Lazarus opstandelse
Hovedfiguren Lazarus ligger svag med lukkede øjne. Han prøver at rejse sig. Vi får uvilkårligt den tanke, at Van Gogh ser sig selv i figuren med det røde hår og skæg. Van Gogh der ligger på hospitalet. Han har svært ved at rejse sig. Sover og sover. Har ikke kræfter til at stå op og leve.
Van Gogh har udeladt flere figurer i forhold til oplægget. Men Martha og englen er med. Mest bemærkelsesværdigt er det at Jesus er udeladt.
Men her viser Van Goghs symbolsprog sig igen. Den kraftige gule farve både af selve solen og hele den gule himmel samt farven omkring Lazarus hoved. Det er selvfølgeligt Jesus og hans livgivende lys, der vækker den døde til live.
Som oplæg og inspiration bruger Vincent Rembrandts billede Lazarus’ opstandelse. Men Vincent udelader altså Jesus og erstatter ham med solen.
Solen har, mere end Kartoffelspiserne, gjort Vincent van Gogh berømt.
Solen, som kaster sit flammende lys over Provences hvedemarker.
Solen, som stiger op som en ildrød kugle bag sædemandens mørke skikkelse.
Solen, som erstattede Rembrandts Kristus i det bevægende billede af Lazarus’ opstandelse.
Solen, lys i mørket, lys som oplyser naturen og menneskene, lys som kalder de døde ud af gravene.
De, der ser Vincents sol, mærker varmen fra hans trøst og forstår, at Vincents solidaritet og medfølelse får dem til at se den store sols stråler i deres eget inderste. De indser, at han var et medfølende menneske.
Kilde: Henri Nouwen: Compassion.
The sun, more than The Potato Eaters, has made Vincent famous.
the sun casting its flaming light over the wheat fields of the Provence.
the sun rising as a fiery ball behind the dark figure of the sover,
the sun that replaced Rembrandt’s Christ in the rousing painting of the raising of Lazarus.
The sun, light in the darkness, light that brightens nature and people, light than calls the dead forth from the graves.
Those who see Vincent’s sun feel the warmth of his comfort and understand that Vincent’s solidarity and consolation make them see the rays of the great sun in their deepest selves. They realize that he was a compassionate man.
Henry Nouven: Compassion