Tryk her for at printe siden ud.
Litteratur: van Gogh og hans kunst, Forfatter Benni Golf. Udgivet på Arthur Jensens forlag 1938.
van Goghs verden Forfatter H.P. Rodhe, udgivet på forlaget Hernov 1994

 

Van Gogh's vej til Danmark

 

I april 1892 rejste den da 35-årige maler Johan Rohde en længere udenlandsrejse, som på forskellig måde skulle få betydning for dansk og nordisk kunsts historie. Rejsen gik over Holland og Belgien til Paris.

Alle de store navne, Cézanne, van Gogh, Gauguin, Toulouse-Lautrec og mange flere, som i dag er fastslåede i den almindelige bevidsthed og kendt af enhver fra utallige reproduktioner, var i 1892 at finde i Paris, men dengang vel at mærke - som en kæmpende kunst, placeret uden for alfarvej. Fra de officielle udstillinger, »Salonerne«, var den endnu bandlyst.

Efter en tur til Frankrig lykkedes det J.R. at erhverve prøver på den unge kunst, især i form af grafik - den billigste kunstart - i et sådant omfang, at det gav genlyd i den hjemlige kunstverden. Som optakt til »Den frie Udstillings vernissage i 1893, skrev Emil Hannover i »Politikken« en række karakteristikker af de udstillende kunstnere, og her hedder det om J.R.: »En Slags Fader for den frie Udstilling, som han i sin Tid grundede med Slott-Møller... Kom nylig hjem fra en stor Udenlandsrejse med sin Kuffert fyldt af Prøver paa det mest moderne af den moderne Kunst, hvorfor hans hyggelige Stue i Nyhavn i Vinterens Løb har været et Valfartssted for alle dem, der længes efter at se den nye Kunsts Sol staa op her i Landet.«

Af kunstnere, der kunne ses prøver af i kvistværelset Nyhavn 22, kan nævnes: Gauguin, Odilon Redon, Maurice Denis, van Gogh, Félicien Rops, Gustave Moreau, Vallotton og Toulouse-Lautrec. Men også på anden måde blev rejsens resultater bevaret. Under den stadige omfarten med de ustandselige besøg på museer og i privatsamlinger blev der ikke megen tid til brevskrivning. I brevene til hjemmet er det stadig omkvædet, at det er »håbløst at begynde at fortælle derom i Breve« - når han kommer hjem, vil han fortælle nærmere.

Alligevel - hurtigt blev han klar over, at det sikkert ville knibe for hukommelsen bagefter at rekonstruere den brogede strøm af kunstindtryk. Han tog derfor den beslutning, at vedligeholde en ganske vist hastigt nedskreven, men dog sammenhængende og overskuelig beretning om sine oplevelser og indtryk, som han lidt spøgefuldt kaldte sin »Journal«, og som han med mellemrum sendte i pakker til sin ven Emil Hannover - der slugte den. »Naar De en Gang kommer hjem - skriver denne i et takkebrev - vil jeg gerne snakke lidt alvorligt med Dem om Deres Optegnelser og indtrængende anbefale Dem at offentliggøre noget af dem. Der er Partier deri, som nok er værd at faa frem.«

Det blev nu ikke til noget. J.R. betragtede selv disse optegnelser nærmest som en »Huskeseddel« uden litterære prætentioner: »Med Hensyn til min "journal", da må De erindre, at jeg ikke er rejst ud som Kunsthistoriker, men som en Maler.«

For malere er der morskab at hente i beskrivelsen af»den gamle kuriøse Farvehandler Tanguy«, der står og river sine farver ude i køkkenet og får »som et Stik af en Skorpion«, hvis man beder om farver, der ikke står »paa Chromoluminaristernes Spiseseddel«.
Men det som vist for de fleste læsere giver journalen interesse, er dog nok dens omtale af van Gogh. Van Gogh er som den røde tråd gennem beretningens mange slyngninger. Fra det øjeblik J.R. hos en kunsthandler i Amsterdam ser et par billeder af van Gogh, er han som besat af tanken om at se mere af ham. Rejsen frem og tilbage mellem Holland og Frankrig former sig næsten som en jagt på van Gogh.

Van Goghs navn - hvis rette hollandske udtale er vanskelig, omtrent: fan hrok - mødte Johan Rohde vistnok første gang i noget forvansket form i et brev af 16. marts 1888 fra hans ven, maleren Christian Mourier-Petersen, der på det tidspunkt boede i Arles i det sydligste Frankrig: "jeg maler - skriver han - endnu paa nogle Ting og har ganske interessant Selskab af en hollandsk Maler en Impressionist, som har slaaet sig ned her. Jeg ansaa ham i Begyndelsen for gal, men finder dog nu efterhaanden, at der er Methode i det. Han kender Jastraus Venner Mc. Knight - Russel (dvs. Roussel) etc. - men hans Navn erindrer jeg ikke i Øjeblikket - van Prut eller saadan noget.« Først i et brev fra Paris nogle måneder senere får han navnets rigtige form: »Den hollandske Maler blev tilbage i Arles, hvor han har lejet sig et Hus - han er en Smule »toqué« (forstyrret), men en interessant Kunstner.

Her flytter jeg rimeligvis ind hos hans Broder, Kunsthandleren, som har et Værelse at leje mig i Kvarteret Montmartre ... Min Adresse bliver om to Dage

54, rue Leepic adr. Monsieur van Gogh
Mourier-Petersen fik værelset, en måneds tid senere skriver han: »Boer stadig hos den hollandske Kunsthandler, hvor jeg betaler mit Ophold med Studier, og kan benytte et lille Atelier, som er ganske smukt og hensigtsmæssigt om end skrækkelig overfyldt med Malerier o.a., saa at jeg knap kan røre mig uden at stikke Ben eller Arme gennem uvurderlige impressionistiske Kunstværker . . . «

I det hele taget lærte han at sætte stor pris på van Goghs broder, der støttede ham på enhver måde. Men så følger i brevene fra de næste år, da Mourier-Petersen var vendt hjem til Danmark, i korte glimt, tragedien, som alle nu kender den. »Fra en af mine Venner i Arles - hedder det den 27. februar 1889 havde jeg forleden Brev, som meddeler mig, at den hollandske Maler, som var sammen med Mc. Knight og mig og blev boende dernede, havde skaaret sit Øre af i Vanvid og blev fundet halvdød af Blodtab. Muligvis han senere (er) død, da jeg intet har hørt fra ham. Det var en begavet og ejendommelig Mand omend noget eksalteret for ikke at sige forstyrret.«

Og to år senere, den 18. februar 1891, skriver han: »Forøvrigt har jeg haft en Sorg. Min Velynder i Paris, Kunsthandler van Gogh er afgået ved døden knap ½ Aar efter sin Broder Maleren. Her kom en Meddelelse fra hans Kone, som jeg for øvrigt slet ikke kjender. Det vil være mig og vist mange andre unge Malere et Savn i Fremtiden. Men Villumsen har maaske omtalt det for Dig.«

Første gang J.R. så billeder af van Gogh var formodentlig på de uafhængig franske maleres udstilling i Paris i 1889. Som det fremgår af en artikel, han i 1890 skrev i tidsskriftet »Af Dagens Krønike«, betragtede han ham dengang endnu som den »bizarre Hollænder, som ude paa Marsmarken i Fortvivlelse søgte at tilkæmpe sig et Øjebliks Opmærksomhed af den udmattede Udstillingsgæst ved et eller andet vildt Farveeksperiment.«

Det er først på udenlandsrejsen 1892, at van Goghs storhed rigtig går op for ham. Straks i journalens begyndelse noterer han under sit ophold i Amsterdam; »Saa hos en Kunsthandler det bedste, jeg hidtil har set paa min Rejse af moderne Kunst - og sandsynligvis noget af det bedste, jeg faar at se, nemlig et Par Landskaber af Vincent van Gogh, en Kunstner, der har gjort et saa stærkt Indtryk paa mig, at jeg har rejst fra By til By i Holland for at se noget af ham, men uden Held.

Han kom også for sent - blot med et par dage -til den van Gogh-udstilling, som Emile Bernard arrangerede i Paris i april og maj hos kunsthandleren Le Bare de Boutteville. Her nåede han dog at erhverve udstillingens plakat, udført i træsnit og håndkoloreret af Emile Bernard. Desuden har han nok set de fleste af billederne - der var kun en snes stykker - andetsteds. Udstillingen var nemlig blevet til i samarbejde med kunsthandleren Tanguy, hvem J.R. aflagde mange besøg, og hvis van Gogh-samling han er meget optaget af: »Van Gogh syntes specielt at have været en Husven; der var vist en Snes Billeder af ham, udmærkede provencalske Landskaber, et Frugtbillede med de fineste Farver og et meget karakterfuldt, men grovkornet malet Portræt af gamle Fatter Tanguy.« Ikke mindst Tanguys samling af van Gogh-tegninger vakte J.R.'s interesse: »De vare gjorte med en Storhed, en dekorativ Sands og en ejendomme-lig Tegnemaade, som endogsaa henrev en lige-overfor meget af den unge Kunst - og ligeoverfor van Goghs Malerier - saa skeptisk Betragter som Krøyer til Beundringsudbrud.«

Hos Tanguy lykkedes det ham at erhverve en tegning med motiv fra en have i Arles. Men stadig havde J.R. ikke mødt van Goghs kunst i al dens pragt og herlighed, sådan som den viste sig på den store udstilling i Holland. Det var et rent tilfælde, som bragte ham på sporet. Han havde slået van Gogh af hovedet og var i begyndelsen af juni i Amsterdam, på vej til de små byer ved Zuidersøen, Hoorn og Medemblik, hvor han ville tage ophold og male. Da modtager han uventet på et åbent postkort følgende meddelelse fra en ung hollandsk maler, hvis bekendtskab han havde gjort på nedrejsen: »Kære Kollega, jeg har den Fornøjelse at kunne meddele Dem, at den Udstilling af Vincent van Goghs Værker, som jeg fortalte Dem om ved vort korte Møde, er aaben endnu indtil næste Mandag ... Den afholdes i Buitenhof ved Café Riche, paa anden Sal i Kunstforeningen »Haagsche Kunstkring«.

Den 4. juni om morgenen modtog J.R. kortet på sit hotel i Amsterdam, samme dag var han i Haag og se udstillingen, som begejstrede ham i den grad, at han samme aften skrev hjem til kunstsamleren, grosserer Oscar Wandel - maleren og bogsamleren Sigurd Wandels far - om han ikke måtte købe et maleri af van Gogh på hans vegne. Oscar Wandels svar var prompte og positivt:

»Kjøbenhavn 7. Juni 1892.

Kjære Herr Rohde. Deres venlige Linier af 4. Modtog jeg igaar paa Landet. Som De ved, kjøber jeg ikke fremmed Kunst, da jeg skjønner, at min Købeevne ikke er større end, at den bør komme den danske Kunst tilgode. I dag til Morgen sejlede jeg ind til Byen med Cand. Christensen, vi drøftede Situationen og blev enige om sammen at kjøbe et Billede af van Gogh, nærmest fordi De synes at tillægge det en vis Betydning, at et saadant Billede kommer til Kjøbenhavn. Jeg telegraferede Dem strax til Hoorn, at der afgaar 300 Gylden til Amsterdam, og beder Dem nu altsaa at operere med dem paa bedste Maade. Forhaabentlig forskaffer De os noget Storartet.«

Hvordan det videre gik, er bekendt: der blev trukket lod om billedet mellem de to købere, og senere kontorchef H. Chr. Christensen - kendt ikke blot som en kunstens, men som en kunstnernes ven - vandt. I nogle år hang billedet på Christensens væg til stor glæde for kunstnerkredsen omkring ham. Den 3 juli 1892 skriver han til J.R.:
»Der var »van Gogh-Møde« i Mandags hos mig i Frederiksgade (maleren Chr..) Clausen, maleren Viggo) Jastrau, (kunsthandleren Peter) Magnussen, (maleren L.A.) Ring, (maleren Georg) Selig-mann; de var alle meget glade for Erhvervelsen.« Og den 1. januar 1894 skriver maleren Ludvig Find til Christensen fra Firenze: »Og naar vi (malerne Find, Frydensberg og Clement) til Ex nu sidde hjemme i vor Hybel ganske soli tænker vi med Vemod paa Frederiksgade hvor meget Humor er spruttet ud og meget Chablis ind. Hvor mange Skjærmydsler om Kærlighed og Elskov har staaet, naar Kaffen og Cognakken blev serveret foran van Gogh.«

Men i længden mente H. Chr. Christensen, denne store idealist, ikke, at han kunne beholde dette kostelige billede for sin private fornøjelse. I 1905 skænkede han det til Statens Museum for Kunst, der igen deponerede det i Glyptoteket, hvor det kan ses den dag i dag.
Hvad dette billede har betydet for dansk kunst, kunne der endnu siges en del om. Her skal blot citeres et brev til mig fra maleren Oluf Høst, der som ung gik på J.R.'s malerskole. Han skrev i november 1951: »Nu, jeg har lige været en tur i Jylland, jeg mindes engang fra første verdenskrig også i et tog i Jylland, Deres Far dukkede op, det var en dejlig lys sommeraften. Han fik os anbragt sammen og vi havde det hyggeligt. Han spurgte: »Hvad for et billede synes De nu bedst om som hænger i offentlig samling i Danmark?« »van Goghs billede på Galleriet (nu Glyptoteket).« Deres fars ansigt blev til et større stille smil og så fik jeg historien om hvordan det kom her tillands.«

landskabet fra Saint-Rémy . Det vi ser er udsigten fra Saint-Paul hospitalet i Saint-Rémy, hvor van Gogh fra maj 1889 var indlagt et års tid Han var atter blevet syg efter den tragiske hændelse i Arles i december 1888, da han efter et skænderi med Gauguin skar en del af sit venstre øre af. I den første tid på hospitalet, hvis bygninger oprindeligt var et kloster, havde van Gogh fået forbud mod at tage sin palet med ud. Men heldigvis havde han fra sit vindue en vidunderlig udsigt, som strakte sig ud over hospitalets mure, hen over markerne og op mod bjergene. Et rigtigt provencalsk landskab. Den udsigt skildrede han flere gange i alle belysninger, i al slags vejr og før og efter at markerne var høstede. Han har beskrevet Saint-Rémy billedets udsigt i et brev: »I forgrunden en kornmark, hærget og slået ned af et uvejr. Den indhegnende mur og bag den det grå-grønne fra nogle oliventræer, hytterne og bjergene. Endelig foroven i lærredet en stor hvid og grå sky svømmende i det azurblå. Det er et landskab af den yderste enkelthed - også i farven. Van Gogh var selv ganske tilfreds med sit landskabsbillede fra Saint-Rémy, for da han sendte det til sin bror Theo, beskrev han det som »næsten godt«.

Et andet resultat var lånet af en samling af van Goghs billeder til den frie Udstilling« i foråret 1893. J.R. skrev til kunsthandleren Theo van Goghs enke, og fru van Gogh indvilgede i at sende omkring 30 af van Goghs bedste malerier og tegninger herop. København kom på den måde til at indtage en smuk plads blandt de første byer uden for Holland, som viste van Goghs kunst gæstfrihed. En plads som straks bliver noget mindre imponerende, når det tilføjes, at ikke et af malerierne fandt en køber. Det var så meget desto mærkeligere, som de ved samme lejlighed udstillede et halvhundrede arbejder af Gauguin for en stor del blev solgt. Men selv kunstnerne - som var blandt de ivrigste til at købe Gauguin - havde dengang svært ved at tage van Gogh.

Still Life: Pink Roses

Street scene i Monmartre