en så uforbeholden medfølelse at han følte sig værgeløs over for hende.

Det var femte gang det var gået hende sådan. Han tog hende til sig, gav hende varme og husly og foreslog hende at de delte deres tilværelse med hinanden.

Om forholdet mellem dem skrev han siden til Theo:
Jeg har ikke den samme lidenskabelige følelse for hende som for K. for et år siden, men en kærlighed som den til Sien er den eneste jeg nu er modtagelig for, netop fordi jeg dengang blev så umådelig skuffet.
Sien og jég er to ulykkelige der kan yde hinanden selskab og i fællesskab bære en byrde. Netop derved kan ulykken blive til lykke, og det uudholdelige til at bære.

Men både familie og venner var forargede. En dag sagde hans mester, Anton Mauve, ham op i hans åbne ansigt, at han var en dårlig karakter.
End også Theo viste sig uforstående og gav ham det råd at skille sig af med hende. Van Gogh svarer at i store og alvorlige sager skal man hverken handle i overensstemmelse med den offentlige mening eller sine egne lyster, men holde sig til den ABC der ligger til grund for al moral: elsk din næste som dig selv!
Når jeg står over for Christine må jeg derfor ræsonnere som så: hvad ville jeg selv sige, hvis nogen først hjalp mig og derpå lod mig i stikken? Ville jeg ikke mene at den der handler sådan havde gjort bedre i slet ikke at bekymre sig om mig.
Du mener at jeg bør sende hende bort. Det menneske der blev fader til Christines første barn ræsonnerede på samme måde, og efter min mening forkert. Han var meget venlig imod hende, men han giftede sig ikke med hende, skønt hun var frugtsommelig med hans barn. Det kunne han ikke for sin stands og families skyld.

Christine var ung dengang, vidste ikke hvad hun nu véd. Hun havde mødt ham efter sin faders død. Bagefter stod hun alene med sit barn, forladt og uden noget som helst at leve af. Hun måtte gå på gaden imod sin vilje, blev syg, kom på sygehuset, kom ud igen - ud i al slags elendighed (Brev 192).

Denne mand var skyldig for Gud, skriver van Gogh, men i verdens øjne bevarede han sin moralske position. Han havde jo "betalt hende", hvad skylder han hende så? Ingenting. Hvad han efter borgerlig opfattelse skyldte hende var netop at frigøre sig fra hende, for sin stands skyld, for ikke at være en ubehagelig omgangsfælle for pæne mennesker.

Van Goghs forhold til Sien var af en anden art end det der i almindelighed praktiseres af dem der interesserer sig for gadens piger, men også af en anden art end det der praktiseres af den borgerlige godgørenhed.
I forholdet kan hverken bestemmes som selvisk eller som uselvisk. Snarere har han oplevet det som et skæbnefællesskab der ligger dybere end modsætningen mellem egoisme og næstekærlighed. I den situation hvori hun befandt sig var det umuligt ikke at hjælpe, men i hjælpen lå tillige at han havde brug for hende for sin egen skyld, ellers havde det jo ikke været at hjælpe.

Han havde brug for at få lidt menneskelig varme ind i sin tilværelse, og for at hun kunne være ham til hjælp når han gjorde maleriske studier, øvede sig i at tegne.
Hans kærlighed til Sien rummer enkeltheder og motiver som ikke lader sig analysere. "Når man vågner om morgenen og ikke er alene, men i dæmringen ser et menneske, gør det verden rigere og mere opbyggelig end de fromme skrifter og hvidkalkede kirkevægge, som præsterne er så forelsket i"

Måske oplever man bedst hvad kærlighed er, når man sidder ved en dødsseng, ofte uden en øre i lommen. "Det er herligt at plukke jordbær om foråret, det varer kun kort, de fleste måneder er grå og dystre, men også i dysterheden lærer man noget nyt.
Undertiden synes det mig at du véd dette, og undertiden tænker jeg at du ikke véd det. Men jeg må selv gennemleve både lidelsen og den ægteskabelige kærlighed for at kunne tegne og male af egen erfaring".
På sin vis kom han da også til at gennemleve begge dele. Først bragte han Sien på sygehuset, da hun skulle føde for femte gang, og han glædede sig over barnet, som var det hans eget. Siden måtte han selv på sygehuset, smittet af hendes syfilis, men han harmes ikke på hende, moraliserer ikke. Han finder hende ren midt i sin fornedrelse, "som om der i hendes hjerte også boede noget helt andet, I sådanne øjeblikke har hun et udtryk som en mater dolorosa af Delacroix".

Ikke blot i brevene har van Gogh givet udtryk for sin opfattelse af Sien og sit forhold til hende. Også hans tegninger, hvoraf kun tre er bevarede, taler deres tydelige sprog. Den der gør stærkest indtryk er en sortkridttegning af en kvinde i nøgen skikkelse, siddende på en træstub med ansigtet skjult mellem armene, set fra siden. Kunstnerisk er det ikke noget særligt, det nærmer sig begrebet plakatkunst, men er samtidig et billede af stor virkning.

Hvad van Gogh har villet har han selv senere givet udtryk for i et brev. Han har villet lægge noget af livets kamp ind i spændingen mellem den lyse kvindekrop foroven og de mørke knudrede trærødder forneden for på den måde at give udtryk for den lidenskabelige længsel efter at slå rod i jorden, og for den ulykke det er for et menneske at være blevet et bytte for stormen og rykket op med rode.

Som titel til billedet har han valgt det engelske "Sorrow", der både betyder sorg og lidelse. Derved er billedet på én gang en anklage og en bekendelse - en anklage der spørger: hvordan er det muligt at der i et århundrede med så vældige fremskridt i velstand, humanitet og "kultur" findes bare en eneste kvinde, så ensom og fortvivlet? Og en bekendelse hvorved van Gogh anbringer sig selv på deres side som i dette århundrede blev fremskridtets ofre. Han optræder ikke som agitator men drages mod samvær med de ulykkelige i håb om at finde livet dér.
Han skriver: "Disse kvinder som præsterne fordømmer og forbander, det er ikke noget nyt for mig at jeg har hjerte for dem. Ja, i virkeligheden elsker jeg dem med en kærlighed der er ældre end kærligheden til K.

Når jeg undertiden gik mutters alene på gaden, grebet af en dødbringende kedsomhed, halvvejs syg og i den største elendighed, uden penge på lommen, så' jeg efter dem og misundte de mennesker der var i stand til at gå med dem, og jeg havde en følelse som om disse fattige piger var mine søstre, hvad livsforhold og livserfaring angik. Se, det er en gammel følelse i mig og den sidder dybt."

Det er forkert at opfatte "Sorrow" som social propagandakunst. Hvad van Gogh ville var ikke at agitere, men at udråbe sin længsel efter menneskelig varme, og sin tro på at den snarere var at finde blandt dem der var blevet fremskridtets ofre end hos dem der levede højt på andres bekostning.
Men også af Sien blev van Gogh tilføjet en dyb skuffelse. Det lykkedes ham aldrig i dybere forstand at knytte hende til sig. Hun interesserede sig hverken for det van Gogh arbejdede med eller for noget som helst andet. Hendes sind var i tidens løb blevet så afstumpet af den behandling hun i mange år havde været udsat for at hun var uimodtagelig også for den kendsgerning at van Gogh efterhånden var kommet til at holde af hende.

Hun havde mistet evnen til at åbne sig og være sig selv i forhold til andre. Det endte med at hun efter 18 måneders forløb atter forlod ham, tilskyndet dertil af sin moder, der mente at hun økonomisk kunne klare sig bedre ved at leve på gaden end ved at være gift med en mislykket kunstner.


"Sien med en cigar" tegnet af Vincent i 1882. Selv om Sien ernærede sig som prostitueret og var alt andet end en skønhed, blev hun en lidenskab for ham og de forsøgte at skabe et familieliv sammen, dette lykkedes dog kun kort.

Sien in white Bonnet: left profile 1882.
on paper 47,5x26 Rijksmuseum Otterlo



F935   Sien Resting head on left hand seated right profile 1882
On paper 58x42 cm.  Collection. Kröller Müller Otterlo
Sien painted 1882

Sien's datter