The Potato Eaters, Nuenen 1885, April
Oil on canvas 81.5x 114.5 F82
Amsterdam Van Gogh Museum Netherlands

I foråret 1885 malede Vincent det berømte "Kartoffelspiserne". Han var 32 år gammel og maleriet var hans første store komposition. På det tidspunkt troede hans stadig, at han skulle blive boende på landet blandt hollandske bønder til sine dages ende - med andre ord: blive en ny Millet. I brev 398 fra april? 1885 skriver han til Theo fra Nuenen:
  ... I øvrigt har jeg ikke noget andet ønske end at sidde rigtig dybt inde i bondelandet og male bondelivet. Jeg føler, at jeg der kan skabe mig et virkefelt, og derfor vil jeg roligt lægge hånden på min plov og trække min fure....du har nok mere for øje, hvad man kan få ud af bylivet, mens jeg føler mig hjemme herude....jeg har ikke i sinde at tabe modet...kampen må fortsættes, hvor lidt eller hvor meget jeg end er værd, vil jeg også kæmpe for mig sag...
  Jeg har sat mig for i denne uge at begynde på motivet med nogle bønder rundt om en terrin med kartofler om aftenen - måske skal jeg også male det ved dagslys, eller begge dele, eller "ingen af delene", vil du sige. Men om det nu lykkes eller ej, tager jeg fat på studierne til de forskellige figurer....


Vincent tegnede og malede mange forstudier til kartoffelspiserne. Hænder og ansigter blev malet igen og igen for at forberede det endelige værk. Motivet var så at sige kommet til ham, en aften i marts, da han på sin vej hjem var kommet forbi familien de Groots hus, og bestemte sig for at hilse på. Da han trådte indenfor, sad familien samlet omkring bordet, der blev oplyst af en petroleumslampe i loftet. De langede til det fælles fad kartofler, som var deres sædvanlige aftensmåltid. Han vidste med det samme, at det var dette motiv, han måtte male.

Han var længe om at få skik på billedet. Det blev mørkere og mørkere af de mange overmalinger. Gang på gang gennemgår han maleriets tilblivelsesproces i sine breve til Theo. "...Det er overordentligt mørkt...kødfarverne ligner ikke det, man kalder kødfarver...det var meget for lyst og duede slet ikke. Hvad så? Jeg havde alle hovederne færdige og omhyggeligt gennemarbejdede, men hurtigt malede jeg dem over uden nåde, og den rigtige farve som de nu er malet med er nærmest en rigtig god støvet uskrællet kartoffels.
   Mens jeg gjorde det, tænkte jeg igen på, hvor godt det er sagt om Millets bønder: "Hans bønder ser ud, som om de var malet med den jord, de tilsår."...

Den 30.april 1885 skriver han til Theo: "Med hensyn til kartoffelspiserne - det er et billede, der vil gøre sig godt i en guldramme - det er jeg sikker på. Men det vil gøre sig lige så godt på en væg, beklædt med tapet i en farve som modent korn. Det må i hvert fald ikke ses uden en sådan afslutning. Mod en mørk grund kommer det ikke til sin ret og især ikke mod en bleg eller grålig grund.
  Van Gogh var selv meget begejstret for dette maleri - han blev overtalt, af en af sine elever, hvis far var trykker, til at lave et litografi af kartoffelspiserne. Han tegnede kartoffelspiserne, sådan som han havde malet dem, således at trykket blev spejlvendt. Men den egentlige forskel var, at han nu tegnede - han malede ikke. Figurerne er meget mere detaljerede, og med undtagelse af barnet i forgrunden, som man kun ser i silhuet, kan de genkendes som familien van Rooy og familien de Groot. Der blev trykt ca. 20 på alt lige fra tyndt cellstof, der med årene gik i stykker, til papir. Theo fik straks et tilsendt på fint papir, og Vincent håbede, at han ville hænge det op, så sikker var han på, at han endelig havde skabt noget værdifuldt.
  At han havde portrætteret levende mennesker gav den nødvendige modvægt til den kunstige dukkehus-indramning, han havde mast dem sammen i. Figurerne sidder ved et bord, der strækker sig bagud og ind i billedet i omvendt perspektiv. Der var intet malplaceret ved det - han ønskede at skabe en foruroligende, klaustrofobisk nærhed, som skulle fremhæve trækkenes grovhed, de forvredne ansigter og de knudrede hænder. Hver person kigger væk i forskellige vinkler, hver af dem stirrer ud i sit eget tomrum, som om de ville sige: "Vi sidder sammen her, men vi er hver eneste af os alene, fastholdt i øjeblikket, i skæret fra denne petroleumslampe."
  Kartoffelspiserne forblev i Jo's eje efter Theos død - i det lille pensionat hun købte i Holland, hang det over kaminen.


F1161  Litografi af Kartoffelspiserne 1885. Papir 26,5x30,5
Vincent van Gogh Fondation, Amsterdam.