Brev 709 til Theo van Gogh, skrevet i Arles omkring 21. oktober 1888. Her beskriver Vincent sin mentale og fysiske udmattelse, mens han venter på Gauguins ankomst. [webexhibits.org], [jyllands-p…287159.ece]
Den relevante passage i den engelske oversættelse lyder:
“And if it were not that I have almost a double nature, like that of a monk and that of a painter, I should have – and that long ago – been reduced completely and utterly to the aforesaid condition.” [webexhibits.org]
På dansk kan det oversættes:
“Og hvis det ikke var, fordi jeg næsten har en dobbelt natur, som både en munks og en malers, ville jeg for længst være blevet fuldstændigt knust af denne tilstand.”
Sætningen er interessant, fordi Vincent van Gogh her beskriver den indre spænding mellem det kontemplative, næsten religiøse liv (“munken”) og den lidenskabelige, skabende kunstner (“maleren”). Mange forskere ser dette som en nøgle til forståelsen af hans personlighed og kunst i Arles-perioden. [webexhibits.org]
Brev 709, til Theo van Gogh, Arles, ca. 21. oktober 1888. [webexhibits.org], [jyllands-p…287159.ece]
Hele brevet
Brev 709 til Theo van Gogh
Arles, søndag den 21. oktober 1888
Min kære Theo,
Tak for dit brev og for de 50 franc, som det indeholdt. Tak også fordi du igen skrev til mig om maleriet af disse hollandske kunstnere.
Jeg har fået installeret gas i atelieret og i køkkenet, hvilket har kostet mig 25 franc i installation. Hvis Gauguin og jeg arbejder hver aften i fjorten dage, skulle vi så ikke kunne tjene dem ind igen? Men da Gauguin nu kan ankomme fra den ene dag til den anden, får jeg absolut, absolut brug for mindst 50 franc mere.
Jeg er ikke syg, men jeg ville uden den mindste tvivl blive det, hvis jeg ikke fik rigelig næring, og hvis jeg ikke holdt op med at male i nogle dage. Jeg er endnu en gang næsten bragt i samme tilstand som Hugo van der Goes’ vanvid i Émile Wauters’ maleri.
Og hvis det ikke var, fordi jeg har en lidt dobbelt natur, både som en munk og som en maler, så ville jeg for længe siden være blevet helt og fuldt reduceret til den ovennævnte tilstand.
Selv da tror jeg dog ikke, at mit vanvid ville tage form af forfølgelsesvanvid, for når jeg er i en ophidset tilstand, går mine følelser snarere i retning af tanker om evigheden og det evige liv.
Men alligevel må jeg passe på mine nerver osv.
Jeg siger kun dette, fordi du tager fejl, hvis du tror, at jeg på nogen måde har næret mistillid til disse to hollandske malere. Sandheden er, at det først var efter dit andet brev, at jeg begyndte at danne mig en forestilling om, hvad de laver, og jeg er meget nysgerrig efter at se fotografierne af deres tegninger.
Jeg har stor lyst til at skrive dig et særligt brev, som du kan lade dem læse, for endnu en gang at forklare, hvorfor jeg tror på Sydens betydning både for nutiden og for fremtiden.
Og samtidig for at sige, hvor meget jeg mener, at man har ret i at se impressionismen som en bevægelse mod store ting og ikke blot som en skole, der begrænser sig til optiske eksperimenter. Og hvad dem angår, som maler historiske motiver eller tidligere har gjort det, så findes der ganske vist meget dårlige historiemalere som Delaroche og Delort, men findes der ikke også gode som Eugène Delacroix og Meissonier?
Da jeg nu har besluttet ikke at male i mindst tre dage, vil jeg måske hvile mig ved at skrive til dig og til dem samtidig. For du ved, at jeg interesserer mig meget for den indflydelse, impressionismen vil få på de hollandske malere og på de hollandske kunstelskere.
Her er en meget grov skitse af mit seneste lærred.
En række grønne cypresser mod en rosa himmel med en bleg citrongul månesegl.
I forgrunden ligger et øde terræn med sand og nogle tidsler. To elskende går der: manden i lyseblåt med gul hat, kvinden med lyserødt livstykke og sort nederdel.
Det er det fjerde lærred i “Digterens have”, som skal udgøre udsmykningen af Gauguins værelse.
Det gør mig ondt endnu en gang at skulle bede dig om penge, men jeg kan ikke gøre for det, og desuden er jeg stadig fuldstændig udmattet. Alligevel tror jeg, at det arbejde, jeg udfører ved at bruge lidt mere, en dag vil forekomme os billigere end det tidligere.
Jeg havde jo allerede sagt dig, at hvis det havde været muligt at lave en handel med Thomas, ville jeg meget gerne have investeret yderligere 200 franc i arbejdet før Gauguins ankomst.
Da det ikke kunne lade sig gøre, har jeg alligevel drevet det, jeg havde under arbejde, så langt frem som muligt i det store ønske om at kunne vise ham noget nyt og ikke komme under hans indflydelse, før jeg utvetydigt kunne vise ham min egen originalitet. For han vil ganske sikkert, håber jeg, få indflydelse på mig. Men den originalitet vil han dog kunne se i udsmykningen, sådan som den nu står.
Jeg beder dig, hvis det overhovedet er muligt, om straks at sende mig endnu halvtreds franc. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg ellers skal klare mig.
Det glæder mig, at du har genlæst Tartarin.
Nå. Jeg håber, at du kan skrive til mig med det samme, så snart du modtager dette brev.
Et varmt håndtryk.
Din hengivne,
Vincent
(tout à toi – “helt din”)