Det brev, som Vincent van Gogh havde på sig, da han blev skudt den 27. juli 1890, var ikke hans allersidste afsendte brev, men et ufærdigt brevudkast til hans bror Theo van Gogh, skrevet i Auvers-sur-Oise den 23. juli 1890. Det er kendt som RM25 (svarende til brev 652 i nogle nummereringer). [vangoghletters.org], [webexhibits.org]
På manuskriptet skrev Theo senere en bemærkning med blyant om, at dette var:“brevet han havde på sig den 27. juli, dagen for ulykken” (Theo kaldte skudepisoden for “ulykken”). [vangoghletters.org], [vangoghmuseum.nl]
Brevet er særligt berømt, fordi det indeholder nogle af Vincents mest bevægende ord om sit arbejde og forholdet til Theo. Her skriver han blandt andet, at han har sat sit liv og sin forstand på spil for kunsten. [webexhibits.org], [vangoghmuseum.nl]
Interessant nok findes der også en færdig version af brevet, som blev sendt til Theo samme dag, den 23. juli 1890. Det ufærdige udkast blev derimod liggende hos Vincent og blev fundet efter skudepisoden. [gogh.art], [vangoghletters.org]
Her er en dansk oversættelse af det ufærdige brevudkast (RM25) fra Vincent van Gogh til Theo van Gogh, skrevet i Auvers-sur-Oise den 23. juli 1890. Det er det brev, Theo senere noterede, at Vincent havde på sig, da han blev såret den 27. juli 1890. [vangoghletters.org]
“Jeg sætter mit liv på spil for mit arbejde, og min forstand er allerede halvt gået til grunde i det.” [vangoghletters.org], [vangoghmuseum.nl]
Kære bror,
Tak for dit gode brev og for de 50 franc, som lå vedlagt.
Jeg ville gerne skrive til dig om mange ting, men jeg føler nyttesløsheden ved det.
Jeg håber, at disse herrer igen har vist sig velvilligt stemt over for dig.
At du forsikrer mig om freden i dit hjem, var egentlig ikke nødvendigt. Jeg tror, jeg har set både den gode side og den anden side. Og jeg er så enig i, at det er en tung byrde både for dig og Jo at opdrage et barn på fjerde sal.
Når det går godt, hvilket er det vigtigste, skulle jeg så hænge mig i mindre væsentlige ting?
Jeg tror, der endnu er lang vej, før der bliver mulighed for at tale forretninger med roligere hoveder. Det er egentlig det eneste, jeg kan sige lige nu. Jeg har selv konstateret det med en vis rædsel. Jeg har ikke skjult det, men det er også alt.
De andre malere holder sig, uanset hvad de mener, instinktivt på afstand af diskussioner om den aktuelle kunsthandel. Sandheden er, at det kun er vores billeder, der kan tale for os.
Men alligevel, min kære bror, er der noget, som jeg altid har sagt til dig, og som jeg nu siger igen med al den alvor, som en vedholdende bestræbelse på at gøre sit bedste kan give:
Jeg vil altid betragte dig som noget andet end blot en handler med Corot-malerier. Gennem mig har du også din andel i selve frembringelsen af visse billeder, som selv midt i sammenbruddet bevarer deres ro.
Dertil er vi kommet, og det er alt, eller i det mindste det vigtigste, jeg kan sige til dig i en tid med relativ krise. En tid, hvor forholdet mellem kunsthandlere, der sælger døde kunstneres værker, og de levende kunstnere, er meget spændt.
For mit eget vedkommende sætter jeg mit liv på spil for mit arbejde, og min forstand er allerede halvt gået til grunde i det.
Men du er ikke en af dem, der handler med mennesker. Så vidt jeg ved, og så vidt jeg kan bedømme, handler du med ægte menneskelighed.
Men hvad nytter det? [vangoghletters.org], [vangoghmuseum.nl]
Mange kunsthistorikere fremhæver især sætningen:
“Jeg sætter mit liv på spil for mit arbejde, og min forstand er allerede halvt gået til grunde i det.” [vangoghletters.org], [vangoghmuseum.nl]
Det er en af de mest citerede passager fra Van Goghs sidste dage og får ekstra tyngde af, at han bar dette brev på sig få dage før sin død. [vangoghletters.org], [vangoghmuseum.nl]