De tomme stole

Paul Gauguin's Armchair Arles 1888, December
Oil on canvas 90x 72 F499 Amsterdam Van Gogh Museum Netherlands

Vincent's Chair with His Pipe Arles 1888, December Oil on canvas 93x 73 F498 London National Gallery United Kingdom

Van Gogh var på hjemmebane da han malede de to billeder af sin egen og af Gauguins stol. De to stole var uden tvivl nogle af de "tolv rustikke", som han havde købt i september, og dermed konkrete, i verden værende møbler. Imidlertid er de to stoleportrætter bogstavelig talt som nat og dag. Van Goghs egen - og vi ved fra hans breve, hvis der var hvis - med hans evige pibe og tobakspungen, er malet ved daglys, på det gule hus' røde klinkegulv i dramatisk perspektiv ind mod hjørnet med en kasse spirende løg, hvis stærke orange farve opvejer den blå dør til højre i billedet. Gauguins stol, derimod, er sat op mod en horisontal linje mellem gulv og væg, hvorved der dannes en mere todimensionel effekt. Og i dette billede er det natten, der dominerer, både i kontrasten af rødt og grønt - som i Natcafèen


The emty chair, Gad's Hill-Ninth of june 1870

Den tomme stol

Den tyske calvinisme holdt meget stærkt på et ikonografisk forbud, som forbød alle billeder af den hellige familie, bortset fra symbolske. Faren for at de troende medens de bad, skulle blive distraheret af skønheden ved menneskelige former, måtte for enhver pris undgås. Således kunne Kristus repræsenteres af en "tom trone", symbolet på dømmekraft og magt. Det var nok til at udløse inderlighed.

Van Goghs tomme stole tager hensyn til en tendens til at undgå en fremstilling af den menneskelige skikkelse. Ifølge denne opskrift er Gauguin er til stede, siddende i sin armstol, selv om vi ikke kan se ham. Da Gauguin besluttede at rejse, efterlod han ruinerne af van Goghs drøm om et kunstnerkollektiv i syden. Da han mistede Gauguin mistede han også sit overordnede livssyn. Derfor må vi opfatte, at de to stole står med ryggen mod hinanden, at de udtrykker uforeneligheden mellem dag og nat - en modsætning van Gogh fastslår med selve de farver han bruger til malerierne.

Tomme stole havde været en et karakteristisk moment i van Goghs tænkning siden barndommen. De minder, som hober sig op bag dette ene billede, er forbundet med dyb sørgmodighed, med tanker om dødens allestedsnærværelse. Van Gogh havde altid en tendens til at udstyre de mest banale ting med egenskaber, der mindede ham om døden. I 1885, da hans far var død, arrangerede van Gogh hans rygegrejer som et stilleben, enkelt, og alligevel ladet med betydning. Det er ikke tilfældigt, at der er en pibe og en tobakspung på hans egen stol på maleriet fra 1888.

Og vi må ikke glemme Charles Dickens, den engelske forfatter, som ifølge van Gogh anerkendte en pibe tobak som et godt afprøvet forebyggende middel mod selvmordstanker. Dickens' egen tomme stol var blevet berømt efter at have været afbilledet i The Graphic: "Edwin Drood var Dickens' sidste bog", skrev Vincent til Theo (brev 252), "og Luke Fields, som var kommet til at kende Dickens fordi han tegnede nogle illustrationer til bøgerne, kom ind i hans værelse den dag han døde og så den tomme stol. Og deraf kom det, at et af de gamle numre af The Graphic indeholdt den bevægende tegning "The empty Chair". Tomme stole - der er ret mange af dem, og flere vil øge deres antal, og før eller siden vil der ikke være andet tilbage end….tomme stole."

Dickens var van Goghs foretrukne engelske forfatter, og senere, i Haag, blev Fildes en af de sort/hvide illustratorer, som han holdt mest af. Van Gogh havde læst "Edwin Drood" i juni 1882, da han lå syg med gonorré. Fra hospitalssengen skrev han til Theo: "Jeg har….nogle få af Dickens' bøger inklusive Edwin Drood…..du gode, hvilken kunstner! Der er ingen som ham." Så snart han var kommet ud af hospitalet, købte van Gogh en kopi af Fildes tryk af Dickens' tomme stol. Karakteristisk nok virkede historien om den tomme stol som en igangsætter for van Goghs egne personlige visioner. Resultatet blev to malerier, det ene af hans egen stol, det andet af vennen Gauguins. Hvert af dem kan ses som en slags portræt. Selv om de to mænds skikkelser mangler, så fortæller van Goghs enkle fletstol og Gauguins elegante armstol meget om hvordan han så sig selv og sin ven. Det gør også lyset i rummet, hans egen i dagslys og Gauguins om aftenen samt de ting han valgte at tage med i hver billede.

De tomme stole, malet hen imod slutningen af hans liv, mindre end to år inden selvmordet, reflekterer også den betydning, som van Gogh tillagde engelsk kultur, specielt Millais, Fildes og Dickens - den store engelske trio - kunstner, illustrator og forfatter. På en måde udgør de en hyldest til disse vigtige inspirationskilder.

Og endelig kan det sige, at de to tomme stole symboliserer en kunstners død - alt hvad han kan efterlade sig er sit arbejde. Da van Gogh færdiggjorde disse to malerier, havde han allerede opgivet håbet om at kunne sælge sine billeder. Han gav begge "stole"malerierne til sin bror og turde ikke tro på, at de nogensinde ville blive påskønnet af et større publikum end nogle få venner. Van Gogh kan næppe have forestillet sig, at det ene af dem, han egen "tomme stol" i 1924 ville blive et af de første af hans arbejder, der kom på en offentlig samling i England. Det tilhører National Gallery på Trafalgar Square, kun få minutters gang fra den gade, hvor van Gogh engang arbejdede som kunsthandler.