The Sunday Times Søndag 22 juli 2001

Gauguin skar måske van Goghs øre af.

Politiken Søndag 22. juli 2001

Det var måske ikke maleren Vincent van Gogh selv, der skar sit øre af - men derimod hans fordrukne ven og rival, maleren Paul Gauguin. Det mener den tyske kunstekspert Rita Wildegans, der har samlet en mængde småinformationer om det kendte og afskårne kunstnerøre. Den officielle version går ud på, at Van Gogh skar øret af med et barberblad efter at være ramt af et slagtilfælde. Det sagde Gauguin i hvert fald, men han var en løgnhals, mener kunsteksperten ifølge Sunday Times. Episoden skete juleaftensdag 1888 efter betydelig alkoholindtagelse. De to malere var begyndt at slås, efter at Guaguin havde meddelt, at han ville forlade byen Arles. Van Gogh håbede ellers på at oprette en kunstnerkoloni i byen.


 

Skyldig? Gauguin kan have lemlistet Van Gogh
med sit sværd. Photograph: AKG
Gauguin "skar Van Gogh"s øre af"
Peter Conradi
(Vores oversættelse)

Lemlistelsen af van Gogh's venstre øre i et tilsyneladende anfald af sindsyge har muligvis ikke været den selvdetruktive handling, som man altid har antaget den for at være. I stedet for kan Poul Gauguin have udført dette.

Efter en detaljeret analyse af begivenhederne og politiet's dokumenter, har en tysk kunstekspert konstrueret en alternativ teori - nemlig at Gauguin, hans kunstnerkollegaer og en øvet fægter, skar øret af da et skænderi under stærk indflydelse af alkohol udviklede sig til vold.

I en kommende bog hævder Rita Wildegans at have opdaget en del svage punkter i den almindeligt accepterede forklaring på de bizare, der skete tidligt om morgenen 1. juledag 1888.

Samlet set, så mener hun, at de giver nok bevis for at man kan skyde skylden på Gauguin, som var kendt for sit iltre temperament, og som holdt af at posere som Jean Valjean, storskrydende figur fra Victor Hugo's Les Misérables.

Wildegans' påstande føjer en ny uenighed til debatten blandt van Gogh lærde, hvis energi indtil nu mere er blevet brugt til at studere nøjagtig hvilken slags psykiatrisk sygdom kunstneren led af og som følge af hvilken han tilbragte tid på et sindsygehospital og begik selvmord i juli 1890.

"Selvfølgelig kan jeg ikke hævde, at være 100 % sikker på, at teorien er korrekt. Det kan ingen historikker være", sagde Wildegans i sidste uge. "Men bevisbyrden af en hel mænde små ting, lagt sammen, er overvældende. Alt det vi ved om hvad der skete, ved vi fra Gauguin. Men Gauguin var en kronisk løgner. Han var også bevæbnet."

Det var i foråret 1888, at van Gogh flyttede til Arles, i Sydfrankrig, tiltrukket af den varme sol og de livlige farver. Hans hensigt var, at grundlægge en kunstnerkoloni, som i Pont - Aven, den Bretonske havneby, som tiltrak nogle af tidens bedste kendte navne.

Ingen af de andre kuntnere, som van Gogh spurgte, var imidlertid indstillet på at slutte sig til ham. Gauguin var undtagelsen og han gik først med til det efetr at Theo, Van Gogh's kunsthandlerbror, lovede at betale for hans billet derned og hans ophold.

Gauian ankom den 23. oktober, 1888 i den hensigt at blive mindst 6. måneder og han medbragte sit fægteudstyr.

Forholdet imellem de to mænd blev hurtigt dårligt. Da Gauguin, på det tidspunkt 40 år - og stadig det eneste andet medlem af kolonien - En aften afslørede, at det var hans hensigt at rejse, blev van Gogh, 35 år, ligbleg. De har tilsyneladende haft et blødende skænderi hvis, brændstof var absinth og andet alkohol.

Selvportræt med bandage: da han kom til sig selv kunne , Van Gogh
ikke huske hvordan han havde mistet sit øre

Juledags morgen blev politiet tilkaldt til den lejlighed, hvor de fandt van Gogh liggende i sengen med siden af hovedet dækket af blodplettet lagener. Idet de antog, at han var død, beskyldte de først Gauguin for at have dræbt ham - men de trak anklagen tilbage efter at han indtrængende opfordrede dem til at vække van Gogh.

Van Gogh, der virkede som om han havde haft en slags slagtilfælde, kunne ikke huske noget og overlod det til Gauguin at give politiet den eneste beretning om hvad der var sket - efterfølgende behandlet af historikkerne som den definitive beretning.

Wildegans som har studeret de stedlige dokumenter der har med sagen at gøre, anklager Gauguin for at have ændret på sin historie. Selv om han senere hævdede at have set van Gogh vandre igennem Arles mens han viftende med den barberkniv som han menes at have skåret sit øre med så bliver dette ikke nævnt i Gauguin første rapport .

Gauguin antagende førstehåndsberetning beskriver også andre af den nats begivenheder, som han umuligt kan have været vidne til. Meget bizart refererer han også til en Place Victor Hugo, som, i følge optegnelserne, aldrig har eksisteret - en smutter, som han kan have afsløret, i hvilken udstrækning han så sig selv i rollen som personen fra Les Misérables.

I Wildegans øjne, er det tilsvarende mistænkeligt at Gauguin forlod Arles i en fart. Han tilbragte resten af den nat på hotel frem for i lejligheden og rejste til Paris senere på dagen uden at vente på Theo Van Gogh, som havde sendt et telegram om sin snarlige ankomst.

Gauguin skrev senere fra Paris og bad om at få tilsendt sine ejendele, inkl. sin fægtemaske og sine handsker - men ikke sin floret - måske et tegn på at han havde taget den med sig eller allerede havde skaffet sig af med den.

Historikere har længe været utilpasse omkring manglen på bekræftelse af Gauguins beretning, men de er skeptiske m.h.t. om Wildegans har fundet bevis nok til at vælte den.

"Det er muligt men ikke særligt sandsynligt", sagde David Sweetman, en førende kunsthistoriker, som har skrevet biografier om begge personer. "Gauguin havde ikke noget særligt motiv til at skære Van Goghs øre af selv om han var blevet angrebet af van Gogh med en barberkniv, ville han ikke have haft sværdet i hånden og han ville have haft nødigt at hente det.

Oversat af: Anita & John Christensen

Skriv artiklen ud.